Archives: Generelt

Shahens fald

Jeg har for nylig anmeldt Abbas Milanis aktuelle biografi The Shah til Weekendavisen, Den er fascinerende læsning.

Fra anmeldelsen: “Bogen er skrevet med et ønske om at forstå den shah, der gav Iran både »kulturel frihed og politisk despoti«. Som fik storhedsvanvid på grund af oliepenge i 1960erne og 1970erne. Som var besat af faren fra kommunismen og ikke forstod, at han i højere grad skulle have taget sig i agt for mullaherne. Når mullaherne vandt, mener Milani, skyldtes det ikke mindst, at de var de eneste, der fik lov til at organisere sig. Shahen gav ikke folk politisk frihed.

Men hvor hans far, den magtfulde Reza Shah, holdt mullaherne i stramme tøjler, gav shahen moskeerne og de religiøse centre lov til at gro frem.

Biografen Milani tilbragte selv et år som politisk fange – han var marxist – i fængsel under shahen.

I dag er han en af de talrige iranske dissidenter i Vesten og også direktør for Iran-studieprogrammet på Stanford Universitet i USA. Hans bog fortæller ikke blot om de politiske begivenheder, der dominerede shahens regeringsperiode, men også om shahens private liv.

Shahen var gift tre gange. Første gang i et arrangeret ægteskab, som shahen hørte om samme dag, som det blev annonceret for den iranske nation. Men Fawzia, der var søster til den egyptiske kong Farouk, kunne ikke producere en mandlig arving. Endnu et ægteskab løb af stablen, før shahen som 40-årig giftede sig med den 21-årige, billedskønne Farah Diba, der fødte fire børn, herunder den ældste søn Reza. I tilgift var der den strøm af kvinder, der i årenes løb blev fløjet ind fra Europa for et rendez-vous med shahen.”

Indvandrerkunstner – eller kunstner?

Jeg har i en kronik i Jyllands-Posten skrevet om begrebet indvandrerkunstnere kontra kunstnere. Man bevæger sig i et minefelt, når man udtaler sig om dette.

»Jeg skriver på fransk. Jeg er født og opvokset i Frankrig.« Sådan hørte jeg for nylig forfatteren Faïza Guène, der ses på billedet, sige på en litteraturfestival i København. Guéne har skrevet flere satiriske romaner om immigranternes liv i de franske forstæder.

Udtalelsen var en affejning af interviewerens spørgsmål om immigrantlitteraturens vilkår i Frankrig. Men er det forkert at stille spørgsmålet? At betegne Guéne, der er datter af algierske immigranter, som algiersk-fransk?

Også undertegnede betegner med mellemrum en forfatter eller skuespiller som irakisk-dansk, iransk-dansk, algiersk-fransk eller nigeriansk-britisk, fortsæt selv listen. Hvad er der galt i det?

Spørgsmålet om man opfatter kunstnere som indvandrerkunstnere derimod, mener jeg har meget at gøre med, hvad de optræder med og skriver om.  Læs hele kronikken her

Totalitarismens ansigter

To vidt forskellige, men spændende forfattere, har gæstet København i de seneste uger. Den ene Gÿorgy Dragoman, voksede op i Transsylvanien, Rumænien under Ceacescus styre. I romanen “Den hvide konge”, der er udformet som en omtrent punktumløs og fremragende monolog, fortæller den 11-årige dreng Djata om det absurde og totalitære system, han er omgivet af.  Faderen er sendt i arbejdslejr ved Donau-kanalen. Hans mor har forbud mod at undervise. Djata forsøger at overleve. Jeg har skrevet om mødet med Dragoman og bogen her

Og forleden fortalte Joumana Haddad fra Beirut om sin bog “Jeg dræbte Sheherezade”. Bogen er en samling af aggressive og frimodige essays om kvindelighed, sex, sprog med mere. Artiklen om Sheherezade kommer inden længe på rights.no.

Fra Haddads bog: “Det er ikke nemt at være en kvinde, der skriver kompromisløst i et arabisk land. Det er ikke nemt at tage sit tøj af , lag efter lag, foran fremmede”.

Drengen fra Agadir

Drengen fra Agadir er Ditte Birkemoses seneste krimi. Det er en spændende bog, der tager læseren på rejse til Marokko, et møde med radikal islam, en marokkansk feminist og meget mere.

Jeg har skrevet om bogen og også nævnt en anden bog, en norsk krimi, der ligeledes tør gå i kødet på  et tabu beslægtet med islam, nemlig æresdrab.

Derudover minder jeg om to film, der  også beskæftiger sig med emnet. Den ene er en bosnisk film om en mands møde med wahabismen i Sarajevo.

Den anden er en fremragende fransk film om mordet på syv munke i Algeriet i 1996. Læs mere på rights.no

De modige kvinder i Frankrig

Frankrig kan skilte med en række modige og uortodokse kvindelige forfattere og frihedsforkæmpere med muslimsk baggrund. Kvinder som udfordrer brændbare grænser – bogstaveligt talt.

Med det pres og den vold som hærger i de franske ghettoer kan rollemodellerne som kan fortælle om et andet liv, et liv på ydersiden af murene, ikke blive mange nok.

Jeg har skrevet om tre bøger, skrevet af sådanne kvinder: Rayhana, Samira Bellil og Fadela Amara.

Skuespilleren Rayhana blev sidste år overfaldet og fik sprøjtet benzin i ansigtet på åben gade i Paris. Heldigvis tændte cigaretten, der skulle have sat ild til, ikke.

Samira Bellils liv blev kort, hun blev kun 31 år. Men hendes bog om gruppevoldtægterne i ghettoerne fik stor betydning for det fokus, der blev rettet mod kvindernes vanskelige forhold.

Fadela Amara stiftede organisationen “Hverken ludere eller underdanige” og blev siden juniorminister i Sarkozys regering.

Læs mere på rights.no

Politikens skønmaleri af islam-træffet i Bourget

Det er med forundring man læser Manni Crones reportage og analyse i Politiken fra det islamiske træf i Bourget i Frankrig. Jeg var selv tilstede, ligesom jeg besøgte Bourget i 2007. To ting har Crone dog ret i: Der er ikke mange mediefolk, og der er ikke bloddryppende taler om jihad. Men derudover giver Crone et misvisende billede af  kongressens uskyldighed.

UOIF er Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer i Frankrig. Denne paraplyorganisation har ikke blot   ”historiske rødder tilbage til Det Muslimske Broderskab i Egypten”. Den promoverer hvert år på Bourget den ene taler efter den anden, der er tilknyttet Broderskabet. Således hørte jeg selv Hani Ramadan tale, han er bror til den berømte prædikant Tariq Ramadan. Ramadan leder også det islamiske center i Geneve, der har været en art hovedkvarter for Brødrene i Europa. Hani blev for år tilbage fyret fra sin stilling som gymnasielærer, fordi han i Le Monde beskrev stening ikke blot som en straf, men som en ”renselse”. I 2007 talte han, under bragende klapsalver om Israel som ”en morderstat, en kriminel stat”.

Derudover talte blandt andet to medlemmer af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er Brødrenes flagskib i Europa. Den ene af disse talere var Rachid Ghannouchi, der grundlagde den tunesiske gren af Det Muslimske Broderskab. Den anden var Issam al Bachir, en tidligere religionsminister fra Sudan, der taler på konferencen stort set hvert år. Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning har i en samling af fatwaer forsvaret dødsstraf for frafald fra islam i en islamisk stat. Det kan ligestilles med ”højforræderi”. Rådets formand er den radikale prædikant Yussuf al Qaradawi, der går ind for blandt andet ”mild” omskæring af kvinder og død over homoseksuelle. Hans bøger sælges i rigt mål i kongressens bogsektion.

Crone nævner heller ikke mængden af tildækkede kvinder på konferencen. I UOIFs shuttlebus fra stationen til kongres-området talte jeg 4 utildækkede kvinder ud af 15.  Ej heller nævner Crone, at foredragene i konferencesalen var kønsopdelte, dog med en familiesektion i midten.

Crones artikel er endnu et bevis på, at de statsansatte islamforskere for længe siden har besluttet sig til, at islamisme eller islam betyder fred og ingen fare. UOIFs blødere tone afviger rigtigt nok fra tidligere års dramatiske erklæringer fra scenen om at ”koranen er vor konstitution”. Men det er ren strategi af hensyn til sarte europæiske ører. Crones ”analyse” viser, at strategien virker.

Billedet tog min fotograf i Bourget i 2007. Læs også reportagen fra årets kongres på sappho.dk

Politikernes klodsede dans om shariaen

Var prædikanten Bilal Philips med de radikale synspunkter en enlig svale? Nej, det var han ikke. Jeg har skrevet weekendens kronik i Kristeligt Dagblad, der også handler om de etablerede islamforskeres mangelfuldhed og om den viden, der er tilvejebragt igennem mange år fra uafhængige forskere og tænketanke:

“Fokus fra politikernes side har rettet og retter sig imod de åbenlyst ekstreme organisationer som blandt andre Hizb ut-Tahrir. Det har givet vind i sejlene til organisationer med noget, man kunne kalde en art blød jihad, på programmet. Det vil sige organisationer og prædikanter, der ikke taler om at omstyrte de vestlige samfund med vold, men lægger vægten på mission. Men det er stadig organisationer, der støtter mænds forrang for kvinder, hadiths betydning i det 21. århundrede, accept af shariaens straffelov og begrænsninger i religionsfriheden og ytringsfriheden.”

Læs mere her

På besøg i islams hus

”Gå ikke i panik. Jeg er muslim”. ”Befri Palæstina”. ”Muslim hele dagen”. Sådan står der på nogle af de t-shirts, man kan købe i en af de mange, mange boder på den islamiske konference og udstilling i Bourget i Frankrig, der for nylig løb af stablen.

Det er 28. gang, at Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF) afholder konference i de gigantiske udstillingshaller lige uden for Bourget. Bourget er en forstad blot 15 minutters togkørsel fra Gare de Nord i Paris.

Lige som i 2007, da jeg besøgte konferencen for første gang, udmærker den sig ved at være velorganiseret. Fra stationen kører der i pendulfart shuttlebusser det korte stykke vej ud til udstillingsområdet, Parc des Expositions.

Og allerede i bussen får man en fornemmelse, af at dette ikke er en konference med liberal islam på programmet. Vi er fire kvinder ud af 15, der ikke har dækket håret til. De fleste er også i fodlange, løse dragter, omtrent allesammen sorte.

Læs mere på rights.no

Shariapropaganda og europæisk frisind

“En skelnen mellem islam og islamisme er egentlig noget kunstig.  Der findes, grundet islams politiske natur, ikke nogen islamisk organisation uden et politisk formål. Der findes afvigende retninger, såsom Ahmadiyya og Alevi samt Bahai, der opstod som selvstændig religion i Iran i sidste halvdel af 1800-tallet. Ingen af dem er shariaforkæmpere. Der findes sufiretninger, der ikke er ortodokse. Og der findes naturligvis muslimer, både i Vesten og i Mellemøsten, der ikke ønsker at indføre den islamiske stat. Men de islamiske bevægelser i Vesten og i Mellemøsten er ikke blot religiøse foreninger, de har også et politisk formål: At implementere sharia´en.”

Fra min artikel om Bilal Philips og andre muslimske prædikanter, der gæster Europa. Læs artiklen på rights.no

I diktatorens skygge

For 21 år siden forsvandt Hisham Matars far. Hisham Matar er romanforfatter og bor i eksil i Storbritannien. Han stammer fra Libyen. Matars far blev kidnappet i marts 1990 af de sikkerhedsvagter i Cairo, som den egyptiske regering havde stillet til rådighed for familien.

I Cairo boede familien i eksil, efter at faderen, Jaballa Matar, der var en kendt diplomat og systemkritiker, ragede uklar med Muammar al-Gaddafis regime.

Gaddafi har haft magten i Libyen siden efteråret 1969, hvor han stod i spidsen for et militærkup, der væltede landets pro-vestlige monarki. Og Gadddafi har brutalt slået ned på enhver form for opposition.

Jeg har skrevet om Matar og hans fremragende forfatterskab her