Har netop været i Berlin og set Lloyd Newsons danseforestilling “Can we talk about this?” – om ytringsfriheden, multikultur og islam. Det er et brag af en forestilling. Den er på verdensturné og kommer også til Storbritannien men ikke til Danmark. Jeg skriver om den inden længe. Videoen fra forestillingen kan se her: http://www.dv8.co.uk/projects/canwetalkaboutthis
I irritation over Sørine Gotfredsens bog “Den åndløse dansker” har jeg skrevet en kommentar i denne uges Weekendavisen. Fra kommentaren:
“Det er det rene vrøvl at åndelighed er lig med alvorlighed. En guru, prædikant eller forfatter bliver ikke mindre åndfuld, fordi han eller hun river vittigheder af sig under foredraget eller i sine bøger. Eller har et lyst sind.”
Gotfredsen skriver et sted i bogen forundret om det fænomen, at “kendte og dødelige i broget flok strømmer ud i Bella Centret, fordi Dalai Lama igen har sat sig i skrædderstilling for at tale om fred i vor tid«.
Ja, hvorfor mon: “Når Dalai Lama også har ikke-buddhister blandt sine læsere og fans skyldes det måske, at det kan være inspirerende at møde et menneske og en forfatter, der har måttet flygte fra sit land og i øvrigt har levet et højst tumultarisk og vanskeligt liv – men stadig virker glad i låget. Nå nej, det sidste er jo ikke rigtig fint. Eller udtryk for åndelig dybde. Nutidens interesse for mennesker, der ikke blot taler om åndelighed som et intellektuelt fænomen – men forstår åndelighed som både væren, tanke og følelse, skyldes ikke mangel på kritisk sans. Tværtimod.”
Jeg har anmeldt tre bøger i denne uges Weekendavisen, en af dem er Zoë Ferraris glimrende krimi Slørets by.
Fra anmeldelsen: “Der er et væld af tildækkede kvinder i den amerikanske forfatter Zoë Ferraris spændingsroman, i hijab, niqab og abaya og hvad det alt sammen hedder. Men der er også en kvinde i Slørets by, der aldrig mere får brug for at dække sig til. Hun ligger halvnøgen og mishandlet på en strand med sit mørke hår spredt ud på siden som ”tentakler på en giftig søanemone”. En fisker finder hende, fremsiger en bøn og tilkalder politiet, der kommer på hårdt arbejde. For den myrdede er ikke den sædvanlige stuepige, dræbt af sin saudiske arbejdsgiver. Så hvem dræbte hende og hvorfor? Ferraris kender Saudi-Arabien indefra. Hun boede to år i landet som hustru til en palæstinensisk-saudisk mand. Hendes krimi er en fortsættelse af hendes debutbog Den sidste sura, der er udkommet i 30 lande. Slørets by kan dog læses uden at man kender den foregående, og den er værd at læse.”
Det var med både irritation og interesse at jeg for nylig begav mig uden for det centrale London til et jødisk kulturcenter i Golders Green. I et lille lokale med udsigt til den lavere beliggende del af haven, præsenterede den iranskfødte journalist Kamin Mohammadi sin debutbog The Cypress Tree: A love letter to Iran.
Til at interviewe Mohammadi havde Hampstead Litteraturfestival allieret sig med den palæstinensiskfødte forfatter Samir el-Youssef.
Irritationen skyldes rørstrømske passager i Mohammadis bog som for eksempel den om iranske kvinder, der kan ses dansende natten væk i vovet tøj og næste morgen klædt i chador, græder over en afdød imam i moskeen. De mestrer problemløst ”At feste og bede”. Åh, hold op. Og så den overdådige hyldest til landets ældgamle kultur og civilisation, som omtrent enhver iransk erindringsbog synes at indeholde.
Men bedst som man irriteres, læser man videre og finder interessante og velskrevne afsnit om Mohammadis klan. For eksempel om mormoderen Fatemeh Bibi, der satte 12 børn i verden og som giftede datteren Mina væk mod hendes vilje. Om Mina, der er barnløs og var en art reservemor, dengang Mohammadis mor hyppigt ledsagede sin mand på forretningsrejser. I moden alder og som enke nyder Mina sin frihed og at ryge og skvadre med Mohammadi natten lang, når niecen besøger hende i Teheran. Læs hele reportagen på den norske side rights.no
Jeg mailede for nylig med den amerikanske forfatter Jean Sasson om hendes bog “Growing up bin Laden”, der er lavet i samarbejde med Osama bin Ladens søn Omar og hans første kone, Najwa. Artiklen er bragt i Weekendavisen nr. 36. Fra artiklen:
Spørger man den amerikanske forfatter Jean Sasson, hvad hun forbinder med ti-årsdagen for terrorangrebet på hendes land, får man ikke overraskende det svar, at 11. september betyder ”sorg og fortrydelse over noget, der aldrig skulle være fundet sted. Sorg over alle de uskyldige mennesker, der døde på den mest forfærdelige måde.” Men Jean Sasson har også medfølelse med Osama bin Ladens familie: For, ”hans handlinger skadede hans egne koner og børn.”
Og: Ikke alene nåede Omar at tilbringe fire år i Afghanistans terroristtræningslejre. I 1996, da han var 15 år gammel, boede han flere måneder alene med sin far på et område af Tora Bora bjerget, som en excentrisk afghansk mullah havde foræret bin Laden. På bjerget er de eneste andre mennesker Omar ser igennem måneder før hans familie ankommer og bliver installeret under de mest primitive forhold, mænd der diskuterer jihad med hans far.
Jeg har sammen med kunstner og skribent Uwe Max Jensen en kronik i ugens udgave af Weekendavisen. Den har overskriften “Fra bin Laden til Breivik”.
Fra kronikken: Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker, de fleste børn og unge, i Norge den 22. juli i år. Osama bin Laden myrdede 3000 mennesker i USA for snart ti år siden i al Qaedas til dato mest spektakulære angreb. Er der fælles træk mellem de to terrorister og deres liv? Og er der tale om gale mænd?
En retspsykiatrisk vurdering må afgøre om, Breivik er egentlig sindssyg. Umiddelbart ser det ikke ud til at være tilfældet. Det samme gælder i forhold til afdøde bin Laden, der ofte og forfejlet er blevet affejet som en nihilistisk galning i en jordhule i Tora Bora.
Hvad der først og fremmest kendetegner de to terrorister er deres radikalitet, deres fanatisme. De er mænd, der har konkluderet, at hvis man vil vinde en krig, må man slå til hvor det gør modstanderen mest ondt.
Jeg har en kommentar i denne uges Weekendavisen om den meningsløse kulturboykot af Israel. På billedet Yehuda Amichai.
Fra kommentaren: Et væsentligt formål for kampagnen er naturligvis også, at verden skal boykotte besøg af israelske akademikere og forfattere, der har den israelske stat i ryggen. Det har disse akademikere og forfattere formentlig ofte, gennem universiteter eller kulturstøttekroner. For at forenkle sagen kunne man måske fuldstændig forbyde udgivelse og læsning af israelske forfattere. Før noget sådant sker, vil jeg citere fra Israels store digter Yehuda Amichais digt ”Jerusalems økologi”: ”Luften over Jerusalem er tung af bøn og drømme/som luften over industriområder/Svær at ånde”.
I London var jeg for nylig til et arrangement med forfatteren Tahmima Anam, der er prisbelønnet forfatter og født i Bangladesh. Jeg har anmeldt hendes seneste, glimrende bog “The good muslim” for Weekendavisen i denne uge.
Fra anmeldelsen: “Historien er set gennem den 32-årige datter Mayas øjne. Efter syv års fravær vender hun hjem til familiens hus i hovedstaden Dhaka. Året er 1984, altså 13 år efter at borgerkrigen sluttede i 1971. Maya ankommer til et hus, der synes indhyllet i religiøsitet. Ikke blot fordi man sørger over broren Sohails døde hustru, men også fordi Maya og broren har valgt forskellige veje efter krigen. Sohail, der kæmpede med guerillaerne mod det pakistanske militær, begyndte allerede kort efter krigens slutning at frekventere den moske, han ellers har foragtet. Nu er han blevet en prominent religiøs leder i lokalsamfundet. Da han sender sin søn Zaid i en madrasa, en religiøs skole, langt væk, optrappes konflikten mellem bror og søster.”
Jeg har i London mødt den unge forfatter Aatish Taseer, der er søn af den myrdede guvernør, Salman Taseer i Pakistan. Interviewet er i denne uges Weekendavisen.
Forfatteren fortalte om sin nye bog, men især om sit komplicerede forhold til sin far. Faderen Salman og Aatishs mor Tavleeen havde en kortvarig affære i 1980. Siden han var halvstor har Aatish forsøgt at få kontakt til sin far.
Fra interviewet: “Selv om han læser et morsomt afsnit op fra sin aktuelle roman – om tåbelig konversation i finere, indiske kredse – og forsikrer os om at kun fem procent af bogen er fra hans eget liv synes denne thriller også at trække på netop det: En ung mands søgen efter accept fra en far, der egentlig ikke vil vide af ham. Det faktum, at man kan være vokset op blandt sikher og ikke være religiøs men opfattes som muslim, blot fordi ens far er det. Bogen er skrevet i jeg-person. I en togkupé spørger en ung mand til hvilken religion hovedpersonen Rehans mor tilhører: ”Ud fra et perverst ønske om at simplificere mit liv over for en fremmed i et tog, sagde jeg mens jeg løj overdrevent: ”Hun var også sikh, men blev muslim efter at hun giftede sig med min far””.
Jeg har interviewet Fanøs fribyforfatter Noufel Bouzeboudja til denne uges Weekendavisen. Han kommer fra Algeriet, er født i 1981 og har nu arbejdsro i to år, hvor han bor i Sønderho på Fanø.
I interviewet, der ikke er online, siger Noufel blandt andet: “For algierne er seksualitet, religion og politik tabuer”. Selv holder han sig ikke tilbage for at skrive om sådanne emner. Man kan læse mere om Noufel på hans hjemmeside
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46