Archives: Generelt

Feminint og maskulint i litteraturen

Valentine Gobys bog er en udpræget kvindebog. Det skyldes sproget og fokus på kroppe, følelser og stemninger.

Ikke fordi historien i Valentine Gobys lille roman ikke kan appellere til begge køn. Vi er i 1943 i Frankrig, og vi følger tre mennesker over et skelsættende døgn og i glimt fra deres fortid: Chefbødlen Henry D., der rejser rundt med sine assistenter og sin transportable guillotine, når myndighederne forlanger, at et hoved skilles fra en krop. Englemagersken Marie G., der venter på at blive henrettet og som har bedt om bøger, hun alligevel ikke magter at læse i sin dødscelle: »Kærlighedsromaner med lykkelige afslutninger«. Og Lucie L., hvis mand er i arbejdslejr i Tyskland. Lucie gør, hvad hun kan for at abortere, og hun har udtalt den sætning, der er bogens titel. Den henfører til de mange elskere, der forstod sig på penetration, men ikke på blidhed.

Bogen er også en anledning til at reflektere over, hvad der er typisk maskulint og feminint i litteraturen. Den mest androgyne forfatter jeg kan komme i tanke om er den belgiskfødte franske forfatter Marguerite Yourcenar, den første kvinde, der fik sæde i det franske akademi. Hun skrev ikke blot blændende men også med et maskulint overblik og en feminin sans for detaljer. Måske er det nu om stunder politisk ukorrekt at tillægge køn sådanne specifikke egenskaber. Men er det helt forkert? Læs hele min anmeldelse af bogen i Weekendavisen

Uden religiøs frihed, ingen politisk frihed

”Uden religiøs frihed, ingen politisk frihed”.

Sådan lyder den sidste sætning i en bog, som jeg for en sjælden gangs skyld som anmelder vil betegne som uundværlig. Bogen har titlen Silenced: How Apostasy and Blasphemy Codes Are Choking Freedom Worldwide (Oxford University Press, New York, 2011). Forfatterne er Paul Marshall og Nina Shee. Forfatterne er begge tilknyttet centret for religiøs frihed ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, Marshall som Senior Fellow, Shee som direktør.

Bogen er båret af et engagement og af en ligefremhed med hensyn til at forklare problemets omfang, der er vedkommende. Den fortæller, hvordan kravet om straf for blasfemi og dermed krav om straf for de, der kritiserer islams dogmer for længst er flyttet fra de muslimske lande til Vesten. Og at det er livsvigtigt, at forstå, at det er i det lys, man skal se presset fra Organisationen af Islamisk Samarbejde (tidligere Organisationen for den Islamiske Konference, red.), og de mange slagsmål i FN om hvorvidt man skal vedtage resolutioner mod blasfemi og racisme.

Læs mere om bogen på rights.no

Kunst, ytringsfrihed og Theo

Konferencen for nylig i København om kunst og ytringsfrihed var et vældig godt initiativ. Hvor vi i dag ved ganske meget om problemer med journalister og forfatteres ytringsfrihed, kniber det mere, når det drejer sig om kunstnernes problemer, altså faggrupper som billedkunstnere, musikere, sangere og skuespillere. Som flere paneldeltagere pegede på, optræder de sjældent i de rapporter om menneskerettighedsovergreb, som ellers kan give nyttige fingerpeg om situationen i det pågældende land. Det er glimrende at få kortlagt kunstner-problemet og få styrket arbejdet for dette på globalt plan.

Men man måtte som tilhører undre sig over, at problemet med islam eller islamismens rolle, omtrent ikke blev nævnt. En enkelt paneldeltager, Carole Karemera, generalsekretær  i Arterial Network, nævnte problemer med religion og tradition og specifikke problemer i dagens Marokko og Tunesien. Og den konservative politiker Per Stig Møller, der var udenrigs-og senere kulturminister i den forrige danske regering, mindede i sit oplæg om, at ”vi havde problemer med de muslimske lande, der ville have forbud mod religioner”.

Men hvad med filminstruktøren Theo van Gogh, der blev myrdet på åben gade i 2004 i Amsterdam? Hvad med nylige fejlslagne angreb mod kunstnere som Lars Vilks og Kurt Westergaard? Blot for at nævne nogle eksempler. Det blev postuleret fra flere paneldeltageres side, at kunstnerne er meget optaget af arbejdet med at sikre ytringsfriheden for trængte kolleger. Det har Westergaard og Vilks nu ikke mærket meget til. Dertil kommer problemer med selvcensur blandt udøvende kunstnere. Islam sætter sit stempel på kunstneres ytringsfrihed ikke blot i muslimske lande, men i høj grad i dagens Europa. Læs mere på rights.no

Den uregerlige konge

”Jeg har været Deres hustru i årevis. Jeg har givet Dem mange børn. Gud ved, at jeg kom til Deres seng som jomfru, og jeg overlader det til Deres samvittighed at sige, om det var så eller ej.”

Året er 1529 og den der udtaler ordene på knæ foran kong Henrik den ottende og en række betydningsfulde mænd i tribunalet i Blackfriars Abbey er en lille, svær kvinde: Katarina af Aragonien, kongens hustru. Årsagen til dramaet er, at Henrik er blevet ramt af ”kærlighedens pil”, som han begejstret skriver i et brev til sin nye unge og smukke udkårne. Hun hedder Anne Boleyn, er hofdame uddannet i Frankrig og Bruxelles, intelligent og elegant og udstyret med ”en fantastisk manke af mørkt hår” og en ”lang, hvid svanehals”.

Sådan beskriver forfatteren G.J. Meyer hende i sin meget læseværdige bog ”Tudors” – fremragende oversat af Lissi Nordahn Bredsdorff. Og kongen er som forhekset af Anne, der til gengæld er klog nok til ikke at acceptere blot at blive hans elskerinde. Hun vil være hans hustru og dronning.”  Begæret efter Anne fører til et brud med pavemagten og baner vejen for den protestantiske kirke i England. Læs hele anmeldelsen i denne uges Weekendavisen.

Egypten, salafister og muslimske brødre

Forleden blev jeg på TV2News bedt om at kommentere den forestående valgsejr til de islamiske partier, det vil i praksis sige Det Muslimske Broderskab og salafisterne. Som om det ikke var galt nok, formodentlig er heller ikke en eneste kvinde valgt. I et land som Egypten betyder det virkelig noget.

Salafisterne går mere eller mindre åbenlyst ind for vold, ønsker adskillelse mellem mænd og kvinder og vil endda have pyramiderne tildækket.

Det Muslimske Broderskab taler om, at demokrati og islam kan spille sammen og at de ikke ønsker at begrænse kvindernes rettigheder. Men kender man Broderskabets historie ved man, at de heller ikke er gået af vejen for at bruge vold. Et særligt kendetegn ved dem er deres fleksibilitet og dobbelte dagsorden. For hvad siger brødrene indadtil? Og hvad bliver Egyptens fremtid?

Peter Plys på persisk

For nogle år siden talte en iranskfødt ven og jeg om vore fædre over en kop kaffe. Jeg fortalte en anekdote om min, der kunne finde på at sammenligne sine medmennesker med litterære figurer. En dag i bussen på vej hjem fra arbejde, var han kommet til at træde en mand over foden. Min far undskyldte. Manden stirrede bedrøvet på min far og sagde: ”Jeg er blevet trådt på hele livet. Så hvorfor ikke også nu?”.

”Jeg grundede over, hvem han mindede om. Men det var jo Æselet fra Peter Plys”, sagde min far triumferende, da han ringede og fortalte mig om episoden. Og hvad sagde min iranske ven, da jeg fortalte anekdoten? Han så på mig og sagde: ”Jeg kender ikke Peter Plys”.

Hele min kommentar kan læses i bogsektionen i denne uges Weekendavisen.

Nøgenhed som våben mod mørkemænd

I solidaritet med den egyptiske blogger Aliaa Magda Elmahdy, der for nylig smed tøjet i protest mod,  hvad hun opfatter som en stigende islamisering af Egypten, poserer den iransk-danske billedkunstner Firozee Bazrafkan nøgen. Læs mere på Denfri, hvor kunstneren Uwe Max Jensen har skrevet om sagen.

Et digt om Muhammedkrisen

Peter Legård Nielsen er en god ven af mig. Sammen med Farshad Kholghi redigerede vi i 2005 bogen “Fri tale: Danske kunstnere om ytringsfrihed”.

Nu er Peter aktuel med en digtsamling: “Digte fra et ukendt sted”, som udgives af forlaget Vandkunsten. Den indeholder blandt andet et digt om Muhammedkrisen. De sidste linier lyder sådan her:

For hver selvmordsterrorist/der dræber uskyldige/bliver tegningen/mere sand.

Et andet digt indeholder disse linier:

Tolerancen/er i dag/så stor/at du kan/gå på tv/eller udtale/til aviserne/at utro kvinder/og homoseksuelle/skal stenes/af religiøse grunde/og stadig være/ekspert på området

Douglas Murray i topform

Douglas Murray er en god bekendt og en af Europas mest begavede kritikere af radikal islam og multikultur. Jeg grifler løs på en rapport fra  Trykkefrihedsselskabets konference om ytringsfrihed i weekenden til mine norske arbejdsgivere på Human Rights Centre. Murray, der er fotograferet på konferencestedet i Vartov, var i topform, vittig og skarp.

Et mord og en bombe

I dag, på selve årsdagen for mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, smed nogen en brandbombe ind af vinduerne til det satiriske magasin Charlie Hebdo´s redaktionslokaler i Paris. Lokalerne er raserede, men ingen kom heldigvis noget til. Samtidig blev magasinets website hacket, der blev vist islamiske billeder og tekst om islam. Læs mere om angrebet, mordet på van Gogh og den fremragende forestilling “Can we talk about this?”, her