Archives: Generelt

Lars Vilks` støttekomité

Siden den svenske tegner og kunstteoretiker Lars Vilks i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund, har han ikke kunnet leve et normalt liv. I dag bor der fast to betjente på Vilks´grund. Han bor i et lille hus i en by uden for Helsingborg.

Skal Vilks ud og købe ind, holde foredrag eller andet, følger et par betjente med. Jeg tog derfor for nylig, sammen med billedkunstner og journalist Uwe Max Jensen, initiativ til en komité til støtte for Vilks. Man kan læse mere om komiteen her.

Det første offentlige møde med Vilks bliver i København den 14. februar 2013 – årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie. Så sæt kryds i kalenderen.

Libyen, krig og klanmentalitet

“Skal sandheden frem, så er jeg syg for at få mig en øl”. Anmodningen blev for nylig fremsat over for mig i en hviskende tone. For den pågældende, den libysk-norske filminstruktør Nizam Najjar, var i København med en tidligere libysk militsleder, Haj-Siddiq. Skal den gode forbindelse til Siddiq opretholdes, ja, så drikker Najjar, der er født muslim, officielt ikke alkohol.

Najjar og Siddiq var i byen for at promovere førstnævntes lille perle af en film Diary from the Revolution. I filmen følger vi instruktøren, fra han marts 2011 kysser kæresten Lene farvel i lufthavnen i Oslo og igennem de næste mange måneder, hvor han, bevæbnet med et kamera, bor sammen med Siddiqs oprørsmilits i Misrata og er et vidne til Gaddafis fald.

Det lykkes ham at vinde Siddiqs tillid, og han udnævnes militsens officielle fotograf. Mændene er først skeptiske, men Siddiq har blik for den pr-værdi, det giver at blive filmet: ”Tak først Gud, så kameraet”, siger han til sine mænd. Læs mere om filmen her

Den skrigende egypterinde

For nylig traf jeg Sherine Amr i Oslo. Den 28-årige krølhårede Amr er noget så usædvanligt som heavy metal sanger og musiker i Egypten.

Amr kalder sig selv ”Den eneste kvinde i Egypten, der skriger”. Hun er bekymret for Det Muslimske Broderskabs indflydelse, ikke mindst hvad angår kunstnernes frihed:

“De lægger sag an som enkeltindivider mod journalister, mediepersoner med flere. Særligt sager mod især kvindelige kunstnere, som de anklager for at have udøvet ”offentlig fornærmelse””.

Amr fortæller også, at hun altid har skulle tjekkes af arrangørerne, før hun er gået på scenen i Egypten. De vil vide, hvad hun har på af tøj og den slags. Læs hele interviewet med Amr her

Kvinden og den seksuelle frihed

Da jeg for nylig udgav essaysamlingen Sex, frihed og fatwa vakte et ret uskyldigt essay om sex en vis opsigt. Weekendavisens anmelder Jacob Mchangama så det som et “smukt forsvar for kvindens seksuelle frihed”. Et essay, der “undsiger både “den feministiske seksualforskrækkelse” og “vulgærpornoen”.

Hvorimod en ligeledes mandlig anmelder fra  Kristeligt Dagblad helst havde været det pågældende essay foruden.

Jeg fik lyst til at blande mig i debatten om den storsælgende bog bogen Fifty Shades of Grey. Jeg har skrevet dagens kronik i Politiken. Læs den her

Læs mere om Sex, frihed og fatwa her

Den farlige ytringsfrihed

Over to dage i Oslo fremlagde kunstnere fra hele verden forleden vidnesbyrd om kunstens vilkår kloden over. En meget interessant og intens konference med deltagelse af kunstnere fra blandt andet Danmark, Norge, Zimbabwe, Mali, Tibet, Algeriet og Pakistan.

Konferencens titel var “All that is banned is desired”. Min reportage om konferencen trykkes i Weekendavisen, formodentlig på fredag.

Hizb ut-Tahrir og kalifatet

Igen i dag demonstrerer Hizb ut-Tahrir, denne gang organisationens kvindeafdeling. Der er tale om en protestmarch, “Stop blodbadet i Syrien, etabler Kilafah”, som der står på organisationens hjemmeside i forbindelse med indkaldelse til demonstration.

For nylig skrev Farshad Kholghi og undertegnede et åbent brev til Chadi Freigeh – her fotograferet for nylig ved demonstrationen mod den islamkritiske film foran USA´s ambassade. Freigeh er medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir i Skandinavien. Her skriver vi blandt andet: “Chadi, på jeres hjemmeside er du beskrevet som blandt andet »forfatter og samfundsdebattør«. Hvad har du i øvrigt udgivet? Men nuvel, du er forfatter, og så er Salman Rushdie jo din kollega. Må han komme på besøg i kalifatet og uden frygt for sit liv sige, hvad han sagde for nylig i et interview til en dansk avis: »…jeg foretrækker Biblen for Koranen, fordi den rummer mange flere fortællinger. Bibelen er narrativ, Koranen er først og fremmest instruktiv«.

Og videre: “I Sudan hængte man i 1985 den 74-årige tænker Mahmoud Taha. Taha havde skrevet, at man måtte skelne mellem de belæringer, som Muhammed gav i Mekka og Medina, fordi det var i Medina, at hele lovkomplekset, shariaen, kom til. Han ville lægge vægten på Mekka-belæringerne, altså belæringer, som Muhammed gav, før han fik politisk magt. Må man i dit kalifat frit udgive tekster med sådanne synspunkter? Eller vil det betyde fængselsstraf eller afkortning af hovedet?” Brevet er trykt som kronik i Jyllands-Posten og kan læses i sin fulde længde her

Mere Rushdie

To trediedele af Rushdies digre, nye værk Joseph Anton er nu læst.  En fantastisk og uhyggelig fortælling om årene under jorden i 1990erne. En bog om at være truet på sit liv, om svigt og rædsel, men også om fantastiske støtter, der stod bag forfatteren i nødens stund.

Som i dag – tænk blot på Muhammedkrisen og hvad derefter er fulgt – bragede det løs ude i verden med demonstrationer, drab, bomber, bombetrusler og bogafbrændinger. Imens levede Rushdie, under navnet Joseph Anton, på skiftende og hemmelige adresser rundt om i Storbritannien. Jeg glæder mig til at skrive om bogen, når jeg er færdig med den om et par dage. Noget af det mest vedkommende læsning længe.

Salman Rushdie og friheden

“Jeg vil være styret af de ting, jeg elsker, ikke af de ting jeg hader”. Sådan hørte jeg Salman Rushdie sige i et interview forleden. Det er den indstilling, der er så formidabel ved Rushdie i hans måde at tackle sit usædvanlige liv på. I interviewet klandrede han også diverse regeringer for at vise eftergivenhed over for pres på ytringsfriheden.

Rushdie er bogaktuel med erindringsbogen Joseph Anton, der ikke mindst handler om de år han måtte leve under jorden.

For et par år siden var Rushdie i København. Her fortalte han blandt andet om at blive anmeldt: “Nogle gange kan folk lide ens bog, andre gange ikke”. Ingen tvivl om, at Rushdie talte om sin til dato mest utilfredse kritiker nogensinde, Ayatollah Khomeini og hans fatwa fra 1989. Fatwaen var en opfordring til at dræbe ikke blot Rushdie, men også de, der havde været involveret i bogens udgivelse. Adskillige oversættere og andre indblandet i bogens tilblivelse blev myrdet af  fanatikere. Men Rushdie fik de ikke ram på. Han lever i dag et ret almindeligt liv i New York.

Klædt af til skindet

Mikael Jalving har interviewet mig til sin blog i anledning af min aktuelle bog Sex, frihed og fatwa. Her fra bloggens indledning: “Alle, der for nylig så blot et glimt af den årlige festival Copenhagen Pride med optog og musik i Københavns gader, kunne få den mistanke, at når homo-, bi- og transseksuelle skal forklare, hvem de er, så tager de tøjet af. Eller spænder en kæmpedildo udenpå et flamboyant kostume. Denne ekstroverte og regnbuefarvede seksualitet står i skærende kontrast til den tyste og poetiske beskrivelse af egen biseksualitet i Helle Merete Brix’ essaysamling Sex, frihed og fatwa, der udkom for nylig og lægger en helt anden metode for dagen”.

Læs mere her

Flot lektørudtalelse for Sex, frihed og fatwa

Så bliver man jo glad. Det kan dog måske være lidt svært at læse, hvad der står i denne billedstørrelse. Jeg citerer fra lektørudtalelsen for min seneste bog Sex, frihed og fatwa:

“Essay-formen ligger godt for Brix, der skriver klart og fint, engageret og dybsindigt med både alvor og humor med tanken om frihed som det samlende”.