Archives: Generelt

  • / af Helle Merete Brix /

Vilks og Nørgaard mødtes til Kunst og Tabuer

Det blev en fin, overraskende og mindeværdig aften, da billedkunstneren og Muhammedtegneren Lars Vilks, billedhugger Bjørn Nørgaard med flere forleden mødtes til en samtale om Kunst og Tabuer på Østerbro.

Nørgaard leverede et klart og konsekvent forsvar for de sekulære værdier og gav sin uforbeholdne støtte til Lars Vilks – der jo lever med politibeskyttelse døgnet rundt – med flere.  På billedet ses Nørgaard og Vilks.

  • / af Helle Merete Brix /

Må man spise koranen?

Må man spise koranen? Må man rette en så håndgribelig kritik af et religiøst dogme? Det var hvad den 25-årige spanske performancekunstner Abel Azcona – der gæster Lars Vilks Komiteen og København 4. juni – gjorde for nylig. Det foregik over en otte timer lang seance, der bestod af en installation, en performance og en video.

Azcona spiste koranen som led i en undersøgelse af religiøs fundamentalisme og det, han opfatter som menneskers behov for at fylde sig med ”opspind, løgne og frygt”. I andre værker har han fremsat en kritik af katolicismen. Det er næsten overflødigt at nævne det: Det er kun koran-manifestationen, der har givet Azcona trusler. De kom i form af anonyme breve, emails og sms-beskeder.

Gør Azcona noget forkert ved at spise en bog, der for dens tilhængere har karakter af et helligt skrift? Naturligvis ikke. Ingen religion eller spirituel lære, ingen ideologi eller overbevisning, bør være fritaget for kritik. Kunstnere har frihed til at fremsætte kritikken på deres måde. Selv har Azcona sagt om sin performance: ”Jeg tror på ytringsfrihed, på provokationer, på kunstnerisk frihed”.

Det samme gjorde vel Salman Rushdie, da han i 1988 skrev bogen De Sataniske Vers. Året efter, i 1989, modtog Rushdie en fatwa, udstedt af den iranske ayatollah  Khomeini. Men hvadenten man i en roman antyder, at koranen er Muhammeds ord frem for Guds, tegner Muhammed som lille Rundkørselshund – som Lars Vilks har gjort – eller måske skriver som denne digter i Kuwait gjorde for mange år siden: ”Drømmen om at betræde Guds hemmelige landkort” – så er det for mig udtryk for samme sag: Det er ønsket om at tænke, tale, skrive og male frit. Den kuwaitiske digter måtte igennem en retssag, der var mulllaher, der ønskede hende hængt for hendes blasfemiske linier. Heldigvis vandt mullaherne ikke sagen.

Ytringsfrihed er også retten til at spise en koran, hvis det er det, man ønsker. Jeg glæder mig til at møde Azcona den 4. juni og høre ham fortælle om kunstens tabuer og om sit værk.

  • / af Helle Merete Brix /

Vilks og von Hornsleth mødtes til debat

Det var en super aften forleden – den svenske Muhammedtegner Lars Vilks i debat  med kunstnerne Kristian von Hornsleth, Michael Brammer og Uwe Max Jensen. Emnet var politisk kunst, og det foregik på Østerbro Bibliotek. Hvor var det godt, at vi fik stiftet denne komité, der bakker op om Vilks og giver ham mulighed for at komme ud og tale med kolleger og debattere med folk.

På billedet signerer Vilks sin bog Art til von Hornsleth. Se også Peter Bak, Budowski Films, lille video fra mødet

Næste arrangement med Vilks er den 4. juni i Krudttønden i København. Man kan læse mere og tilmelde sig her

  • / af Helle Merete Brix /

Muhammedhunden på udstilling

Det er historisk, hvad galleristen Henrik Rönnquist gør: Udstiller værker af den svenske tegner Lars Vilks. Den 6. juli er der fernisering i Malmø, og med på fernisering er naturligvis Vilks´berømte Muhammedhunde i forskellige versioner. Det er første gang, Muhammedhundene kommer op at hænge på en udstillingsvæg. Den mest berømte af dem har tidligere indgået i en udstilling på en lidt særlig måde: I en mappe og forsynet med et advarselsskilt. Sådan bliver det ikke denne gang!

Og Rönnquist selv kan du møde i København, torsdag i næste uge. Den 16. maj er han i galleri North og fortæller ved et gratis arrangement om den kommende udstilling. Mødet er arrangeret af Lars Vilks Komiteen og Rönnquist. Vi serverer et glas vin. Læs mere og tilmeld dig på facebook

  • / af Helle Merete Brix /

Oplæsning fra sex, frihed og fatwa

Medvirkede for nylig i Kvindestemmer – en årligt tilbagevendende begivenhed arrangeret af Folkevirke, Dansk Blindesamfunds Kvinder med flere. Alle medvirkende er kvinder. Jeg var i godt selskab med blandt andre den skønne digter Janina Katz – der præsterede en vidunderlig udtale af ordet “bæredygtighed” – samt den kurdiske sangerinde Mizgin med band. Bandet leverede blandt andet en art kurdisk version af “Hvor skal vi sove i nat”.

Jeg læste op fra Sex, frihed og fatwa og fortalte om bogen, der nok er den bog jeg har været lykkeligst for at skrive. Jeg læste især op fra de mere personlige essays, om barndom, om at gennemleve sorg og angst og finde frihed på den anden side; og om seksualitet og længsel og lykken ved at sidde i et fly. Jeg håber fremtiden giver økonomisk ro til at skrive flere essaysamlinger.  Det er en genre, jeg vældig gerne ville udforske mere.

  • / af Helle Merete Brix /

Et glimrende revolutionsmøde

En fin, og trods det alvorlige emne, fornøjelig debat i går på Bogcafeen “Den Hemmelige” på Vesterbro. Emnet var det arabiske forår. Skal man være optimist eller pessimist? Er den arabiske verden klart til “Alf Ross men endnu ikke til Hal Koch”, som Naser Khader udtrykte det? Eller måske snarere til Alf Qaradawi – det sidste var undertegnedes hentydning til den rabiate prædikant Yussuf al Qaradawi – der er Det Muslimske Broderskabs åndelige overhoved.

Og aftenen kom i høj grad til at dreje sig om Det Muslimske Broderskab og hvad de står for. I panelet sad udover undertegnede Naser Khader, Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli og Kahttan Jasim. Mikael Jalving var ordstyrer. Den Hemmelige kan varmt anbefales som muligt sted for arrangementer – rimeligt i pris, hyggeligt og hjælpsomt personale. Artikel på Den Korte Avis og billeder fra arrangementet her

  • / af Helle Merete Brix /

Rend os i revolutionen

Glæder  mig til at sidde i panel på mandag med Naser Khader, Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli og Kahttan Jasim. Mikael Jalving er ordstyrer, og det handler om Det Arabiske Forår.

For er der grund til optimisme? Eller går det så skidt, at man næsten længes tilbage mod de gamle diktatorer?

Debatmødet løber af stabelen mandag den 15. april klokken 19.30-21.30 i bogcafeen Den Hemmelige i Toves galleri, Vesterbrogade 97. Læs om debatmødet og tilmeld dig på facebook eller hos Helle Merete på helmerbri@gmail.com

  • / af Helle Merete Brix /

30 år med islam på Bourget i Frankrig

Traditionen tro har jeg været i Bourget for at besøge den årlige islamiske konference. I år var det 30. gang, den løb af stabelen. Mig bekendt er det Europas største begivenhed på den islamiske front. Konferencen – fire dage med foredrag, bogsalg og hovedtørklædesalg, boder for Frit Syrien, boder, der protesterer mod Israels politik, debat og meget mere er arrangeret af Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer. Denne paraplyorganisation er domineret af Det Muslimske Broderskab. Det præger i høj grad valget af talere.

Sidste år ville UOIF have haft den verdenskendte, rabiate skriftlærde Yussuf al Qaradawi til at tale ved konferencen. Det forhindrede den franske regering. I år har man – som andre år – i stedet inviteret endnu et ikon i kredsen af næstformanden i Yussuf al Qaradawis institution “Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning” – der legaliserer dødstraf for frafald i en islamisk stat.  Han hedder Abdallah bin Bayah, er tidligere justitsminister i Mauretanien og bor og underviser i dag i Saudi Arabien. Han nyder stor anseelse i kredsen omkring Det Muslimske Broderskab.

Artikler følger inden længe på blandt andet Den Korte Avis. På mit ret mørke billede ser man den kønsopdelte foredragssal på Bourget. Ti tusinde mennesker venter på, at Hassan al Bannas barnebarn, Tariq Ramadan, skulle gå på scenen. Hver en stol var besat, og bagerst stod vi som sild i en tønde.

  • / af Helle Merete Brix /

Om sufier og Guds hemmelige landkort

Arbejder på en række korte tekster om religion. Her er den første:

“Sufien hvirvler og hvirvler og hvirvler i sin gennemsigtige dragt og den farvede fez på hovedet. Rundt og rundt med lukkede øjne og et ret lykkeligt smil. Skoenes farve? Den har jeg glemt.

Langt væk fra den dansende sufi kommer en digter i vanskeligheder på grund af en enkelt linie: ”Drømmer om at betræde Guds hemmelige landkort”.

Og i et land uden sufier og digtere, hvor befolkningen er døve efter at have lyttet til konstante råb om Allahu Akbar, tegner børnene i mange år efter kun med to farver: Sort og rødt. Sort for mændene. Mændene med lange lokker og blanke blikke. Rødt for blodet.”

  • / af Helle Merete Brix /

Sex, frihed og glæden ved at skrive

Ikke alle kan blive store forfattere, men alle kan lære at skrive bedre. Igennem 13 år har jeg haft kurser i at skrive fiktion og erindring. Det har jeg skrevet om i min aktuelle essaysamling Sex, frihed og fatwa: “Skriv en erindring”, siger jeg som noget af det første til kursisterne. Enkelte går, flere bliver, adskillige siger, at de intet kan skrive, men de fleste kan, for vi bærer alle på erindringer, og vi hører om døde søskende, seksuelle overgreb eller blot en lykkelig lejrtur.

Det er naturligvis bedst, hvis der er flere lag i en tekst. Litteratur bliver ikke til litteratur, medmindre vi bevæger os under planet af de selvfølgeligheder, som den almindelige samtale ofte består af. En efterårsaften, hvor det rusker i de tynde ruder i undervisningslokalet, lander vi i Saudi Arabien: Det er blevet nat, to børn stiger ud af et lokalt fly, de er tolv år gamle og fra Danmark, og der er så mange stjerner i Saudi Arabien, at rummet omtrent ikke har plads. Senere i fortællingen forgifter lokale drenge en vild hund, som børnene havde taget til sig.”