Der er ganske få kvindelige, islamiske kalligrafer. En af dem er Soraya Syed, som jeg for nylig mødte i London, hvor hun bor. Jeg har interviewet hende til denne uges Weekendavisen.
Syed fortæller om det fascinerende ved at være kalligraf: “Det er glæden, tilfredsstillelsen over at hånd kan skabe et bogtstav, der er smukt for øjet. Det er ikke let. Og at opdage, at hvad der til en start forekommer dig at være begynderheld med øvelse og tålmodighed kan skabes igen og igen”.
Sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen har jeg dette indlæg i Politiken. Velmenende mennesker mener, at man skal passe på ikke at “misbruge” den nye forfatterkomet Yahya Hassans digte. Vi har foreslået – og det er naturligvis ironisk ment – at man skal indføre en paragraf 266X, som omhandler forbud mod misbrug af digte. Selv siger Hassan, at man kan bruge hans digte, som man synes.
Fra indlægget: “Det er ikke for meget sagt, at Yahya Hassans klare tale om islam har hensat venstrefløj, multikulturalister og almindelige dannede mennesker i en tilstand af panik, og øvelsen har siden gået ud på at give det indtryk, at Hassan kritiserer aspekter af islam eller generelt er religionskritisk.” Læs hele indlægget her
At sige at en forfatter skriver som en drøm er en kliché, men den dækker, når det gælder Elif Shafak. Jeg hørte hende forleden i London, hvor hun fortalte om sin seneste bog Honour, der forhåbentlig kommer på dansk. Shafak, der bor i London, er den mest populære forfatter i dagens Tyrkiet.
Bogen handler om en tyrkisk familie i London i 1970erne. Den fortælles på skift af flere af familiens medlemmer, herunder Esma og hendes bror Iskandar. Det er Iskandar, der foretager den uhyggelige gerning i bogen: Han dræber sin mor for at forsvare familiens ære. Men hvem pressede ham til at gøre det?
Vi var kun omkring 50 mennesker i salen, da Shafak optrådte. Der burde have været mindst det dobbelte. Shafak fortæller begavet, og hun skriver smukt. Nu glæder jeg mig til at læse hendes The fourty rules of love, der inddrager den berømte sufi Rumi, og den eneste bog af Shafak, der endnu er kommet på dansk: Bastarden fra Istanbul.
Der var fyldt op i salen, da Lars Vilks Komiteen havde arrangement i går i Krudttønden. Det var også et stærkt panel og en fornøjelse at være ordstyrer ved emnet “Kvinder og frihed”.
Vi nåede vidt omkring, kvinder og barsel, pornografi, kvinder i erhvervslivet, kvinder, der overtager maskuline værdier og meget mere. Men hvor var salens mænd i debatten? En enkelt blandede sig, ellers sad de tavse.
På billedet ses sociolog Jaleh Tavakoli, sexolog Jakob Olrik, undertegnede og freelancejournalist ved Weekendavisen, Iben Foss.
Der er stadig et par pladser på mit kursus i skriftlig retorik på FOF, der starter onsdag den 25. september. Kurset er relevant for dig, hvis du har en blog, gerne vil skrive kronikker og indlæg til dagspressen eller kæmper med fagtekster, der er vanskelige at forstå for din læser.
På kurset, der foregår i hyggelige lokaler i hjertet af København, arbejder vi med sprog og indhold, du lærer om gode og dårlige argumenter, litterære virkemidler i sproget og at bruge sanserne, når du skriver.
Du kan tilmelde dig skrivekurset her – men du er også altid velkommen til at kontakte mig, for at høre mere. Skriveøvelser og hjemmeopgaver indgår. Kurset henvender sig til både begyndere og erfarne skribenter.
Alle kan lære at skrive bedre. Hvadenten man har ambitioner om at skrive en novelle, en tekst baseret på sit eget liv eller få struktur på blogindlæg eller måske et indlæg til en avis.
Jeg holder skrivekurser i både fiktion og erindring og i skriftlig retorik. Du kan læse meget mere om kurserne og booke skrivekurser her.
De fleste skriver i dag udelukkende på computer eller Ipad. Men jeg kan godt lide dagligt at skrive i hånden. Det gælder noter, ideer og indfald. Et væld af ideer til mine bøger er således nedfældet i notesbøger på cafeer i ind-og udland.
Anmelderjobbet på en avis spænder vidt. Fra en anti-Kierkegaard klumme til en anmeldelse af en erotisk roman, der faktisk er ok.
Om Kierkegaard skrev jeg blandt andet: “Tænk igen en dag at kunne slippe for krypterede artikler om, hvad Kierkegaard mente om dit og dat og hadath, hvad Kierkegaards position er i forhold til Hegel eller Heidegger eller Hansi Hinterseer, who cares.”
Om de erotiske romaner Eighty Days Rød og Blå skrev jeg blandt andet: “Forfatterne har også i persongalleriet indføjet et ældre såkaldt frisindet ægtepar – måske som en påmindelse om, at det er klogt at eksperimentere med sin seksualitet, mens tid er. En s/m klub for seniorer ville næppe være et syn for æsteter.” Min klumme og anmeldelse kan læses i de seneste udgaver af Weekendavisen. Køb avisen eller tegn et abonnement, den er som regel god.
Det var 1920ernes Kina og især 1920ernes Shanghai, som min farmor og farfar oplevede. Min farfar var udsendt som ung arkitekt og tegnede alt fra pagoder til stormagasiner og endda et hus til en kineser, der havde to koner.
Min farmor underviste i engelsk og passede hus, så meget hun kunne få lov til for tjenestefolkene. Hun skrev også et par korte artikler hjem til en provinsavis, hvor et familiemedlem var redaktør. På billedet kører hun igennem Shanghai i en rickshaw.
Det er min plan at rejse ud til det mægtige og mærkelige land i foråret 2014. Så forandret fra det Kina, mine bedsteforældre oplevede.
Det blev en fin, overraskende og mindeværdig aften, da billedkunstneren og Muhammedtegneren Lars Vilks, billedhugger Bjørn Nørgaard med flere forleden mødtes til en samtale om Kunst og Tabuer på Østerbro.
Nørgaard leverede et klart og konsekvent forsvar for de sekulære værdier og gav sin uforbeholdne støtte til Lars Vilks – der jo lever med politibeskyttelse døgnet rundt – med flere. På billedet ses Nørgaard og Vilks.
Må man spise koranen? Må man rette en så håndgribelig kritik af et religiøst dogme? Det var hvad den 25-årige spanske performancekunstner Abel Azcona – der gæster Lars Vilks Komiteen og København 4. juni – gjorde for nylig. Det foregik over en otte timer lang seance, der bestod af en installation, en performance og en video.
Azcona spiste koranen som led i en undersøgelse af religiøs fundamentalisme og det, han opfatter som menneskers behov for at fylde sig med ”opspind, løgne og frygt”. I andre værker har han fremsat en kritik af katolicismen. Det er næsten overflødigt at nævne det: Det er kun koran-manifestationen, der har givet Azcona trusler. De kom i form af anonyme breve, emails og sms-beskeder.
Gør Azcona noget forkert ved at spise en bog, der for dens tilhængere har karakter af et helligt skrift? Naturligvis ikke. Ingen religion eller spirituel lære, ingen ideologi eller overbevisning, bør være fritaget for kritik. Kunstnere har frihed til at fremsætte kritikken på deres måde. Selv har Azcona sagt om sin performance: ”Jeg tror på ytringsfrihed, på provokationer, på kunstnerisk frihed”.
Det samme gjorde vel Salman Rushdie, da han i 1988 skrev bogen De Sataniske Vers. Året efter, i 1989, modtog Rushdie en fatwa, udstedt af den iranske ayatollah Khomeini. Men hvadenten man i en roman antyder, at koranen er Muhammeds ord frem for Guds, tegner Muhammed som lille Rundkørselshund – som Lars Vilks har gjort – eller måske skriver som denne digter i Kuwait gjorde for mange år siden: ”Drømmen om at betræde Guds hemmelige landkort” – så er det for mig udtryk for samme sag: Det er ønsket om at tænke, tale, skrive og male frit. Den kuwaitiske digter måtte igennem en retssag, der var mulllaher, der ønskede hende hængt for hendes blasfemiske linier. Heldigvis vandt mullaherne ikke sagen.
Ytringsfrihed er også retten til at spise en koran, hvis det er det, man ønsker. Jeg glæder mig til at møde Azcona den 4. juni og høre ham fortælle om kunstens tabuer og om sit værk.
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46