Archives: Generelt

Generation Bataclan

Har skrevet en kommentar om Bataclan i dagens Weekendavisen, bagsiden af Bøger. Om ungdommen, der i særlig grad blev ramt af terrorismen, om den nye film Taj Mahal, der udelukkende fokuserer på et terroroffers situation og om børn og unge, der – lykkeligvis – sjældent tid til at vikle sig ind i intellektuelle forklaringer og omsvøb, når det gælder livets store spørgsmål.

I kommentaren citerer jeg også grundlæggeren af Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme, der selv mistede sin far i et terrorangreb for 25 år siden. Han har ikke meget til overs for al snak om terroristers ulykkelige barndom: ”Det er muligt at terroristen har haft en ulykkelig barndom. Men han har også et valg”.

Billedet tog jeg ved Bataclan fornylig.

Nye skrivehold december og februar

Der er stadig ledige pladser på det hold hos FOF København i at skrive fiktion og erindring, som starter 1. december. Det løber over otte gange og fortsætter derfor ind i januar.

Derudover starter der nye hold til februar på FOF i at skrive fiktion/erindring og i skriftlig kommunikation.

Meld dig endelig til, hvadenten du er nybegynder eller erfaren skribent. Alle er velkomne, blot du er interesseret i at skrive og i at forholde dig til dine egne og andres tekster.

Lars Vilks på Borgen

Lars Vilks Komiteen (som jeg grundlagde i vinteren 2012 sammen med Uwe Max Jensen) og Henrik Dahls konference om politisk med Jon Stephensen, Monna Dithmer, Lars Vilks og Uwe Max gik rigtig fint. Desværre er mine billeder fra Taarnet, hvor vi bagefter myldrede op med Vilks og vagter ikke blevet til noget. Udsigten over København sådan en novemberaften var ellers flot.

Men her er Vilks i samtalerummet, som det hedder, hvor udenlandske statsoverhoveder vist ofte bydes velkommen. Måske meget passende i betragtning af det sikkerhedsopbud, der altid følger med den svenske tegner.

Når islams børn går i krig

”Jeg tror det værste om mine fjender. Og post-Snowdon anser jeg PET for at være lige så store fjender som de islamiske krigere”.

“Jeg har anmeldt Jakob Sheikhs bog Danmarks børn i hellig krig i denne uges Weekendavisen. Som optakt til min anmeldelse er jeg gået til foredrag for journalister i Journalistforbundets kreds 1 med Jakob Sheikh. Han er til daglig journalist på Politiken. Et menneske blandt publikum vil vide, om Sheikh på grund af sit arbejde med bogen selv bliver aflyttet eller overvåget af efterretningstjenesten? Det er det, der udløser svaret fra Sheikh om PET. Forhåbentlig er det polemisk ment”.

Det er en god bog. Men jeg synes, Sheikh er for forbrødret med sine kilder. Man kan læse hele anmeldelsen i Weekendavisen.

Prisen på kunst og ytringsfrihed

Har for nylig haft denne klumme på Altinget om prisen på kunst og ytringsfrihed, menneskeligt og økonomisk. Fra klummen: “For nylig holdt jeg oplæg om Lars Vilks Komiteens arbejde på en konference om religiøs ekstremisme i Drammen. Den var organiseret af organisationen Universal Tolerance. Direktøren for organisationen er advokaten Mohammed Mostafaei, der for nogle år siden måtte forlade sit hjemland Iran. Han var aktiv i at tale dødsdømte fangers sag, herunder mindreårige og kvinder der risikerede straffen stening til døde.

Regimet straffede Mostafaeis åbenmundethed ved at arrestere flere familiemedlemmer, herunder Mostafeis hustru. Det lykkedes ægteparret at komme ud af Iran, og i dag har de politisk asyl i Norge.

Dette år kunne Universal Tolerance arrangementet finde sted uden særlige sikkerhedsforanstaltninger. Men da organisationen tilbage i februar arrangerede en satiretegningskonkurrence og udstilling til støtte for tegnerne på Charlie Hebdo, var sikkerheden omkring Drammen Teater, hvor det foregik, massiv. Selvom der ikke engang blev udstillet Muhammedtegninger.

Dengang, fortæller folk omkring organisationen mig, var der posteret politibetjente med maskinpistoler udenfor, og der var screening af de besøgende, før de fik lov at komme ind i teatret. De nærmeste gader var spærret af, og der lå skarpskytter på taget af huset over for teatret.

På billedet ses digterinden Sappho, muse for ytringsfrihed. Man kan læse hele klummen her

Hvor blev Charlie`erne af?

Har skrevet denne klumme om hvor alle “Je suis Charlie´erne” mon blev af? Om kunstnere og ytringsfrihed, om selvcensur og folk, der forsvinder ud af debatten. Fra klummen: “Ytringsfriheden, retten til at skrive, tegne og mene, hvad man vil, er måske den vigtigste frihedsrettighed af dem alle. Hvis ingen vil bruge den til at udfordre islams dogme, hvad bliver så det næste, vi ikke må tegne eller sige eller afholde møder om?”

På billedet ses Charlie Hebdo´s forside af det første nummer, de udgav efter massakren i januar i år.

Du kan læse hele klummen på Altinget

Den livsfarlige cyber-jihad

Har anmeldt Abdel Bari Atwans bog Islamic State i denne uges Weekendavisen. Det er en rigtig interessant bog. Fra anmeldelsen: “Islamisk Stat er stort set altid et skridt foran myndigheder og internetudbydere.
De forstår spørgsmålet om sikkerhed, både når det gælder om at skjule egne data på nettet, foretage pengetransaktioner eller udsende uhyrlige propagandavideoer med billeder af steninger og amputationer.

Islamisk Stat hyrer IT specialister og marketing specialister og har egen medieafdeling med hovedkontor i Syrien. Her har man flere underafdelinger med fultidsansatte journalister, filminstruktører, fotografer og redaktører, der alle, som led i deres kontrakt må sværge troskab over for Kalif Ibrahim, som lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, kaldes. Og blandt andet en tv station, Tawheed, i Libyen og en radistation, al-Bayan, i Mosul.

Der gøres også meget ud af at producere mere bløde videoer. For eksempel af muskuløse krigere, der leger med killinger – hunde er jo forbudt i Islamisk Stat – for at give nye, potentielle krigere et tillokkende billede af livet i kalifatet. En populær video er en video, hvor en ældre, gråhåret kriger interviewes. Den hedder ”Hvorfor drog du i jihad, onkel?” Og er blevet et stort hit på YouTube”.

Forsvaret for ytringsfriheden

Sammen med min medgrundlægger af Lars Vilks Komiteen, Uwe Max Jensen, har jeg skrevet en kronik i anledning af halvåret for terrorangrebet i København.

Jeg var selv tilstede i Krudttønden, Uwe befandt sig i New York. Det er en kronik, der handler om trusler, den nye europæiske virkelighed og om vigtigheden af at fortsætte forsvaret for ytringsfriheden. På billedet ses Lars Vilks og jeg ved komiteens seneste konference, der blev afholdt på Christiansborg. Læs kronikken her 

Brev til arabiske venner

Jeg har skrevet ugens kommentar i Bøger i Weekendavisen. Den er inspireret af et næste tyve år gammelt indlæg i samme avis (se foto).

Fra kommentaren: “I dag, hvor man med succes er ved at skræmme de intellektuelle i Vesten til tavshed gennem mord på profettegnere, skud mod tegnings konkurrencer og debatmøder er det måske europæerne, der skal bede de arabiske menneskerettighedsaktivister og kunstnere om hjælp. Og ikke blot araberne, men også persere, tyrkere, russere, ukrainere, sydafrikanere og mange andre, der af årelang erfaring ved, at frihed koster. Og at hvis man ikke er villig til at løbe bare den mindste risiko – så vinder despoter eller religiøse fanatikere slaget.”

Interview i Femina om terrorisme

Jeg er interviewet i Femina i denne uge. Tine Bendixen har interviewet, Carsten Seidel har fotograferet. Det handler om tiden efter terrorangrebet, om ytringsfriheden med mere.

Fra interviewet: “Vi aner dybest set ikke hvad Islamisk Stat og andre sidder og udklækker af planer. Men det virkelig hæslige ved terroren er, at de lykkes godt med at gøre noget af det, der er meningen med den. Det er jo ikke bare at ramme Lars Vilks, det er også ligesom at ramme nerven i et frit samfund. At vi alle sammen skal blive lidt mere angste. En lille smule mere forkrøblede. Jeg tænker på Fassbinders fantastiske og berømte film ”Angst æder sjæle op”. Og det er jo sandt!”

Og videre: “Jeg har talt med mennesker, som ikke længere vil SIGE noget om det her. De tror, de slipper for noget og får mere indre frihed, men det gør de ikke, for de er fyldt af kvababbelser og ærgrelser over, at de ikke længere tør sige noget. Så mit argument er: Jamen så er det da bedre at åbne munden. Jeg løber måske en lille risiko. Og hvad så?”