af Helle Merete Brix

Religionsfrihed – ikke religionslighed

Mit foredrag den 1. juli om Det Muslimske Broderskab i Europa gik, så vidt jeg kunne vurdere, fint. Det foregik på Tidehvervs Sommermøde på Rønshoved Højskole. Det korte ophold bød på interessante samtaler.

Opholdet fik mig også til at tænke på, hvor glad jeg er for at jeg for snart mange år siden mødte buddhismen. Mærkeligt i øvrigt, at så mange i den offentlige debat har travlt med at ville have skilt stat og kirke. Hvad skal vi med religionslighed? Det, der er vigtigt, er religionsfrihed. Den nuværende ordning er den bedste beskyttelse af religionsfriheden og af Europas religiøse minoriteter.

Om geder, fatwaer og lignende

At en gammel ged i Iran ville bestemme, hvad en britisk romanforfatter måtte skrive! Sådan sagde den unge forfatter og direktør for tænketanken Centre for Social Cohesion, Douglas Murray, da jeg interviewede ham for nylig i London for nylig. Vi talte om centrets arbejde, ytringsfrihedsspørgsmålet, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 m.m. Og naturligvis også om den sag, der med Murrays ord var det første varselsskud: Ayatollah Khomeinis fatwa mod den britiske romanforfatter Salman Rushdie. Sappho udkommer i midten af juli med et nyt nummer, herunder et interview med Murray.

Brugen af ordet ged fik mig til at tænke på al opstandelsen over Theo van Goghs udtryk gedekneppere. Af hans kritikere blev det udlagt som en grov fornærmelse mod muslimer. Men gedeknepper var utvivsomt van Goghs satiriske betegnelse for rettroende mandlige muslimer, inspireret af Ayatollah Khomeini. For år tilbage fandt og oversatte en iransk ven fra et af Khomeinis ejendommelige skrifter. Ud for “problemstilling nr. 2631” står der: Det er utilbørligt at spise hest, muldyr og æselkød, og hvis nogen har seksuel omgang med dem bliver kødet, haram, (forbudt) og skal føres uden for byen og sælges andetsted.

Jeg ville have indsat et stort billede af Khomeini her i indlægget men fandt det for deprimerende. I stedet har jeg fundet et fotografi af en valgplakat fra begyndelsen af 1980erne fra Teheran. Khomeini optræder ganske vist på billedet, men i lidt mere neddæmpet form. Billedet er taget af historikeren Torben Hansen, min medforfatter til bogen I Krigens Hus, der som ung trotskist var et begejstret øjenvidne til den iranske revolution. Dog blegnede Hansens begejstring, da Hizbollah (Guds Parti) myrdede unge kommunistiske demonstranter for øjnene af ham i Teherans gader. I Sapphos åbningsnummer, der nu ligger nogle år tilbage, interviewede jeg Hansen om hans oplevelser. Interviewet, der har titlen Khomeini og venstrefløjens blinde øje kan læses her: http://www.sappho.dk/Nr.%201%20Okt.2005/Hansen.htm

Weekendavisen bringer i dag min anmeldelse af Lauren St Johns bog Rainbows End: A memoir of childhood, war & an african farm. Anmeldelsen kan læses her: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080627/BOGER/706270030/-1/boger

Spørgsmålet om identitet, som Lauren St John tager op, er interessant. Hvorfor har hvide ikke lov at kalde sig afrikanere? Selv ikke hvis deres familier har været i Afrika i fire generationer?

Document.no anmelder Mod Mørket

Den norske redaktør Hans Rustad har skrevet en fin anmeldelse af min bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa. Anmeldelsen kan læses på hjemmesiden for document.no: http://www.document.no/2008/06/morket_i_morket.html

Erindringer fra Zimbabwe/Rhodesia

Human Rights Service i Norge har trykt mit interview med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe dengang landet hed Rhodesia:

Jeg blir aldri afrikaner: – Min familie har bodd i Afrika i fire generasjoner. Jeg oppfatter meg som afrikaner, og jeg elsker landet mitt, Zimbabwe. Men jeg er hvit i huden. Derfor defineres jeg som europeer eller ikke-afrikaner, forteller forfatteren Lauren St John. St John har nylig gitt ut boken ”Rainbow´s End: A memoir of childhood, war & an African farm”. Den danske skribenten og forfatteren Helle Merete Brix, møtte St John for en samtale om hennes nyutgitte bok og den tragiske og blodige situasjonen i landet som ligger hennes hjerte nærmest.

Læs mere på:

http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=54&tekstid=1914

Musikkens ytringsfrihed

Ytringsfrihed handler ikke kun om, hvad der kan skrives i bøger, aviser og magasiner. Også musikere oplever censur, intimidering, overgreb eller fængsling i en lang række lande, herunder Zimbabwe, Iran, Pakistan og Somalia. Men hvor mange ved i grunden, at den organisation, der på verdensplan beskæftiger sig med at fremme musikeres ytringsfrihed har hovedsæde i hjertet af København?

Organisationen Freemuse har hjemmesiden http://www.freemuse.org/ Man kan være både blive betalende medlem eller blot støtte organisationen. Man kan tilmelde sig organisationens nyhedsbrev, og man kan købe en række publikationer fra organisationens hjemmeside.

En af disse Freemuse-publikationer er den berømte Can you stop the birds singing? fra 2001 om censur af musik i Afghanistan. Af andre rapporter kan nævnes All that is banned is desired, der samler indlæg fra en konference i Beirut i 2005 om musikcensur. Og i en tid, hvor vi dagligt hører om Robert Mugabes rædselsregime kan det være interessant at vide, at Freemuse faktisk i 2005 publicerede rapporten Playing with fire, der handler om frygt og selv-censur i zimbabweansk musik.

Det var også Freemuse, der var medarrangør, da den glimrende film om censur af musik i Iran Sounds of Silence – Underground Music in Tehran fra 2006 blev vist februar i år i Grand Teatret. Filmen er instrueret af to unge iranere, der begge bor i Vesten, Amir Hamz og Mark Lazarz. Læs om filmen på http://www.soundsofsilencefilm.com/

Raoul Wallenberg Foreningens medalje

En fin eftermiddag – den amerikanske historiker Daniel Pipes var igen i Danmark og holdt et foredrag for en 50 mennesker i Dansk Forfatterforening om truslen mod Israel. Efter foredraget fik jeg tildelt årets Raoul Wallenberg-medalje og et diplom fra Den danske Raoul Wallenberg Forening. Geoffrey Cain stod for tildelingen.

Blandt de tidligere modtagere er politikeren Per Stig Møller, Tibets åndelige overhoved Dalai Lama, journalist på Berlingske Bent Blüdnikow og Sapphos anden chefredaktør, Lars Hedegaard. Jeg er rørt over og glad for tildelingen, der gives for kampen mod totalitarisme.

London- et friskt pust

Måske er luften i London ikke den reneste eller friskeste, men hvor sker her dog spændende ting inden for mit felt i øjeblikket. Jeg er netop vendt hjem fra et kort besøg og udover at nyde at traske rundt i byen og bydelen Notting Hill, som jeg rigtig godt kan lide, fik jeg lov til blandt andet at deltage i det månedlige møde mellem en række af de forskellige tænketanke på center-højre området. Den største er Policy Exchange, http://www.policyexchange.org.uk/ der i 2007 udgav den kritiske rapport om extremisme i de britiske moskeer, som Sappho har skrevet om.

Andre tænketanke, der deltog var Centre for Social Cohesion http://www.socialcohesion.co.uk/ , der netop har udgivet publikationen Virtual Caliphate: British Extremists and their websites. Derudover også New Culture Forum, http://www.newcultureforum.org.uk/ med den glimrende journalist Peter Whittle i spidsen. I London synes de, at de er bagefter i forhold til USA, hvad angår tænketankenes indflydelse og organisation. For mig er det imponerende at se, hvad de udgiver og hvordan de opererer.

Interviews med Peter Whittle og Centre for Social Cohesion´s unge direktør Douglas Murray følger i løbet af sommeren på bl.a. Sappho. Derudover bringer vi interviews med forfatteren Lauren St John, der voksede op i Zimbabwe/Rhodesia under borgerkrigen og med Ben Okri, den verdensberømte nigeriansk/britiske forfatter og vicepræsident i engelsk PEN. Okri var så venlig at lægge vejen forbi mit hotel, den sidste aften jeg var i London og tale om det at skrive, om spiritualitet,ytringsfrihed m.m. Disse interviews publiceres formentlig også på henholdsvis http://www.rights.no/ og i Weekendavisen.

At overdrive sit særpræg

Tørklædedebatten fortsætter. Miss Tørklæde kåres i morgen. Hvorfor ikke årets sikh? Årets turban? Adskillelse er blevet et nøgleord. I den uklare strøm af udtalelser om multikultur, retten til forskellighed med videre tænker jeg på historikeren Uma Duphelia-Mesthrie, der er oldedatter af Mahatmas Gandhi.

Jeg interviewede hende sidste år i Cape Town om hendes bøger om Gandhi og familiens historie i landet. Og om de unge af indisk afstamning, der i dagens Sydafrika føler sig friere til at understrege deres særpræg. Men som Uma sagde: “De unge er meget stolte af deres religion, deres kultur og sprog. Det er en ny ånd. Men efter min opfattelse må man ikke overdrive dette særpræg. For det gør øjeblikkeligt én til et menneske, der adskiller sig fra andre mennesker. Som sydafrikanere må vi se på, hvad der er fælles for alle de forskellige racer.”

Billedet er Mesthrie-familiens yndlingsbillede, og det hænger i deres stue. På billedet ser man Gandhi og Nehru. Gandhi har armen om Umas mor Sita, der er den unge pige til højre i billedet.

Kun i London

Hanan al-Shaykh er en libanesisk-født forfatter, der bor i London. Hun er desværre ikke i byen, de dage jeg er derovre, men forhåbentlig mødes vi i efteråret til et interview. Jeg læser i øjeblikket hendes seneste bog, der er oversat til engelsk, for Hanan al-Shaykh skriver på arabisk. Bogen hedder “Only in London” og er også kommet på dansk i 2002. Den handler om fire mennesker, der mødes i fly-turbulencen over Heathrow: Den smukke, fortabte Lamis, der for nylig er skilt fra sin velhavende irakiske ægtemand. Marokkanske Amira, der tjener penge som prostitueret, transvestitten og bøssen Samir og Nicholas, der er Sotheby´s ekspert, når det drejer sig om islamiske daggerter.

Bogen udspiller sig ikke mindst i det arabiske kvarter omkring Edgware Road. Det er en vittig og rørende bog med sætninger som denne: “Et særligt forhold voksede frem mellem arabiske kvinder og deres læger, de eneste briter, der kom i kontakt med deres kroppe”. (min oversættelse fra den engelske udgave).

Hanan al-Shaykh har på dansk også udgivet bøgerne “Zahras historie” og “Beirut Blues”. Jyllands-Posten havde et stort og fint interview med hende i 2005.