Nørrebro-imamen Abdul Wahid Pedersen har i dag et åbent brev til Trykkefrihedselskabet i Politiken. Han bryder sig ikke om, at Trykkefrihedsselskabets Forlag ønsker at udgive The Jewel of Medina. I det mærkværdige brev, spørger imamen blandt andet om Danmark nu skal være den “trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda og xenofobisk litteratur bliver sat i tryk og mangfoldiggjort?”. Er det mon Sherry Jones´bog, han betegner som nynazistisk propaganda? Indledningsvis skriver Wahid Petersen: “Det er kommet undertegnede for øre, at I agter at udgive Sherry Jones’ bog om profeten Muhammed, som hun ikke kunne få udgivet i USA, da de potentielle udgivere frygtede, at bogen kunne give anledning til uro og ballade. DA JEG IKKE kender bogens indhold, agter jeg ingenlunde at kommentere på, om det er en lødig eller underlødig skildring af det emne, den beskæftiger sig med. Men den amerikanske ængstelse taget i betragtning er der dog noget, der kunne tyde på det sidste.”
Man mindes en lignende udtalelse fra 1988 i forbindelse med balladen om Salman Rushdies roman De Sataniske Vers. Bogen var endnu ikke udkommet. Men Rushdie havde givet et par interviews til to indiske magasiner, der også havde trykt uddrag af bogen. Et muslimsk medlem af det indiske parlament, Syed Shabuddin, begyndte sammen med et andet parlamentsmedlem en kampagne for at få romanen forbudt. Det lykkedes. Shahabuddin havde aldrig læst bogen. Han kom med den i dag berømte udtalelse: “Jeg behøver ikke gå gennem en kloak for at vide, at den er fuld af slam”.
En detaljeret redegørelse for Rushdie-sagen kan findes i min bog Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa. Den bygger i særdeleshed på den amerikanske historiker og mellemøstekspert Daniel Pipes´fremragende bog The Rushdie Affair: The Novel, the Ayatollah and the West. Pipes´bog burde være obligatorisk læsning i gymnasiet og for politikere på Christiansborg. Forstår man Rushdie-sagen, forstår man også, hvad der er sket siden, om det er balladen om Muhammed-tegningerne eller som nu, balladen om Sherry Jones´bog. Jeg beklager i øvrigt mystikken med hesyn til skrifttyperne i dette indlæg.
Jeg var i eftermiddag til verdenspremiere på den britiske film Dynamiters, Assasins, Fiends. Instruktøren Joseph Bullman har fået unge, radikale muslimer til at recitere gamle manifester fra forrige århundrede fra revolutionære anarkister. Hensigten er, ifølge beskrivelsen af filmen på CPH:DOX hjemmeside, at skabe en art “historisk spejl” for nutidens ækvivavilering af terror og islam.
