Sådan sagde Salman Rushdie forleden i Den Sorte Diamant. Jeg har skrevet en reportage om denne mindeværdige aften med den verdensberømte forfatter i topform. Skønt aftenen mest handlede om Rushdies aktuelle bog, var det uundgåeligt, at både De Sataniske Vers og ytringsfriheden blev bragt op. En række mennesker fra Trykkefrihedsselskabet og kredsen omkring det havde fundet vej til Diamanten. Læs reportagen på Sappho her
Salman Rushdie var i topform i går i Den Sorte Diamant. Vittig, imødekommende og skarp. Han fortalte om sin nye bog “Fortryllersken fra Firenze” til forfatteren Carsten Jensen. “Hele verden burde have trykt Muhammed-tegningerne”, sagde Rushdie. For når reaktionerne kommer i form af trusler og vold, så må man ikke give efter.
Det medførte spredte klapsalver i salen. Men hele salen burde have klappet. For at give efter for trusler og vold betyder kun, som Rushdie pointerede, at volden fortsætter. Rushdie selv, havde, som han forklarede publikum, lært om værdien af ytringsfriheden “The hard way”. Her hentydede han naturligvis til Ayatollah Khomeinis fatwa mod ham i 1989. En artikel vil følge på Sappho.
Geert Wilders er kanariefuglen i minen. Har du ikke tidligere hørt Geert Wilders, så gå ind og se ham den 14. juni, hvor Trykkefrihedsselskabet holder ytringsfrihedskonference med deltagelse af den hollandske politiker. Og dan dig så dit eget indtryk.
Jeg har på Sappho skrevet en kommentar om MIT indtryk af Wilders, en kommentar, der handler om skønhed og forgængelighed, alarmistiske positioner og retten til at farve sit hår.
Læs kommentaren her
Forleden havde jeg denne artikel om tilsløring og moskébesøg på hjemmesiden for Human Rights Service i Norge. Artiklen tager udgangspunkt i et moskébesøg for nylig i den store moské i Regents Park i London. Forleden på Edgware Road i samme by, gaden er traditionelt en base for velhavende arabere, så jeg en fuldstændig tildækket kvinde. Der var så smal sprække til øjnene, at hendes veninde måtte hjælpe hende med at føre den barnevogn, hun forsøgte at køre hen ad gaden!
Til sammenligning må denne model nærmest være at betragte som en frisindet og sommerlig udgave.
Farshad Kholghi og jeg har i dag en klumme i netavisen 180grader. Læs “Forår og Europa frit” her
I klummen nævner vi blandt andre den franske filosofilærer Robert Redeker, der på grund af en islamkritisk kommentar i avisen le Figaro ikke længere kan leve frit. Hans fremragende og rystende lille bog, “Man må prøve at leve” udkommer i dag. I aften taler han i Vartov. Han er utvivsomt værd at høre. En venlig, kultiveret mand, der blot har sagt sin mening. I Voltaires hjemland.
Et lille selskab fra Trykkefrihedsselskabet spiste middag med ham i går aftes. Bagefter fulgte vi ham til hans hotel, fulgt af både en dansk og en fransk sikkerhedsagent. Vi lever i sælsomme tider. Men godt, at der passes ordentligt på ham.
Der er adskillige fordele ved at være freelancer. Blandt andet er 1. maj en arbejdsdag som alle andre, og man slipper for at skulle i parken og være folkelig og bakke op om et håbløst projekt: Socialisme og arbejderklassesolidaritet. Det må vist være en vittighed.
I stedet vil jeg grifle løs på mit essay om tilsløring, med udgangspunkt i mit nylige besøg ved moskeen i Regents Park i London. Her kunne jeg ikke engang besøge boghandelen uden at dække håret til. Hovedtørklædet kunne lejes af den flinke mand ved indgangen. Jeg sagde nej tak.
I dag har dele af venstrefløjen fusioneret med sharia-og tørklædetilhængere. Fuldstændig som socialister og Hizbollah-tilhængere slog pjalterne sammen med Khomeini under den iranske revolution i 1979. Det var ingen god ide.
Selv er der én eneste isme, jeg er endt med at have tillid til: Buddhismen.
På onsdag går sydafrikanerne til valg. Men hvordan er der egentlig i Sydafrika? Stort set alt, hvad vi hører om landet i de danske medier er fattigdom, elendighed, korruption, mord og AIDS. Ingen, der har besøgt Sydafrika og har bevæget sig uden for beskyttede turistenklaver og safarilodges kan nægte, at alt dette eksisterer, Til overmål. Men det er ikke hele sandheden.
Jeg har besøgt Sydafrika fire gange. Senest har jeg været i Johannesburg, og i en mini-serie hen over de næste måneder, Sappho i Sydafrika, præsenterer jeg mine læsere for interviews med sydafrikanske forfattere, redaktører og en enkelt tegneserieskaber.
For hvad mener sydafrikanerne om ytringsfrihed? Kan man kritisere Mandela? Må man trykke Muhammed-tegninger? Hvad betyder landets voldsomme natur og voldsomme politiske historie for en skønlitterær skribent? Hvordan var det at vokse op i en township for farvede og senere blive en berømt og velhavende forfatter? Kan man være digter og bo lykkeligt i Soweto?
Den første interviewede i serien er amerikanskfødte Stephen Francis, der sammen med tegneren Rico har skabt landets mest populære tegneserie, Madam & Eve. Læs om et sydafrikansk ikon
Jeg har været i London og tale med Andrew Anthony, journalist og forfatter til The Fallout: How a guilty liberal lost his innocence.
Interviewet Uskyldstabet, Muhammed-tegningerne og venstrefløjen er bragt i mit magasin Sappho. Her er en bid fra det: “The Fallout er historien om en rejse. Den er skrevet af en mand, som voksede op under elendige boligforhold i en fattig arbejderklassefamilie, hvor man har stemt Labour i generationer. Som gik på uddannelsesinstitutioner, hvor lærerne var mere optagede af at prædike venstreorienteret politik og indprente eleverne at alt er samfundet skyld end at undervise dem i pensum. Som har arbejdet undercover med taxachauffører med afghansk og iransk baggrund og følt sig chokeret over deres fjendtlighed over for det britiske samfund. Men som stort set udelod det i sin reportage til avisen. Man skulle jo nødig fremstå reaktionær. Læs mere
Salget af Kurts berømte tegning gennem Trykkefrihedsselskabet går heldigvis strygende. Hvad er der mere at sige? Jo, det er forår, lad os håbe, der også er forår på vej for de skribenter, tegnere og andre, der i dag ikke kan leve et frit liv i Europa, blot fordi de har benyttet deres ytringsfrihed.
Jeg er så småt begyndt at læse den danske udgave af Robert Redekers bog, “Man må forsøge at leve”. Det er rystende læsning. Tænk, at en fransk filosofilærer på tredie år skal leve under jorden, blot fordi han har skrevet en kritisk kronik om Muhammed og islam. Redeker kommer til Danmark i begyndelsen af maj, og jeg glæder mig til at møde ham.
Lørdag den 11. april medvirkede jeg i Agenda på P1 i en udsendelse om buddhisme.
Jeg har interesseret mig for buddhismen siden jeg var i slutningen af 20erne. Når det drejer sig om mere spidsfindige spørgsmål om buddhismen, foretrækker jeg at henvise til mere vidende folk. Men jeg vil gerne tale om, hvad det er, der gør at det er den eneste religion, jeg har følt mig tiltrukket af. Og hvad der efter min opfattelse gør buddhismen fleksibel og anvendelig for mennesker i Vesten.
Og så er det da også rart engang imellem at udtale sig om andre emner end islam, integration, multikultur og den slags.
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46