Wien og buddhismen
Det var et strålende arrangement med Karmapa på Wiens universitet i weekenden. Den store festsal må siges at være en passende ramme, og der var da også fyldt til sidste vinduesbænk!
Den visuelle terrorisme
Hvad skal vi mene om burkaen?
Jeg har skrevet dagens klumme på 180grader. Her spørger jeg, om vi skal acceptere, at borgere gennem deres påklædning viser, at de ønsker demokratiet afskaffet?
Fra klummen: Far, hvorfor går nogle af kvinderne klædt som hekse?” Spørgsmålet blev stillet til den britiske forfatter Andrew Anthony for et par år siden af hans lille datter. Hun tænkte på de muslimske mødre, de ser i kvarteret, som bærer ansigtsslør og sorte heldragter. Dem bliver der flere og flere af, både i skolegården i den nærliggende islamiske skole og i datterens egen kommuneskole.
Er det politiske teater for ensidigt?
Jeg forsøger for tiden at rejse en diskussion om ensidigheden i det politiske teater, og den er nu nået til Kristeligt Dagblad, der har interviewet både redaktør Bjarke Larsen og jeg. Vi er ikke overraskende uenige.
Jeg mener, at det det politiske teater i Danmark er forudsigeligt og ensidigt. Ingen teaterstykker synes fra en kritisk vinkel at belyse islams politiske side, islam, indvandring og kulturmødet. Som eksempel på politisk teater, der er værd at se nævner jeg Hanif Kureishis forestilling The Black Album, som jeg så for nylig i London. Billedet er forestillingens plakat.
The Black Album foregår i 1989 i London og handler om den unge studerende Shahid, der kommer til London for at studere. Her lærer han en gruppe særdeles religiøse muslimer at kende. Det er året for fatwaen mod Salman Rushdie, og en dramatisk scene er afbrændingen af De Sataniske Vers. Shahid har forsøgt at forhindre det igennem argumenter, men til ingen nytte.
Jeg har skrevet om stykket på sappho.dk. Også andre glimrende forestillinger med et politisk budskab har været vist på London-scenen i år og sidste år: Christopher Shinns forestilling Now or Later – der også omhandler ytringsfriheden og islams politiske side – Richard Beans England People very nice – om immigrationen til det østlige London – og egentlig også Katori Halls fremragende, lille forestilling The Mountaintop – om Martin Luther Kings sidste nat på hotellet i Memphis, før han blev skudt.
Lad os få den slags teater til Danmark!
Antichrist – et mislykket eksperiment
Jo, så fik jeg set Lars von Triers seneste film. “En katastrofe”, mente en filminstruktør-ven, som jeg så filmen sammen med. Jeg er enig.
Mere følger – men Trier lykkes ikke med hverken at beskrive den kvindelige hovedpersons – Charlotte Gainsbourg som ses her på billedet – vej ind i vanviddet. Ej heller rummer filmen den uhygge, som man kunne få indtryk af ud fra filmens trailer og chokerede seere. Jo, ved en enkelt scene, der vendte jeg blikket væk. Man må selv gætte hvilken.
Angst, der er anderledes og langt værre at opleve end frygt, er svært at formidle. Ligesom vanvid. Filminstruktøren Roman Polansky kunne og kan, for eksempel i hans mere end 30 år gamle film “Den nye lejer” fra 1976. Den er omtrent genial.
Trier, hvis kunstneriske begavelse jeg har respekt for, synes med denne film fastlåst i et eksperiment, der lukker sig om sig selv. Et mislykket eksperiment. Måske lykkes det næste gang.
Muhammed og teaterfolket
Jeg har skrevet weekendklummen på 180grader om det politiske teater i Danmark = det venstreorienterede politiske teater.
Fra klummen: “Muhammed-tegningerne satte verden i brand, men ikke kunstnerne og slet ikke det danske teaterfolk. En ny teatersæson står for døren, og det ville være oplagt med en forestilling, der i det mindste berørte trusler mod ytringsfriheden, manglende integration med mere. Men det er der åbenbart ingen instruktører eller dramatikere, der ønsker.”
Årsdagen for terrorangrebet i London
Sådan så avisoverskrifter ud om eftermiddagen den 7. juli 2005, hvor islamiske terrorister sprang bomber i Londons undergrund og på en bus i byen.
DR sendte i går en seværdig udsendelse “The Angels of Edgware Road” om nogle af de passagerer, der i stedet for at forsøge at komme ud af undergrunden, blev for at hjælpe døende og hårdt sårede i togvognene, indtil redningsfolkene nåede frem.
I aften sendes endnu en udsendelse i denne serie på to om heltemodige passagerer denne 7. juli, der blev som ingen anden 7. juli i Londons undergrund, “The Tube”, som den hedder. Den er sikkert også værd at se.
En forrygende Mountaintop
David Harewood er forrygende som Martin Luther King og Lorraine Burroughs er skøn at skue og høre som den sexede stuepige – og dødsengel – i amerikanske Katori Halls skuespil “The Mountaintop”. En stærk, vittig og rørende forestilling om Kings sidste aften på sit hotelværelse i Memphis før han blev skudt. Kan ses frem til 4. juli på det lille Theatre 503 i London. Mere følger snarest på Sappho.
Ytringsfrihed og Buddha
Så må det snart være ferietid. Både Douglas Murrays besøg og ytringsfrihedskonferencen på Christiansborg gik virkelig fint. Men på den anden side, har man nogensinde rigtigt fri som forfatter? Vel egentlig ikke. Jeg går så småt i gang med arbejdet med en ny bog, som jeg netop har fået et legat til. En essaysamling om kultur, identitet, totalitarisme og meget mere.
Og så var det rart i går at være til foredrag om buddhisme. Det er alt for længe siden! Ulrich Kragh, der er professor i tibetansk buddhisme og til daglig bor og arbejder i Syd-Korea, holdt et fint, improviseret foredrag om forstyrrende følelser, bevidsthed med mere.
Mediernes Storbritannien
Ind imellem undrer man sig over, hvad det er for et Storbritannien vi får præsenteret i medierne. Omtrent hvert et dagblad har en korrespondent i London, Danmarks Radio har et menneske derovre og TV2 også. Men det er sjældent vi hører om center-højre tænketanke eller om nogle af de vigtige rapporter, som sådanne tænketanke producerer om islamisk ekstremisme eller Storbritanniens sammenhængskraft.
Det er også sjældent, vi hører om mindretal som sikher og hinduer, der generelt klarer sig godt i samfundet. Eller om folk fra kulturlivet, der anerkender at det er svært at kritisere islam. Venstreorienterede forfattere, der synes det er gået for vidt med en accept af islamismen.
Det er heller ikke ofte, vi bliver præsenteret for de sobre, indvandringskritiske stemmer, der findes. En sådan sober stemme er sir Andrew Green, der er formand for MigrationWatchUK. Jeg mødte ham på min seneste tur til London og dette interview er et ud af mange, som Sappho har bragt med interessante briter som Douglas Murray, Peter Whittle, Andrew Anthony m.fl. Alle disse interviews kan findes på sappho, også det seneste med sir Andrew Green
Frontlinien i britisk kultur
Er alle kunstnere og mediefolk venstreorienterede? Og hvem kan man møde ved en litterær begivenhed i Westminster i London? Jeg har været til reception i anledning af Peter Whittles nye bog Private Views: Voices from the Front Line of British Culture.
Whittle har interviewet 17 kunstnere, redaktører, kulturpersonligheder m.fl. Blandt de interviewede er dramatikeren Richard Bean, redaktøren af magasinet Standpoint Daniel Johnson og den muslimskfødte kunstner Sarah Maple.
Det er en bog, som også danskere kustnere og mediefolk kan have glæde af at læse. Min artikel om reception og bog kan læses på Sappho her
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46