af Helle Merete Brix

De andre muslimer

Jeg har anmeldt bogen The Other Muslims: Moderate and Secular i Weekendavisen i dag. Det er en antologi med bidrag af troende muslimer, der omtrent alle advarer mod sharia-islams indtog i Vesten.

Det er en læseværdig bog med mange interessante bidrag fra aktivister, forfattere, m.fl. Her er blandt andre en major i den hollandske hær, der som barn gik på samme koran-eftermiddagsskole som Theo van Goghs morder. En britisk skuespiller med tyrkisk-capriotisk baggrund der en overgang var medlem af Hizb ut-Tashrir.

Den tunesisk-franske forfatter Samia Labidi fortæller om, hvordan hun i sin ungdom blev indrulleret i en islamistisk organisation i Tunesien, hvor hun er født og voksede op. To amerikanske muslimer advarer mod wahabismens indflydelse på islamiske organisationer i USA. En god bog.

Den livsvigtige ytringsfrihed

At interessere sig for afrikansk litteratur i Danmark er for fire-fem nørder, inklusive undertegnede. Jeg har i dagens Weekendavisen skrevet om Danmark og Århus´ første friby-forfatter, Tendai Frank Tangarira, der i juni blev installeret i Århus. Han har de seneste år boet i Namibia.

Litterært er forfatterskabet ikke noget at råbe hurrah for; værdien ligger i at Tangarira i sin selvbiografi fortæller om livet for den generation, der er født under Mugabes styre, det vil sige efter at Zimbabwe blev født som nation i 1980. Det er, med forfatterens ord, en “bitter og traumatiseret” generation.

Mugabes styre har allerede gennem en hof-kommentator i den zimbabweanske avis The Herald været ude med en barsk kritik af både Tangarira og Danmark. Gudskelov kan Tangarira nu bo to år i fred for Mugabe i Danmark, hvor han kan udvikle – og forhåbentlig forbedre – sit forfatterskab.

Det var Salman Rushdie, der i sin tid tog iniativ til Det Internationale Forfatterparlament, der er forløberen for ICORNs for tiden 31 fribyer, der næsten alle er placeret i Europa. Endnu engang er der grund til at sige hurrah for sir Salman!

Den lange vej til frihed

Nelson Mandela fylder 92 år i dag. Jeg genlæste for nylig hans selvbiografi, Long walk to freedom. Det er en mastodont på 762 sider, men virkelig værd at bruge tid på. Bogen handler i detaljer om kampen mod apartheidstyret i Sydafrika og ikke mindst de mange år i fængslet på Robben Island. Jeg så det tidligere fængsel, da jeg besøgte Cape Town i 2007.

Interessant er det også at læse, at Mandela i sin ungdom stak af fra et arrangeret ægteskab. Ligesom det er ret livsbekræftende at vide, at manden senest giftede sig – for tredie gang – i en alder af 80 år.

Ballonrejsen

Jeg er ved at være færdig med endnu et essay til min bog, det handler om glæden ved at flyve. I det citerer jeg fra en af mine yndlingsbøger, Atlas af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges.

Et par år før sin død, som 80-årig og blind rejser Borges ud i verden med sin assistent,  den 37 år yngre fotograf Maria Kodama, som han i øvrigt giftede sig med halvanden måned før sin død. Rejseoplevelserne er beskrevet i Atlas. denne helt usædvanlige bog. En af oplevelserne er en ballonrejse i Californien, så tidligt om morgenen at lyset blot er på vej. Udover skipperen er der fem mennesker i ballonen.

Borges skriver: “Rummet var åbent, den svage vind, der førte os frem, som om den var en langsom flod, kærtegnede os på panden, i nakken eller på kinderne. Alle følte vi, tror jeg, en næsten fysisk lykke”.

Behold Sydafrika i søgeren

Jeg har en kronik i Jyllands-Posten, (26. juni), desværre ikke online. VM har sat spot på Sydafrika, men vi hører stort set kun om landets dårlige sider. Der er andet end townships, AIDS og kriminalitet. Herunder en meget gæstfri befolkning, kultur og fabelagtig natur. Men også i byerne er der usædvanligt smukke områder. Se blot på dette billede fra Cape Town, som jeg tog for et par år siden.  Lige bag ved ligger bl.a. det jødiske museum, der er et af de smukkeste museer jeg har set.

Chris van Wyks nye bog

Forleden landede den sydafrikanske forfatter Chris van Wyks nye bog i min postkasse. Den hedder Eggs to lay, chickens to hatch. Jeg glæder mig til at få den læst i en forhåbentlig ledig stund her i sommer.  Det er anden del af van Wyks barndomserindringer. Jeg interviewede ham til Weekendavisen tidligere i år, fokus på interviewet var 1. del af hans barndomserindringer, Shirley, Goodness and Mercy. Det er en fremragende bog, der handler om opvæksten i den farvede township Riverlea under apartheid. Den aktuelle bog handler særligt om venskabet mellem van Wyk familiens zulu-hushjælp og den unge Chris.

Månebroer

Hvad er en månebro? Jeg havde givet ordet til mine kursister ved gårsdagens workshop, og der kom mange spændende beskrivelser.

Jeg stødte første gang på udtrykket for mange år siden, da jeg – endnu engang – læste Laura Ingalls Wilders bøger om hendes opvækst i USA i slutningen af 1800-tallet. Bogserien hedder Det Lille Hus på Prærien. I en af bøgerne giver forældrene Laura og hende søster Mary lov at løbe ud en aften i snevejret med måneskin. De må naturligvis ikke løbe langt væk. Men Laura overtaler sin søster til at de løber lidt længere væk. Det fører dem nærmest i armene på en stor ulv.

De når sikkert hjem, og da Lauras far hører om at de fulgte Månebroen, ser han på Laura med et mærkeligt blik og siger, at det ikke undrer ham. For han kender sin datter. Hun vil, som han siger til hende et sted, ligesom sin far helst flyve som fuglene og rejse så langt ud på prærien som muligt. Og følge fiktive Månebroer.

Når man har intet at miste

Jeg mødte for nylig den iranskfødte forfatter Nahid Rachlin i New York. Hun har beskrevet sin usædvanlige og smertefulde opvækst i erindringsbogen Persian Girls.

Men bogen handler også om, hvordan det, ikke at have noget at miste, kan være den bedste kur mod frygt. Og få et menneske til at træffe virkeligt modige valg.

I bogen fortæller Rachlin om, hvordan hun som ni-årig en dag bliver hentet fra skole af sin far, som hun sjældent ser og brutalt tvinges med tilbage til hans familie. De bor i en helt anden by end Teheran, hvor Nahid er vokset op hos sin plejemor.

Rachlin fortæller om opvæksten i sin nye, velhavende familie, der på overfladen er vestligt orienteret og moderne. Kvinderne går ikke tildækket, mændene drikker alkohol og man ser amerikanske film. Nahids far også har en akademisk uddannelse, han er advokat.

Han er dog langt ældre end Nahids mor, for ægteskabet blev indgået, da Mohtaram var ni år gammel og han selv 34 år. I bogen skriver Nahid: “Efter brylluppet indrettede min far et værelse til sin barnebrud, indtil hun var gammel nok til at agere som hustru”.

Interviewet med Rachlin er publiceret på Human Rights Service og kan læses i sin helhed her

Lykken ved at flyve

Essay nummer 7 i min kommende bog: Højt at flyve. Det går langsomt fremad med bogen. Man kan arbejde så disciplineret som muligt men ikke tvinge sin tankestrøm frem.

En af livets store glæder er at flyve. Det tætteste man kommer på fuglenes verden.  Zimbabwe, Transsylvanien, Australien og mange andre lande set fra oven – eller blot de sælsomme skylandskaber – kan jeg huske endnu.

Forår i New York

Eller også var det snarere sommer. Det var 26-28 grader om dagen og vel en 14 om natten. Jeg er netop kommet hjem.

Byen vinder ved hvert besøg. Så må man jo tilbage.

Billedet her er fra mit lokale og dejlige kvarter, East Village. Jeg har nydt at skrive videre på min bog på cafeerne, hvor jeg også forberedte interviews. Jeg kunne også sidde og arbejde i det hyggelige køkken i East Village Bed and Coffee, hvor jeg boede for anden gang.

Fremragende sted, hvorfra jeg  sendte artikler hjem til mit tidsskrift Sappho. Nu skal diverse interviews blot skrives!