af Helle Merete Brix

De modige kvinder i Frankrig

Frankrig kan skilte med en række modige og uortodokse kvindelige forfattere og frihedsforkæmpere med muslimsk baggrund. Kvinder som udfordrer brændbare grænser – bogstaveligt talt.

Med det pres og den vold som hærger i de franske ghettoer kan rollemodellerne som kan fortælle om et andet liv, et liv på ydersiden af murene, ikke blive mange nok.

Jeg har skrevet om tre bøger, skrevet af sådanne kvinder: Rayhana, Samira Bellil og Fadela Amara.

Skuespilleren Rayhana blev sidste år overfaldet og fik sprøjtet benzin i ansigtet på åben gade i Paris. Heldigvis tændte cigaretten, der skulle have sat ild til, ikke.

Samira Bellils liv blev kort, hun blev kun 31 år. Men hendes bog om gruppevoldtægterne i ghettoerne fik stor betydning for det fokus, der blev rettet mod kvindernes vanskelige forhold.

Fadela Amara stiftede organisationen “Hverken ludere eller underdanige” og blev siden juniorminister i Sarkozys regering.

Læs mere på rights.no

Politikens skønmaleri af islam-træffet i Bourget

Det er med forundring man læser Manni Crones reportage og analyse i Politiken fra det islamiske træf i Bourget i Frankrig. Jeg var selv tilstede, ligesom jeg besøgte Bourget i 2007. To ting har Crone dog ret i: Der er ikke mange mediefolk, og der er ikke bloddryppende taler om jihad. Men derudover giver Crone et misvisende billede af  kongressens uskyldighed.

UOIF er Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer i Frankrig. Denne paraplyorganisation har ikke blot   ”historiske rødder tilbage til Det Muslimske Broderskab i Egypten”. Den promoverer hvert år på Bourget den ene taler efter den anden, der er tilknyttet Broderskabet. Således hørte jeg selv Hani Ramadan tale, han er bror til den berømte prædikant Tariq Ramadan. Ramadan leder også det islamiske center i Geneve, der har været en art hovedkvarter for Brødrene i Europa. Hani blev for år tilbage fyret fra sin stilling som gymnasielærer, fordi han i Le Monde beskrev stening ikke blot som en straf, men som en ”renselse”. I 2007 talte han, under bragende klapsalver om Israel som ”en morderstat, en kriminel stat”.

Derudover talte blandt andet to medlemmer af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er Brødrenes flagskib i Europa. Den ene af disse talere var Rachid Ghannouchi, der grundlagde den tunesiske gren af Det Muslimske Broderskab. Den anden var Issam al Bachir, en tidligere religionsminister fra Sudan, der taler på konferencen stort set hvert år. Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning har i en samling af fatwaer forsvaret dødsstraf for frafald fra islam i en islamisk stat. Det kan ligestilles med ”højforræderi”. Rådets formand er den radikale prædikant Yussuf al Qaradawi, der går ind for blandt andet ”mild” omskæring af kvinder og død over homoseksuelle. Hans bøger sælges i rigt mål i kongressens bogsektion.

Crone nævner heller ikke mængden af tildækkede kvinder på konferencen. I UOIFs shuttlebus fra stationen til kongres-området talte jeg 4 utildækkede kvinder ud af 15.  Ej heller nævner Crone, at foredragene i konferencesalen var kønsopdelte, dog med en familiesektion i midten.

Crones artikel er endnu et bevis på, at de statsansatte islamforskere for længe siden har besluttet sig til, at islamisme eller islam betyder fred og ingen fare. UOIFs blødere tone afviger rigtigt nok fra tidligere års dramatiske erklæringer fra scenen om at ”koranen er vor konstitution”. Men det er ren strategi af hensyn til sarte europæiske ører. Crones ”analyse” viser, at strategien virker.

Billedet tog min fotograf i Bourget i 2007. Læs også reportagen fra årets kongres på sappho.dk

Politikernes klodsede dans om shariaen

Var prædikanten Bilal Philips med de radikale synspunkter en enlig svale? Nej, det var han ikke. Jeg har skrevet weekendens kronik i Kristeligt Dagblad, der også handler om de etablerede islamforskeres mangelfuldhed og om den viden, der er tilvejebragt igennem mange år fra uafhængige forskere og tænketanke:

“Fokus fra politikernes side har rettet og retter sig imod de åbenlyst ekstreme organisationer som blandt andre Hizb ut-Tahrir. Det har givet vind i sejlene til organisationer med noget, man kunne kalde en art blød jihad, på programmet. Det vil sige organisationer og prædikanter, der ikke taler om at omstyrte de vestlige samfund med vold, men lægger vægten på mission. Men det er stadig organisationer, der støtter mænds forrang for kvinder, hadiths betydning i det 21. århundrede, accept af shariaens straffelov og begrænsninger i religionsfriheden og ytringsfriheden.”

Læs mere her

På besøg i islams hus

”Gå ikke i panik. Jeg er muslim”. ”Befri Palæstina”. ”Muslim hele dagen”. Sådan står der på nogle af de t-shirts, man kan købe i en af de mange, mange boder på den islamiske konference og udstilling i Bourget i Frankrig, der for nylig løb af stablen.

Det er 28. gang, at Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF) afholder konference i de gigantiske udstillingshaller lige uden for Bourget. Bourget er en forstad blot 15 minutters togkørsel fra Gare de Nord i Paris.

Lige som i 2007, da jeg besøgte konferencen for første gang, udmærker den sig ved at være velorganiseret. Fra stationen kører der i pendulfart shuttlebusser det korte stykke vej ud til udstillingsområdet, Parc des Expositions.

Og allerede i bussen får man en fornemmelse, af at dette ikke er en konference med liberal islam på programmet. Vi er fire kvinder ud af 15, der ikke har dækket håret til. De fleste er også i fodlange, løse dragter, omtrent allesammen sorte.

Læs mere på rights.no

Shariapropaganda og europæisk frisind

“En skelnen mellem islam og islamisme er egentlig noget kunstig.  Der findes, grundet islams politiske natur, ikke nogen islamisk organisation uden et politisk formål. Der findes afvigende retninger, såsom Ahmadiyya og Alevi samt Bahai, der opstod som selvstændig religion i Iran i sidste halvdel af 1800-tallet. Ingen af dem er shariaforkæmpere. Der findes sufiretninger, der ikke er ortodokse. Og der findes naturligvis muslimer, både i Vesten og i Mellemøsten, der ikke ønsker at indføre den islamiske stat. Men de islamiske bevægelser i Vesten og i Mellemøsten er ikke blot religiøse foreninger, de har også et politisk formål: At implementere sharia´en.”

Fra min artikel om Bilal Philips og andre muslimske prædikanter, der gæster Europa. Læs artiklen på rights.no

I diktatorens skygge

For 21 år siden forsvandt Hisham Matars far. Hisham Matar er romanforfatter og bor i eksil i Storbritannien. Han stammer fra Libyen. Matars far blev kidnappet i marts 1990 af de sikkerhedsvagter i Cairo, som den egyptiske regering havde stillet til rådighed for familien.

I Cairo boede familien i eksil, efter at faderen, Jaballa Matar, der var en kendt diplomat og systemkritiker, ragede uklar med Muammar al-Gaddafis regime.

Gaddafi har haft magten i Libyen siden efteråret 1969, hvor han stod i spidsen for et militærkup, der væltede landets pro-vestlige monarki. Og Gadddafi har brutalt slået ned på enhver form for opposition.

Jeg har skrevet om Matar og hans fremragende forfatterskab her

At tale med terrorister

“Dette er de vantros hus. Må svinene rådne op i helvede”.

Citatet findes i den britiske BBC-journalist Peter Taylors aktuelle bog, “Talking to terrorists: A personal journey from the IRA to Al Qaeda”. Taylor har igennem 40 år beskæftiget sig med terrorisme: Han har dækket den nordirske konflikt intensivt. Han har interviewet marxisten Angela Davis. Han har talt med ANC folk på træningslejr i Angola, da bevægelsen under apartheid var klassificeret som illegal.

I min anmeldelse af denne elementært spændende og væsentlige bog har jeg dog koncentreret mig om det, der ikke uden grund fylder de fleste af bogens sider: Den islamiske terrorisme. Læs mere på rights.no

En burka for meget

Skal der indføres forbud mod burkaer i det offentlige rum? Betyder antallet noget?

På en konference om kvinder, religion og sharia i London for nylig diskuterede panelister og publikum også tildækning af kvinder, burka og niqab.

Grundlægger af One Law for All, Maryam Namazie undrede sig over, at diskussionen i Vesten ofte kommer til at dreje sig om retten til at gå tildækket frem for de repressalier, der kan rettes mod kvinder, der ikke vil dække sig til. Læs min artikel om diskussionen her

Stormoskeen ved Ground Zero

Vi har et problem med islamisk ekstremisme i Vesten. Jeg mener, at svaret er at bekæmpe terroristerne på slagmarken og ødelægge deres ideologi. Det skal gøres på vores betingelser og ikke deres. Men der har dannet sig en main stream opinion i Vesten, der går ud på, at modsvaret til radikal islam er islam.

Altså, hvis du bliver angrebet, hvis nogen sprænger tårne i luften eller sprænger bomber i et tog, så er svaret ikke, at “dette er et demokratisk land, vi tillader det ikke”. Svaret er, “lad os forsøge at hjælpe med at udvikle en fredeligere form for islam, for eksempel bygge en moskè ved Ground Zero”. Jeg mener, det er et dødsdømt projekt.

Sådan sagde Douglas Murray, da jeg for nylig interviewede ham om det planlagt islamiske kulturcenter ved Ground Zero i New York. På billedet ses Murray ved et møde i Trykkefrihedsselskabet i 2009. Læs interviewet med ham på rights.no

Hverken ludere eller underdanige

Man kan gå ind lige fra gaden. Den franske organisation Ni Putes Ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige) holder til i Maison de mixite i en ganske hyggelig, stejl gade i Paris´ 18 arrondissement. I forhallen sidder et par tørklædeklædte unge kvinder i en hvid sofa. De venter øjensynligt på at komme til at tale med et af de otte mennesker, der er på lønningslisten i organisationens hovedkontor.  Ingen af de ansatte og ingen af de frivillige hjælpere bærer hovedtørklæde.

Jeg besøgte for nylig Ni Putes Ni Soumises i Paris. Organisationen har 50 afdelinger i Frankrig og får omkring 8000 henvendelser om året. Det drejer sig om seksuel vold, arrangerede ægteskaber, polygami med mere. Læs artiklen på rights.no