af Helle Merete Brix

I Osamas skygge

Jeg mailede for nylig med den amerikanske forfatter Jean Sasson om hendes bog “Growing up bin Laden”, der er lavet i samarbejde med Osama bin Ladens søn Omar og hans første kone, Najwa. Artiklen er bragt i Weekendavisen nr. 36. Fra artiklen:

Spørger man den amerikanske forfatter Jean Sasson, hvad hun forbinder med ti-årsdagen for terrorangrebet på hendes land, får man ikke overraskende det svar, at 11. september betyder ”sorg og fortrydelse over noget, der aldrig skulle være fundet sted. Sorg over alle de uskyldige mennesker, der døde på den mest forfærdelige måde.” Men Jean Sasson har også medfølelse med Osama bin Ladens familie: For, ”hans handlinger skadede hans egne koner og børn.”

Og: Ikke alene nåede Omar at tilbringe fire år i Afghanistans terroristtræningslejre. I 1996, da han var 15 år gammel, boede han flere måneder alene med sin far på et område af Tora Bora bjerget, som en excentrisk afghansk mullah havde foræret bin Laden. På bjerget er de eneste andre mennesker Omar ser igennem måneder før hans familie ankommer og bliver installeret under de mest primitive forhold, mænd der diskuterer jihad med hans far.

Fra bin Laden til Breivik

Jeg har sammen med kunstner og skribent Uwe Max Jensen en kronik i ugens udgave af Weekendavisen. Den har overskriften “Fra bin Laden til Breivik”.

Fra kronikken: Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker, de fleste børn og unge, i Norge den 22. juli i år. Osama bin Laden myrdede 3000 mennesker i USA for snart ti år siden i al Qaedas til dato mest spektakulære angreb. Er der fælles træk mellem de to terrorister og deres liv? Og er der tale om gale mænd?

En retspsykiatrisk vurdering må afgøre om, Breivik er egentlig sindssyg. Umiddelbart ser det ikke ud til at være tilfældet. Det samme gælder i forhold til afdøde bin Laden, der ofte og forfejlet er blevet affejet som en nihilistisk galning i en jordhule i Tora Bora.

Hvad der først og fremmest kendetegner de to terrorister er deres radikalitet, deres fanatisme. De er mænd, der har konkluderet, at hvis man vil vinde en krig, må man slå til hvor det gør modstanderen mest ondt.

Boykot boykotten

Jeg har en kommentar i denne uges Weekendavisen om den meningsløse kulturboykot af Israel. På billedet Yehuda Amichai.

Fra kommentaren: Et væsentligt formål for kampagnen er naturligvis også, at verden skal boykotte besøg af israelske akademikere og forfattere, der har den israelske stat i ryggen. Det har disse akademikere og forfattere formentlig ofte, gennem universiteter eller kulturstøttekroner. For at forenkle sagen kunne man måske fuldstændig forbyde udgivelse og læsning af israelske forfattere. Før noget sådant sker, vil jeg citere fra Israels store digter Yehuda Amichais digt ”Jerusalems økologi”: ”Luften over Jerusalem er tung af bøn og drømme/som luften over industriområder/Svær at ånde”.

Den gode muslim

I London var jeg for nylig til et arrangement med forfatteren Tahmima Anam, der er prisbelønnet forfatter og født i Bangladesh. Jeg har anmeldt hendes seneste, glimrende bog “The good muslim” for Weekendavisen i denne uge.

Fra anmeldelsen: “Historien er set gennem den 32-årige datter Mayas øjne. Efter syv års fravær vender hun hjem til familiens hus i hovedstaden Dhaka. Året er 1984, altså 13 år efter at borgerkrigen sluttede i 1971. Maya ankommer til et hus, der synes indhyllet i religiøsitet. Ikke blot fordi man sørger over broren Sohails døde hustru, men også fordi Maya og broren har valgt forskellige veje efter krigen. Sohail, der kæmpede med guerillaerne mod det pakistanske militær, begyndte allerede kort efter krigens slutning at frekventere den moske, han ellers har foragtet. Nu er han blevet en prominent religiøs leder i lokalsamfundet. Da han sender sin søn Zaid i en madrasa, en religiøs skole, langt væk, optrappes konflikten mellem bror og søster.”

Mordet på en far

Jeg har i London mødt den unge forfatter Aatish Taseer, der er søn af den myrdede guvernør, Salman Taseer i Pakistan. Interviewet er i denne uges Weekendavisen.

Forfatteren fortalte om sin nye bog, men især om sit komplicerede forhold til sin far. Faderen Salman og Aatishs mor Tavleeen havde en kortvarig affære i 1980. Siden han var halvstor har Aatish forsøgt at få kontakt til sin far.

Fra interviewet: “Selv om han læser et morsomt afsnit op fra sin aktuelle roman – om tåbelig konversation i finere, indiske kredse – og forsikrer os om at kun fem procent af bogen er fra hans eget liv synes denne thriller også at trække på netop det: En ung mands søgen efter accept fra en far, der egentlig ikke vil vide af ham. Det faktum, at man kan være vokset op blandt sikher og ikke være religiøs men opfattes som muslim, blot fordi ens far er det. Bogen er skrevet i jeg-person. I en togkupé spørger en ung mand til hvilken religion hovedpersonen Rehans mor tilhører: ”Ud fra et perverst ønske om at simplificere mit liv over for en fremmed i et tog, sagde jeg mens jeg løj overdrevent: ”Hun var også sikh, men blev muslim efter at hun giftede sig med min far””.

Fanøs fribyforfatter

Jeg har interviewet Fanøs fribyforfatter Noufel Bouzeboudja til denne uges Weekendavisen. Han kommer fra Algeriet, er født i 1981 og har nu arbejdsro i to år, hvor han bor i Sønderho på Fanø.

I interviewet, der ikke er online, siger Noufel blandt andet: “For algierne er seksualitet, religion og politik tabuer”. Selv holder han sig ikke tilbage for at skrive om sådanne emner. Man kan læse mere om Noufel på hans hjemmeside

Shahens fald

Jeg har for nylig anmeldt Abbas Milanis aktuelle biografi The Shah til Weekendavisen, Den er fascinerende læsning.

Fra anmeldelsen: “Bogen er skrevet med et ønske om at forstå den shah, der gav Iran både »kulturel frihed og politisk despoti«. Som fik storhedsvanvid på grund af oliepenge i 1960erne og 1970erne. Som var besat af faren fra kommunismen og ikke forstod, at han i højere grad skulle have taget sig i agt for mullaherne. Når mullaherne vandt, mener Milani, skyldtes det ikke mindst, at de var de eneste, der fik lov til at organisere sig. Shahen gav ikke folk politisk frihed.

Men hvor hans far, den magtfulde Reza Shah, holdt mullaherne i stramme tøjler, gav shahen moskeerne og de religiøse centre lov til at gro frem.

Biografen Milani tilbragte selv et år som politisk fange – han var marxist – i fængsel under shahen.

I dag er han en af de talrige iranske dissidenter i Vesten og også direktør for Iran-studieprogrammet på Stanford Universitet i USA. Hans bog fortæller ikke blot om de politiske begivenheder, der dominerede shahens regeringsperiode, men også om shahens private liv.

Shahen var gift tre gange. Første gang i et arrangeret ægteskab, som shahen hørte om samme dag, som det blev annonceret for den iranske nation. Men Fawzia, der var søster til den egyptiske kong Farouk, kunne ikke producere en mandlig arving. Endnu et ægteskab løb af stablen, før shahen som 40-årig giftede sig med den 21-årige, billedskønne Farah Diba, der fødte fire børn, herunder den ældste søn Reza. I tilgift var der den strøm af kvinder, der i årenes løb blev fløjet ind fra Europa for et rendez-vous med shahen.”

Indvandrerkunstner – eller kunstner?

Jeg har i en kronik i Jyllands-Posten skrevet om begrebet indvandrerkunstnere kontra kunstnere. Man bevæger sig i et minefelt, når man udtaler sig om dette.

»Jeg skriver på fransk. Jeg er født og opvokset i Frankrig.« Sådan hørte jeg for nylig forfatteren Faïza Guène, der ses på billedet, sige på en litteraturfestival i København. Guéne har skrevet flere satiriske romaner om immigranternes liv i de franske forstæder.

Udtalelsen var en affejning af interviewerens spørgsmål om immigrantlitteraturens vilkår i Frankrig. Men er det forkert at stille spørgsmålet? At betegne Guéne, der er datter af algierske immigranter, som algiersk-fransk?

Også undertegnede betegner med mellemrum en forfatter eller skuespiller som irakisk-dansk, iransk-dansk, algiersk-fransk eller nigeriansk-britisk, fortsæt selv listen. Hvad er der galt i det?

Spørgsmålet om man opfatter kunstnere som indvandrerkunstnere derimod, mener jeg har meget at gøre med, hvad de optræder med og skriver om.  Læs hele kronikken her

Totalitarismens ansigter

To vidt forskellige, men spændende forfattere, har gæstet København i de seneste uger. Den ene Gÿorgy Dragoman, voksede op i Transsylvanien, Rumænien under Ceacescus styre. I romanen “Den hvide konge”, der er udformet som en omtrent punktumløs og fremragende monolog, fortæller den 11-årige dreng Djata om det absurde og totalitære system, han er omgivet af.  Faderen er sendt i arbejdslejr ved Donau-kanalen. Hans mor har forbud mod at undervise. Djata forsøger at overleve. Jeg har skrevet om mødet med Dragoman og bogen her

Og forleden fortalte Joumana Haddad fra Beirut om sin bog “Jeg dræbte Sheherezade”. Bogen er en samling af aggressive og frimodige essays om kvindelighed, sex, sprog med mere. Artiklen om Sheherezade kommer inden længe på rights.no.

Fra Haddads bog: “Det er ikke nemt at være en kvinde, der skriver kompromisløst i et arabisk land. Det er ikke nemt at tage sit tøj af , lag efter lag, foran fremmede”.

Drengen fra Agadir

Drengen fra Agadir er Ditte Birkemoses seneste krimi. Det er en spændende bog, der tager læseren på rejse til Marokko, et møde med radikal islam, en marokkansk feminist og meget mere.

Jeg har skrevet om bogen og også nævnt en anden bog, en norsk krimi, der ligeledes tør gå i kødet på  et tabu beslægtet med islam, nemlig æresdrab.

Derudover minder jeg om to film, der  også beskæftiger sig med emnet. Den ene er en bosnisk film om en mands møde med wahabismen i Sarajevo.

Den anden er en fremragende fransk film om mordet på syv munke i Algeriet i 1996. Læs mere på rights.no