af Helle Merete Brix

Egypten, salafister og muslimske brødre

Forleden blev jeg på TV2News bedt om at kommentere den forestående valgsejr til de islamiske partier, det vil i praksis sige Det Muslimske Broderskab og salafisterne. Som om det ikke var galt nok, formodentlig er heller ikke en eneste kvinde valgt. I et land som Egypten betyder det virkelig noget.

Salafisterne går mere eller mindre åbenlyst ind for vold, ønsker adskillelse mellem mænd og kvinder og vil endda have pyramiderne tildækket.

Det Muslimske Broderskab taler om, at demokrati og islam kan spille sammen og at de ikke ønsker at begrænse kvindernes rettigheder. Men kender man Broderskabets historie ved man, at de heller ikke er gået af vejen for at bruge vold. Et særligt kendetegn ved dem er deres fleksibilitet og dobbelte dagsorden. For hvad siger brødrene indadtil? Og hvad bliver Egyptens fremtid?

Peter Plys på persisk

For nogle år siden talte en iranskfødt ven og jeg om vore fædre over en kop kaffe. Jeg fortalte en anekdote om min, der kunne finde på at sammenligne sine medmennesker med litterære figurer. En dag i bussen på vej hjem fra arbejde, var han kommet til at træde en mand over foden. Min far undskyldte. Manden stirrede bedrøvet på min far og sagde: ”Jeg er blevet trådt på hele livet. Så hvorfor ikke også nu?”.

”Jeg grundede over, hvem han mindede om. Men det var jo Æselet fra Peter Plys”, sagde min far triumferende, da han ringede og fortalte mig om episoden. Og hvad sagde min iranske ven, da jeg fortalte anekdoten? Han så på mig og sagde: ”Jeg kender ikke Peter Plys”.

Hele min kommentar kan læses i bogsektionen i denne uges Weekendavisen.

Nøgenhed som våben mod mørkemænd

I solidaritet med den egyptiske blogger Aliaa Magda Elmahdy, der for nylig smed tøjet i protest mod,  hvad hun opfatter som en stigende islamisering af Egypten, poserer den iransk-danske billedkunstner Firozee Bazrafkan nøgen. Læs mere på Denfri, hvor kunstneren Uwe Max Jensen har skrevet om sagen.

Et digt om Muhammedkrisen

Peter Legård Nielsen er en god ven af mig. Sammen med Farshad Kholghi redigerede vi i 2005 bogen “Fri tale: Danske kunstnere om ytringsfrihed”.

Nu er Peter aktuel med en digtsamling: “Digte fra et ukendt sted”, som udgives af forlaget Vandkunsten. Den indeholder blandt andet et digt om Muhammedkrisen. De sidste linier lyder sådan her:

For hver selvmordsterrorist/der dræber uskyldige/bliver tegningen/mere sand.

Et andet digt indeholder disse linier:

Tolerancen/er i dag/så stor/at du kan/gå på tv/eller udtale/til aviserne/at utro kvinder/og homoseksuelle/skal stenes/af religiøse grunde/og stadig være/ekspert på området

Douglas Murray i topform

Douglas Murray er en god bekendt og en af Europas mest begavede kritikere af radikal islam og multikultur. Jeg grifler løs på en rapport fra  Trykkefrihedsselskabets konference om ytringsfrihed i weekenden til mine norske arbejdsgivere på Human Rights Centre. Murray, der er fotograferet på konferencestedet i Vartov, var i topform, vittig og skarp.

Et mord og en bombe

I dag, på selve årsdagen for mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, smed nogen en brandbombe ind af vinduerne til det satiriske magasin Charlie Hebdo´s redaktionslokaler i Paris. Lokalerne er raserede, men ingen kom heldigvis noget til. Samtidig blev magasinets website hacket, der blev vist islamiske billeder og tekst om islam. Læs mere om angrebet, mordet på van Gogh og den fremragende forestilling “Can we talk about this?”, her

Kan vi tale om dette?

Har netop været i Berlin og set Lloyd Newsons danseforestilling “Can we talk about this?” – om ytringsfriheden, multikultur og islam. Det er et brag af en forestilling. Den er på verdensturné og kommer også til Storbritannien men ikke til Danmark. Jeg skriver om den inden længe. Videoen fra forestillingen kan se her: http://www.dv8.co.uk/projects/canwetalkaboutthis

Kan man være glad i låget og åndelig dyb?

I irritation over Sørine Gotfredsens bog “Den åndløse dansker” har jeg skrevet en kommentar i denne uges Weekendavisen. Fra kommentaren:

“Det er det rene vrøvl at åndelighed er lig med alvorlighed. En guru, prædikant eller forfatter bliver ikke mindre åndfuld, fordi han eller hun river vittigheder af sig under foredraget eller i sine bøger. Eller har et lyst sind.”

Gotfredsen skriver et sted i bogen forundret om det fænomen, at “kendte og dødelige i broget flok strømmer ud i Bella Centret, fordi Dalai Lama igen har sat sig i skrædderstilling for at tale om fred i vor tid«.

Ja, hvorfor mon: “Når Dalai Lama også har ikke-buddhister blandt sine læsere og fans skyldes det måske, at det kan være inspirerende at møde et menneske og en forfatter, der har måttet flygte fra sit land og i øvrigt har levet et højst tumultarisk og vanskeligt liv – men stadig virker glad i låget. Nå nej, det sidste er jo ikke rigtig fint. Eller udtryk for åndelig dybde.    Nutidens interesse for mennesker, der ikke blot taler om åndelighed som et intellektuelt fænomen – men forstår åndelighed som både væren, tanke og følelse, skyldes ikke mangel på kritisk sans. Tværtimod.”

Mord i slørenes by

Jeg har anmeldt tre bøger i denne uges Weekendavisen, en af dem er Zoë Ferraris glimrende krimi Slørets by.

Fra anmeldelsen: “Der er et væld af tildækkede kvinder i den amerikanske forfatter Zoë Ferraris spændingsroman, i hijab, niqab og abaya og hvad det alt sammen hedder. Men der er også en kvinde i Slørets by, der aldrig mere får brug for at dække sig til. Hun ligger halvnøgen og mishandlet på en strand med sit mørke hår spredt ud på siden som ”tentakler på en giftig søanemone”. En fisker finder hende, fremsiger en bøn og tilkalder politiet, der kommer på hårdt arbejde. For den myrdede er ikke den sædvanlige stuepige, dræbt af sin saudiske arbejdsgiver. Så hvem dræbte hende og hvorfor? Ferraris kender Saudi-Arabien indefra. Hun boede to år i landet som hustru til en palæstinensisk-saudisk mand. Hendes krimi er en fortsættelse af hendes debutbog Den sidste sura, der er udkommet i 30 lande. Slørets by kan dog læses uden at man kender den foregående, og den er værd at læse.”

Et kærlighedsbrev til Iran

Det var med både irritation og interesse at jeg for nylig begav mig uden for det centrale London til et jødisk kulturcenter i Golders Green. I et lille lokale med udsigt til den lavere beliggende del af haven, præsenterede den iranskfødte journalist Kamin Mohammadi sin debutbog The Cypress Tree: A love letter to Iran.

Til at interviewe Mohammadi havde Hampstead Litteraturfestival allieret sig med den palæstinensiskfødte forfatter Samir el-Youssef.

Irritationen skyldes rørstrømske passager i Mohammadis bog som for eksempel den om iranske kvinder, der kan ses dansende natten væk i vovet tøj og næste morgen klædt i chador, græder over en afdød imam i moskeen. De mestrer problemløst ”At feste og bede”. Åh, hold op. Og så den overdådige hyldest til landets ældgamle kultur og civilisation, som omtrent enhver iransk erindringsbog synes at indeholde.

Men bedst som man irriteres, læser man videre og finder interessante og velskrevne afsnit om Mohammadis klan. For eksempel om mormoderen Fatemeh Bibi, der satte 12 børn i verden og som giftede datteren Mina væk mod hendes vilje. Om Mina, der er barnløs og var en art reservemor, dengang Mohammadis mor hyppigt ledsagede sin mand på forretningsrejser. I moden alder og som enke nyder Mina sin frihed og at ryge og skvadre med Mohammadi natten lang, når niecen besøger hende i Teheran. Læs hele reportagen på den norske side rights.no