Her kan man se, hvordan debatten mellem den franske journalist Caroline Fourest og en gruppe af islamister spandt af for nylig på et universitet i Bruxelles. Gruppe af islamister råber blandt andet “burka bla, bla”. Jeg har skrevet om sagen og andre overgreb på ytringsfriheden på Den Korte Avis
I dag for 23 år siden udstedte ayatollah Khomeini sin fatwa over forfatteren Salman Rushdie på grund af romanen De Sataniske Vers. Rushdie fik ayatollahen heldigvis ikke ram på; han lever i dag et relativt frit liv med bopæl i New York.
I 2004 blev den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh myrdet på åben gade i Amsterdam – på billedet ses det væld af roser, kort og fotos, som hollandske borgere lagde ud for at mindes Theo kort efter mordet.
Slaget om ytringsfriheden er langtfra vundet i Vesten. Der berettes hypppigt om nye episoder, forleden blev således den franske journalist Caroline Fourest, der har skrevet kritisk om islamismen, forhindret i at tale på et universitet i Bruxelles. En gruppe af muslimer optrådte så intimiderende, at det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg har skrevet artiklen “Ned med ytringsfriheden” i dagens udgave af Den Korte Avis.
Inden længe har filmen om Margaret Thatcher premiere i Danmark. Den får titlen “Jernladyen”. I London for nylig spurgte jeg to mennesker fra den britiske medieverden om, hvad de syntes om Thatcher.
Forfatteren Nick Cohen, der er på venstrefløjen mente, at når man ser tilbage må man konkludere, at ”udenrigspolitisk havde hun fuldstændig ret”. Her hentyder Cohen naturligvis til Thatchers forståelse af vigtigheden af en fast militær og ideologisk politik over for Sovjetunionen.
”Thatcher vandt de økonomiske krige, og hun tabte aldrig et valg. Det venstreorienterede establishment, der former vores kultur har aldrig været i stand til at tilgive hende for det, eller for det faktum at de i høj grad var irrelevante for hende”. Sådan skriver filmkritikeren og grundlæggeren af den konservative tænketank New Culture Forum Peter Whittle i sin anmeldelse af filmen i magasinet Standpoint. Læs hele artiklen på Den Korte Avis
Den iransk-danske kunstner Firoozeh Bazrafkan er uenig med feministerne. De tager ikke de problemer op, der vedrører muslimske kvinder i Mellemøsten og i Vesten.
Jeg har for nylig interviewet Bazrafkan til rights.no. Fra interviewet: Bazrafkan har kontakt til iranere i Iran, også uden for hendes egen familie: ”Rigtig mange unge iranere, mænd og kvinder mellem 18-30 år fra byerne, henvender sig til mig. De har fundet mig på internettet og så skyper vi sammen. De spørger for eksempel til, hvordan vi debatterer Irans situation i Vesten, om der er iranere i Europa, der tager del i debatten og om vi støtter frihedsbevægelserne. De er også interesserede i at få at vide, hvad Vesten mener om Iran? Og om vi har råd til, hvad de kan gøre.” Læs mere på rights.no
Cafeen er ikke blot et socialt mødested, det er også et fantastisk arbejdssted. Her kan man anmelde bøger, skrive i sin elskede notesbog, når man trænger til en pause fra den bærbare, læse avis og rapporter og ordne forretninger over sin smartphone. Blot for at nævne et par sager.
Hver gang jeg er i Paris slår det mig, hvor almindeligt det er at se franskmænd – og kvinder – der bruger cafeen som arbejdssted. Det er ikke helt så udbredt i København – endnu. Jeg kan ikke undvære cafeen og har ikke tal på de mange af dem, hvor jeg har skrevet dele af mine bøger og fået ideer til nye kommentarer, artikler og projekter.
Jeg har skrevet en kommentar i denne uges Weekendavisen om det farlige liv, som mange musikere og sangere lever.
Fra kommentaren: “I det vinterlige København blev der for nylig afholdt en konference med titlen ARTSFEX. Deltagerne – hvoraf jeg var en – frøs som hunde i Kunstakademiets Festsal og man måtte rende udendørs efter kaffen. Men formålet var udmærket, at styrke opmærksomheden omkring censur af kunstneres ytringsfrihed. PEN og Freemuse havde organiseret det hele. Sidstnævnte organisation arbejder for musikere og komponisters ytringsfrihed og har til huse i det indre København.”
Og videre: “Arbejdet, som Freemuse udfører er varieret: Fra workshops i Pakistan og Afghanistan til at holde øje med, hvad der sker i verden på musikfronten. I skrivende stund er seneste nyt blandt andet historien om et drab på en kurder i Tyrkiet, der en aften på en bar bad orkestret om at fremføre en folkesang på hans modersmål. Der er også den marokkanske rapper El Haked, der har siddet fængslet i månedsvis, formentlig fordi han i sine tekster udfordrer regimet.”
På billedet ses den egyptiske musiker Ramy Essam, der fik overrakt Freemuse prisen 2011, november i Stokholm. Læs hele kommentaren i den trykte Weekendavisen.
Valentine Gobys bog er en udpræget kvindebog. Det skyldes sproget og fokus på kroppe, følelser og stemninger.
Ikke fordi historien i Valentine Gobys lille roman ikke kan appellere til begge køn. Vi er i 1943 i Frankrig, og vi følger tre mennesker over et skelsættende døgn og i glimt fra deres fortid: Chefbødlen Henry D., der rejser rundt med sine assistenter og sin transportable guillotine, når myndighederne forlanger, at et hoved skilles fra en krop. Englemagersken Marie G., der venter på at blive henrettet og som har bedt om bøger, hun alligevel ikke magter at læse i sin dødscelle: »Kærlighedsromaner med lykkelige afslutninger«. Og Lucie L., hvis mand er i arbejdslejr i Tyskland. Lucie gør, hvad hun kan for at abortere, og hun har udtalt den sætning, der er bogens titel. Den henfører til de mange elskere, der forstod sig på penetration, men ikke på blidhed.
Bogen er også en anledning til at reflektere over, hvad der er typisk maskulint og feminint i litteraturen. Den mest androgyne forfatter jeg kan komme i tanke om er den belgiskfødte franske forfatter Marguerite Yourcenar, den første kvinde, der fik sæde i det franske akademi. Hun skrev ikke blot blændende men også med et maskulint overblik og en feminin sans for detaljer. Måske er det nu om stunder politisk ukorrekt at tillægge køn sådanne specifikke egenskaber. Men er det helt forkert? Læs hele min anmeldelse af bogen i Weekendavisen
”Uden religiøs frihed, ingen politisk frihed”.
Sådan lyder den sidste sætning i en bog, som jeg for en sjælden gangs skyld som anmelder vil betegne som uundværlig. Bogen har titlen Silenced: How Apostasy and Blasphemy Codes Are Choking Freedom Worldwide (Oxford University Press, New York, 2011). Forfatterne er Paul Marshall og Nina Shee. Forfatterne er begge tilknyttet centret for religiøs frihed ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, Marshall som Senior Fellow, Shee som direktør.
Bogen er båret af et engagement og af en ligefremhed med hensyn til at forklare problemets omfang, der er vedkommende. Den fortæller, hvordan kravet om straf for blasfemi og dermed krav om straf for de, der kritiserer islams dogmer for længst er flyttet fra de muslimske lande til Vesten. Og at det er livsvigtigt, at forstå, at det er i det lys, man skal se presset fra Organisationen af Islamisk Samarbejde (tidligere Organisationen for den Islamiske Konference, red.), og de mange slagsmål i FN om hvorvidt man skal vedtage resolutioner mod blasfemi og racisme.
Læs mere om bogen på rights.no
Konferencen for nylig i København om kunst og ytringsfrihed var et vældig godt initiativ. Hvor vi i dag ved ganske meget om problemer med journalister og forfatteres ytringsfrihed, kniber det mere, når det drejer sig om kunstnernes problemer, altså faggrupper som billedkunstnere, musikere, sangere og skuespillere. Som flere paneldeltagere pegede på, optræder de sjældent i de rapporter om menneskerettighedsovergreb, som ellers kan give nyttige fingerpeg om situationen i det pågældende land. Det er glimrende at få kortlagt kunstner-problemet og få styrket arbejdet for dette på globalt plan.
Men man måtte som tilhører undre sig over, at problemet med islam eller islamismens rolle, omtrent ikke blev nævnt. En enkelt paneldeltager, Carole Karemera, generalsekretær i Arterial Network, nævnte problemer med religion og tradition og specifikke problemer i dagens Marokko og Tunesien. Og den konservative politiker Per Stig Møller, der var udenrigs-og senere kulturminister i den forrige danske regering, mindede i sit oplæg om, at ”vi havde problemer med de muslimske lande, der ville have forbud mod religioner”.
Men hvad med filminstruktøren Theo van Gogh, der blev myrdet på åben gade i 2004 i Amsterdam? Hvad med nylige fejlslagne angreb mod kunstnere som Lars Vilks og Kurt Westergaard? Blot for at nævne nogle eksempler. Det blev postuleret fra flere paneldeltageres side, at kunstnerne er meget optaget af arbejdet med at sikre ytringsfriheden for trængte kolleger. Det har Westergaard og Vilks nu ikke mærket meget til. Dertil kommer problemer med selvcensur blandt udøvende kunstnere. Islam sætter sit stempel på kunstneres ytringsfrihed ikke blot i muslimske lande, men i høj grad i dagens Europa. Læs mere på rights.no
”Jeg har været Deres hustru i årevis. Jeg har givet Dem mange børn. Gud ved, at jeg kom til Deres seng som jomfru, og jeg overlader det til Deres samvittighed at sige, om det var så eller ej.”
Året er 1529 og den der udtaler ordene på knæ foran kong Henrik den ottende og en række betydningsfulde mænd i tribunalet i Blackfriars Abbey er en lille, svær kvinde: Katarina af Aragonien, kongens hustru. Årsagen til dramaet er, at Henrik er blevet ramt af ”kærlighedens pil”, som han begejstret skriver i et brev til sin nye unge og smukke udkårne. Hun hedder Anne Boleyn, er hofdame uddannet i Frankrig og Bruxelles, intelligent og elegant og udstyret med ”en fantastisk manke af mørkt hår” og en ”lang, hvid svanehals”.
Sådan beskriver forfatteren G.J. Meyer hende i sin meget læseværdige bog ”Tudors” – fremragende oversat af Lissi Nordahn Bredsdorff. Og kongen er som forhekset af Anne, der til gengæld er klog nok til ikke at acceptere blot at blive hans elskerinde. Hun vil være hans hustru og dronning.” Begæret efter Anne fører til et brud med pavemagten og baner vejen for den protestantiske kirke i England. Læs hele anmeldelsen i denne uges Weekendavisen.
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46