af Helle Merete Brix

Model i mændenes land

”Vores kultur kan være barsk for den menneskelige sjæl, og den er undertrykkende over for kvinder. Hvis ikke den var det, hvor er så alle de lykkelige pakistanske kvinder? Vær venlig at vise mig dem.   Naturligvis findes de, ligesom der er gode mænd og gode familier. Jeg kommer selv fra sådan en familie. Men generelt er Pakistan et land for mænd.”

Rooshanie Ejaz er model i Pakistan. Jeg  mødte hende i Oslo og interviewede hende til Den Korte Avis og rights.no. Læs videre her

Den frie musik og en fatwa

Den algierske rai sanger Khaled – rai betyder mening – måtte forlade sit hjemland i en alder af kun 26 år. I midten af 1980erne erklærede de algierske fundamentalister udøverne af raimusikken krig. Adskillige blev dræbt.

Khaled bor i Belgien. Hans CD Liberté, er formidabel. Jeg blev mindet om ham for nylig, da jeg interviewede percussionisten Simona Abdallah. Dygtige Abdallah har nemlig varmet op for Khaled. Interviewet bringes på Den Korte Avis.

Men heller ikke i Vesten kan musikere være sikre på at kunne udtrykke sig frit. Den iransk-tyske rapper Shahin Najafi har således netop fået en fatwa for sin sang Imam Naghi, som handler om den tiende imam, en af shia-islams 12 betydningsfulde imamer.

Fatwaen er uddelt af en ayatollah fra Irans hellige by Qom. Den religiøse webportal shia-online har øjensynlig sat en pris på Najafis hoved: 100.000 US dollar. En anden webportal, der har tætte forbindelser med den iranske regering, opfordrer til at man finder Najafi og dræber ham. Det minder uhyggeligt om fatwaen mod Salman Rushdie i 1989.

I aften demonstrerer eksiliranere mod fatwaen foran den iranske ambassade på Østerbro.  Mere om fatwaen mod Shahin Najafi hos blandt andet Freemuse

Om selvudgivelser, bøger til iPad med mere

Engang måtte debuterende forfattere finde sig i hvad som helst: At gå forgæves til et møde, fordi forlæggeren i smug spiste frokost med Kurt Fromberg, befandt sig i New York eller blot havde glemt det rendez vous, som debutanten havde set frem til i årevis.

Med tiden bliver relationen ofte bedre, og med tiden bliver de fleste forfattere også mere selvbevidste: Argumenterer for omslag med følsomt forfatterfoto og flap; eller vover at fnyse af forlæggerens tilbud om at redigere en antologi med et tocifret antal medvirkende for en tusse. Før hun siger ja tak.

Teknikker som print on demand har dog gjort det muligt for forfattere helt at frigøre sig fra forlæggere, der forbliver nærige, glemsomme og stivsindede. Bøger sættes i produktion uden at forfatteren må gå fra loftskammer og hjem. De smides på amazon eller saxo.com og sælges over nettet. Der findes forlag som Underskoven, som udgiver hvad som helst, blot forfatteren betaler gildet. Men så skal hun heller ikke dele overskuddet med nogen.

Læs resten af min kommentar om selvudgivelser, digitale udgivelser, bøger til iPad med mere i denne uges Weekendavisen

Når Guds trone vakler

Det er en glimrende forestilling, som man lige nu kan se på Får302 i København. Velspillet og også vittig, selvom den behandler et alvorligt emne: Homoseksualitet i Iran, der straffes med døden.

På billedet ses de to medvirkende Daniel Nordback (der også er medinstruktør på forestillingen) samt Farid Tristan-Sohrabi. Jeg har skrevet om forestillingen i dagens udgave af Den Korte Avis

Det smukkeste kvarter i Paris

Marais er det smukkeste kvarter i Paris. Det er også det ældste og jeg bor her, hver gang jeg er i Paris. Med snævre og gamle gader og en lang række fine pladser og parker er det et kvarter man kan få timer, mange timer til at gå med at spadsere rundt i.  Jeg har skrevet en artikel om kvarteret i Den Korte Avis

Rachid Ghannouchi i Bourget

“Jeg har tillid til Allah og mit folk”. Rachid Ghannouchi, lederen af det islamiske Ennahda parti i Tunesien og en af pingerne fra det såkaldte arabiske forår, talte for nylig i Bourget uden for Paris. 7000 mennesker i den kønsopdelte sal hujede og klappede og sang med på den tunesiske nationalsang.

Hvert år afholder Unionen af Frankrigs Islamiske organisationer konference over fire dage i Bourget. Det er en populær begivenhed. I den store udstillingshal går man i kolonner.

Jeg har skrevet en reportage om Europas største islamiske begivenhed for Den Korte Avis. Læs den her

Vilks´kamp for ytringsfriheden

“Nyhamsläge: I 1996 grundlagde Lars Vilks den fiktive stat Ladonia, der omkranser hans monumentalskulptur Nimis, der er placeret på den skånske kyst nær fiskerlejet Arild. Enhver kan for et beskedent beløb på formedelst 12 dollars blive statsborger i Ladonia. Den mulighed har foreløbig 15.000 mennesker benyttet sig af. Og nu er grundlæggeren selv blevet en slags statsoverhoved.

Det føles i hvert fald sådan, da vi besøger Lars Vilks i hans hjem lige udenfor den skånske flække Nyhamnsläge. På den prosaiske jordvej, der fører fra hovedvejen ned til Vilks’ lejede hus, er der opstillet en campingvogn og et mobilt toilet. Campingvognen benyttes af to politifolk fra Skånes politi, der beder os vise pas eller kørekort og checker vores bagage, inden vi kan få foretræde for Vilks.”

Læs hele Uwe Max Jensens og mit interview med den svenske kunstner Lars Vilks – der ikke har kunnet leve et normalt liv siden han i 2007 tegnede islams grundlægger Muhammed som rundkørselshund – i denne uges Weekendavisen.

En monolog om Osama

Kan man skrive en monolog om Osama bin Laden? Ja, og det mærkelig er, at der ikke forlængst er skrevet en sådan. Samtidig er der overalt i Europa et væld af kunstneriske projekter i gang, der involverer den norske massemorder Anders Behring Breivik. Jeg undrer mig over prioriteringen i kunstverdenen.

I samarbejde med billedkunstneren og skribenten Uwe Max Jensen er jeg derfor gået i gang med en sådan monolog om Osama: De forskellige karakterer, herunder Osama, hans yndlingssøn Omar, Omars mor Najwa, der var Osamas første hustru samt blandt andre en barndomsven og en ung tilhænger, skal spilles af samme person på scenen.

Om vi finder en skuespiller og et teater må tiden vise. Jeg skriver ihvertfald på manuskriptet.  Billedet viser omslaget til den bog, som Omar og Najwa skrev i samarbejde med den amerikanske journalist Jean Sasson. Det er en tl tider sentimental men interessant bog, som jeg anmeldte for Weekendavisen sidste år i forbindelse med 10-årsdagen for 11. september.

I nazisternes udryddelseslejr

For nylig var jeg i Det Jødiske hus i København. En 86-årig kalotklædt herre talte for en omtrent udsolgt sal.  Han spøgte undervejs i sit foredrag, han flirtede med en ung kvinde, der stiller ham et spørgsmål og han sluttede – smukt – med en sang.

Men Philip Bialowitz, som manden hed, talte om et forfærdeligt kapitel i det tyvende århundredes historie og i sit eget liv: Den nazistiske udryddelseslejr Sobibór i Polen.

Til daglig bor Bialowitz i det USA, hvortil han emigrerede som ung efter 2. verdenskrig. Den pensionerede juveler er en af i dag kun otte overlevende fra udryddelseslejren, hvor nazisterne myrdede 250.000 mennesker. Læs reportagen på Den Korte Avis

Kvinderne og det arabiske forår

Jeg har netop set The Doha Debates – BBC`s program om de store politiske spørgsmål i den muslimske verden. Det sendes fra Doha i Qatar. Denne søndag drejede programmet sig om hvorvidt der var grund til optimisme, hvad angår kvindernes forhold efter omvæltningerne i Egypten, Libyen og  Tunesien. Ved publikumsafstemningen var svaret et rungende JA, men panelisterne var naturligvis ikke alle af denne opfattelse.

Der blev givet kloge advarsler mod for megen optimisme fra den egyptiske politolog Iman Bibars og den tunesiske feminist og researcher Khedija Arfaoui. Sidstnævnte kunne fortælle, at ud af 47 kvinder i det nye tunesiske parlament er de 42 islamister.

På billedet ses programmets tilrettelægger og moderator Tim Sebastian med den egyptiske politolog Rabab el Mahdi; hun forekom forbøffende ubekymret over islamisternes indflydelse i det nye, egyptiske parlament. Se debatten her