Et nyt år skal i gang, og jeg har store forventninger til det. Til de, der klager over tidens dårligdom, ufred i verden og al den slags, har jeg dette at sige: Krig er en almindelig tilstand, det er freden der er en historisk anomali. Jeg har levet 53 år af mit liv i fredstid og jeg er svært taknemmelig for det.
Jeg håber at ytringsfriheden vil vinde sejre i det nye år, både ude og hjemme. Og at endnu flere mennesker vil engagere sig i dette livsvigtige emne.
Godt Nytår til alle!
Den amerikanske forfatter Natalie Goldberg har i en menneskealder skrevet om at skrive og undervist andre. Jeg er gået i gang med at genlæse hendes bog Long Quiet Highway: Waking up in America. Om hvordan hun begyndte at skrive, om sammenhæng mellem meditation og skrivning, om buddhistisk praksis og skrivning og meget mere.
Goldberg nævner, hvor meget hun hadede at gå i skole som barn – hvor jeg forstår hende. Det samme gjorde jeg. Men ligesom hun har jeg haft fantastiske lærere, der gjorde en forskel. Goldberg nævner den lærer, der en dag bad eleverne om blot at lytte til regnen udenfor, uden konkret formål, blot lytte. Hvilken strålende lærer.
Og hvilken dejlig bog, den kan varmt anbefales, hvis man interesserer sig for alt dette. Så anderledes end andre bøger jeg har læst om det at skrive, om at vælge at blive forfatter. Den burde være på skolernes pensum.
Den 14. februar 2013 – på årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie – kan man møde den svenske tegner Lars Vilks og komiteen bag ham i Krudttønden på Østerbro.
Sammen med billedkunstneren og journalisten Uwe Max Jensen tog jeg for nylig initiativ til at oprette Lars Vilks Komiteen
Siden Vilks tegnede Muhammed som Rundkørselshund har han ikke kunnet leve et normalt liv. Vilks følges altid af to politibetjente, og der bor fast to betjente på hans ejendom i en lille by uden for Helsingborg.
Komiteen består nu af otte danskere, der er kendt for at blande sig i debatten om ytringsfriheden: Udover Initiativtagerne er der tale om billedkunstner Firoozeh Bazrafkan, godsejer Bernt Johan Collet, historiker Mikael Jalving, skuespiller Farshad Kholghi, redaktør Niels Ivar Larsen og lokalpolitiker Jaleh Tavakoli.
Så meld dig til og mød op den 14. februar og bland dig i debatten om ytringsfriheden!
Jeg medvirkede i går på Kulturen, TV2 NEWS. Anledningen var en kommende ny udgave af O´s historie, Pauline Rèages berømte roman fra 1954 om kvinden O, der lader sig installere på slottet i Roissy, Agnete Dorph Stjernfelt er i færd med at oversætte bogen, der udkommer på forlaget Rosinante.
O´s historie er en brutal, men smukt skrevet fortælling om en kvindes fuldstændige underkastelse; på slottet må hun ikke må se mænd i øjnene og bliver pisket for den mindste forseelse.
Man kan udgive sådanne bøger i dag uden problemer. E.C. James´ trilogi om seksuel dominans, Fifty Shades of Grey, storsælger verden over. Forfatteren har åbent erklæret, at bogen om den unge Anastasia der indleder et forhold til den sadistiske rigmand er udtryk for hendes egne fantasier. Men kunne man forestille sig en dominerende mand, der åbent skrev en roman om, hvor vild han er med at bestemme over kvinder? Hvor inciterende han synes, det er at give kvinder pisk? At en sådan mand gav udtryk for, at bogen afspejlede hans egne fantasier?
Jeg tror, den pågældende ville blive jaget ud af om ikke byen, så af det gode selskab. Tænk blot de rasende udfald mod filminstruktøren Jørgen Leth, der skrev denne sætning: “Jeg tager kokkens datter, når jeg vil”.
Siden den svenske tegner og kunstteoretiker Lars Vilks i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund, har han ikke kunnet leve et normalt liv. I dag bor der fast to betjente på Vilks´grund. Han bor i et lille hus i en by uden for Helsingborg.
Skal Vilks ud og købe ind, holde foredrag eller andet, følger et par betjente med. Jeg tog derfor for nylig, sammen med billedkunstner og journalist Uwe Max Jensen, initiativ til en komité til støtte for Vilks. Man kan læse mere om komiteen her.
Det første offentlige møde med Vilks bliver i København den 14. februar 2013 – årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie. Så sæt kryds i kalenderen.
“Skal sandheden frem, så er jeg syg for at få mig en øl”. Anmodningen blev for nylig fremsat over for mig i en hviskende tone. For den pågældende, den libysk-norske filminstruktør Nizam Najjar, var i København med en tidligere libysk militsleder, Haj-Siddiq. Skal den gode forbindelse til Siddiq opretholdes, ja, så drikker Najjar, der er født muslim, officielt ikke alkohol.
Najjar og Siddiq var i byen for at promovere førstnævntes lille perle af en film Diary from the Revolution. I filmen følger vi instruktøren, fra han marts 2011 kysser kæresten Lene farvel i lufthavnen i Oslo og igennem de næste mange måneder, hvor han, bevæbnet med et kamera, bor sammen med Siddiqs oprørsmilits i Misrata og er et vidne til Gaddafis fald.
Det lykkes ham at vinde Siddiqs tillid, og han udnævnes militsens officielle fotograf. Mændene er først skeptiske, men Siddiq har blik for den pr-værdi, det giver at blive filmet: ”Tak først Gud, så kameraet”, siger han til sine mænd. Læs mere om filmen her
For nylig traf jeg Sherine Amr i Oslo. Den 28-årige krølhårede Amr er noget så usædvanligt som heavy metal sanger og musiker i Egypten.
Amr kalder sig selv ”Den eneste kvinde i Egypten, der skriger”. Hun er bekymret for Det Muslimske Broderskabs indflydelse, ikke mindst hvad angår kunstnernes frihed:
“De lægger sag an som enkeltindivider mod journalister, mediepersoner med flere. Særligt sager mod især kvindelige kunstnere, som de anklager for at have udøvet ”offentlig fornærmelse””.
Amr fortæller også, at hun altid har skulle tjekkes af arrangørerne, før hun er gået på scenen i Egypten. De vil vide, hvad hun har på af tøj og den slags. Læs hele interviewet med Amr her
Da jeg for nylig udgav essaysamlingen Sex, frihed og fatwa vakte et ret uskyldigt essay om sex en vis opsigt. Weekendavisens anmelder Jacob Mchangama så det som et “smukt forsvar for kvindens seksuelle frihed”. Et essay, der “undsiger både “den feministiske seksualforskrækkelse” og “vulgærpornoen”.
Hvorimod en ligeledes mandlig anmelder fra Kristeligt Dagblad helst havde været det pågældende essay foruden.
Jeg fik lyst til at blande mig i debatten om den storsælgende bog bogen Fifty Shades of Grey. Jeg har skrevet dagens kronik i Politiken. Læs den her
Læs mere om Sex, frihed og fatwa her
Over to dage i Oslo fremlagde kunstnere fra hele verden forleden vidnesbyrd om kunstens vilkår kloden over. En meget interessant og intens konference med deltagelse af kunstnere fra blandt andet Danmark, Norge, Zimbabwe, Mali, Tibet, Algeriet og Pakistan.
Konferencens titel var “All that is banned is desired”. Min reportage om konferencen trykkes i Weekendavisen, formodentlig på fredag.
Igen i dag demonstrerer Hizb ut-Tahrir, denne gang organisationens kvindeafdeling. Der er tale om en protestmarch, “Stop blodbadet i Syrien, etabler Kilafah”, som der står på organisationens hjemmeside i forbindelse med indkaldelse til demonstration.
For nylig skrev Farshad Kholghi og undertegnede et åbent brev til Chadi Freigeh – her fotograferet for nylig ved demonstrationen mod den islamkritiske film foran USA´s ambassade. Freigeh er medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir i Skandinavien. Her skriver vi blandt andet: “Chadi, på jeres hjemmeside er du beskrevet som blandt andet »forfatter og samfundsdebattør«. Hvad har du i øvrigt udgivet? Men nuvel, du er forfatter, og så er Salman Rushdie jo din kollega. Må han komme på besøg i kalifatet og uden frygt for sit liv sige, hvad han sagde for nylig i et interview til en dansk avis: »…jeg foretrækker Biblen for Koranen, fordi den rummer mange flere fortællinger. Bibelen er narrativ, Koranen er først og fremmest instruktiv«.
Og videre: “I Sudan hængte man i 1985 den 74-årige tænker Mahmoud Taha. Taha havde skrevet, at man måtte skelne mellem de belæringer, som Muhammed gav i Mekka og Medina, fordi det var i Medina, at hele lovkomplekset, shariaen, kom til. Han ville lægge vægten på Mekka-belæringerne, altså belæringer, som Muhammed gav, før han fik politisk magt. Må man i dit kalifat frit udgive tekster med sådanne synspunkter? Eller vil det betyde fængselsstraf eller afkortning af hovedet?” Brevet er trykt som kronik i Jyllands-Posten og kan læses i sin fulde længde her
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46