af Helle Merete Brix

Rend os i revolutionen

Glæder  mig til at sidde i panel på mandag med Naser Khader, Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli og Kahttan Jasim. Mikael Jalving er ordstyrer, og det handler om Det Arabiske Forår.

For er der grund til optimisme? Eller går det så skidt, at man næsten længes tilbage mod de gamle diktatorer?

Debatmødet løber af stabelen mandag den 15. april klokken 19.30-21.30 i bogcafeen Den Hemmelige i Toves galleri, Vesterbrogade 97. Læs om debatmødet og tilmeld dig på facebook eller hos Helle Merete på helmerbri@gmail.com

30 år med islam på Bourget i Frankrig

Traditionen tro har jeg været i Bourget for at besøge den årlige islamiske konference. I år var det 30. gang, den løb af stabelen. Mig bekendt er det Europas største begivenhed på den islamiske front. Konferencen – fire dage med foredrag, bogsalg og hovedtørklædesalg, boder for Frit Syrien, boder, der protesterer mod Israels politik, debat og meget mere er arrangeret af Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer. Denne paraplyorganisation er domineret af Det Muslimske Broderskab. Det præger i høj grad valget af talere.

Sidste år ville UOIF have haft den verdenskendte, rabiate skriftlærde Yussuf al Qaradawi til at tale ved konferencen. Det forhindrede den franske regering. I år har man – som andre år – i stedet inviteret endnu et ikon i kredsen af næstformanden i Yussuf al Qaradawis institution “Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning” – der legaliserer dødstraf for frafald i en islamisk stat.  Han hedder Abdallah bin Bayah, er tidligere justitsminister i Mauretanien og bor og underviser i dag i Saudi Arabien. Han nyder stor anseelse i kredsen omkring Det Muslimske Broderskab.

Artikler følger inden længe på blandt andet Den Korte Avis. På mit ret mørke billede ser man den kønsopdelte foredragssal på Bourget. Ti tusinde mennesker venter på, at Hassan al Bannas barnebarn, Tariq Ramadan, skulle gå på scenen. Hver en stol var besat, og bagerst stod vi som sild i en tønde.

Om sufier og Guds hemmelige landkort

Arbejder på en række korte tekster om religion. Her er den første:

“Sufien hvirvler og hvirvler og hvirvler i sin gennemsigtige dragt og den farvede fez på hovedet. Rundt og rundt med lukkede øjne og et ret lykkeligt smil. Skoenes farve? Den har jeg glemt.

Langt væk fra den dansende sufi kommer en digter i vanskeligheder på grund af en enkelt linie: ”Drømmer om at betræde Guds hemmelige landkort”.

Og i et land uden sufier og digtere, hvor befolkningen er døve efter at have lyttet til konstante råb om Allahu Akbar, tegner børnene i mange år efter kun med to farver: Sort og rødt. Sort for mændene. Mændene med lange lokker og blanke blikke. Rødt for blodet.”

Sex, frihed og glæden ved at skrive

Ikke alle kan blive store forfattere, men alle kan lære at skrive bedre. Igennem 13 år har jeg haft kurser i at skrive fiktion og erindring. Det har jeg skrevet om i min aktuelle essaysamling Sex, frihed og fatwa: “Skriv en erindring”, siger jeg som noget af det første til kursisterne. Enkelte går, flere bliver, adskillige siger, at de intet kan skrive, men de fleste kan, for vi bærer alle på erindringer, og vi hører om døde søskende, seksuelle overgreb eller blot en lykkelig lejrtur.

Det er naturligvis bedst, hvis der er flere lag i en tekst. Litteratur bliver ikke til litteratur, medmindre vi bevæger os under planet af de selvfølgeligheder, som den almindelige samtale ofte består af. En efterårsaften, hvor det rusker i de tynde ruder i undervisningslokalet, lander vi i Saudi Arabien: Det er blevet nat, to børn stiger ud af et lokalt fly, de er tolv år gamle og fra Danmark, og der er så mange stjerner i Saudi Arabien, at rummet omtrent ikke har plads. Senere i fortællingen forgifter lokale drenge en vild hund, som børnene havde taget til sig.”

Kunsten at sælge sig selv

“…Jeg møder virkelig mange kreative mennesker, som føler en modstand mod at søge – og måske ligefrem mod at tjene penge”.

Sådan skriver Majken Ingvordsen i sin bog Fundraising til kreative projekter – Kunsten at sælge sig selv. Jeg er ved at læse bogen, og jeg tror hun rammer plet. Ingvordsen giver selv en mulig forklaring i bogen: “De har måske en dybtliggende følelse af, at de ikke har fortjent pengene. Eller måske har de en romantiseret fordom om, at penge spolerer det ægte kunstneriske udtryk”.

Har Ingvordsen ret? I så fald må der gøres noget ved det!

Vilks succés fortsætter

Knap en uge efter at Lars Vilks stod på scenen i Krudttønden, en udsolgt sal og massiv mediedækning, glæder jeg mig over at det næste arrangement er på plads. Det bliver den 16. maj på Østerbro Bibliotek og handler om politisk kunst. I panelet sidder udover Vilks tre andre billedkunstnere: Uwe Max Jensen fra Lars Vilks Komiteen, Michael Brammer og Kristian von Hornsleth. Moderator er Line Rosenvinge.

Tilmeldingerne åbner i begyndelsen af april. Man kan blive medlem af Lars Vilks Komiteens støttegruppe på facebook, her bliver alle arrangementer slået op. Eller man kan holde øje med komiteens hjemmeside

På billedet ses blandt andre Lars Vilks og Uwe Max Jensen fra komiteen, før det hele går i gang. Og så var sikkerheden i top!

Et mekka for det frie ord

Så er der udsolgt til Lars Vilks arrangementet på torsdag. Det er glædeligt, at folk på denne måde bakker op om ytringsfriheden.

Men hvad har politikerne tænkt sig at gøre for ytringsfriheden? Vil de andet end at snakke? Jeg har foreslået at skabe en månedlig ytringsafrihedssalon på Christiansborg. Her er sikkerheden blandt andet i top.

Listen over mennesker, der skal have beskyttelse omkring sig, bliver længere og længere, senest blev historikeren Lars Hedegaard forsøgt myrdet i sit hjem.

Men man skal ikke være bange for at invitere folk, fordi de har brug for beskyttelse omkring sig. Det er vigtigt, at sådanne folk får en platform. Mit indlæg i Politiken kan læses her

15 pladser tilbage til Lars Vilks på torsdag

Så er der 15 pladser tilbage til torsdagens arrangement med den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Den nystiftede Lars Vilks Komité, som jeg er initiativtager til og koordinator for, har valgt årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie, som den dag, vi holder vores første offentlige arrangement med Lars Vilks.

Lars Vilks blev verdensberømt, da han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund, et bidrag til en kunstudstilling, hvor temaet var hund. Men det er en berømmelse, der har haft sin pris. Vilks lever i dag med permanent politibeskyttelse.

Man kan læse mere om arrangementet torsdag aften, om Lars Vilks og komiteen bag ham og melde sig til her

Retten til det frie ord

Det begyndte med Salman Rushdie og en fatwa mod hans roman De Sataniske Vers i 1989. Det er foreløbigt – uden at vi endnu præcist ved, hvad der er motivet bag gårsdagens drabsforsøg på historikeren Lars Hedegaard – kulmineret med at en kugle fløj over Hedegaards hoved, da han åbnede døren for et falsk postbud.

Det er nærliggende at tro, at drabsforsøget er motiveret af Hedegaards kritiske udtalelser om islam. Og hvis dette er tilfældet, så er motivet dermed også det samme som motivet bag fatwaen mod Salman Rushdie samt de mord og mordforsøg, der fandt sted på hans udgivere og oversættere.

Så hvad er kuren mod dette? At blive ved med at sige, skrive, trykke og tænke, hvad man mener. At støtte de mennesker, der bliver ramt af dette.

På livsfarlig mission i Teheran

Marg bar Amrika” råber folkemængden. Det betyder ”Død over Amerika” på persisk. Ben Afflecks prisbelønnede og anmelderroste film ”Operation Argo” begynder i Teheran i vinteren 1979. Den bygger på en virkelig og fantastisk redningsaktion, hvor seks ambassadeansatte må illudere canadiske filmfolk for at komme ud af landet i live.

Shah Muhammed Reza Pahlavi er flygtet ud af landet og er i USA, hvor den kræftsyge tidligere regent ligger på hospitalet. Folkemængden foran den amerikanske ambassade i det nordlige Teheran vil have shahen udleveret fra USA. Ayatollah Khomeini har endnu ikke konsolideret sin magt i et nyt, gennem-islamiseret Iran. Men det gør han snart.

”Er cirkusset derude ikke lidt højere i dag, end det plejer?”, siger Bob Anders, den ældste ansatte på ambassaden. Han står ved vinduet i det amerikanske konsulat og kigger ud. Demonstrationer foran ambassaden er blevet en dagligdags ting.

Men netop den dag, den 4. november 1979, bliver dette cirkus af råbende demonstranter til livstruende alvor: Den første demonstrant kravler over hegnet og ind på ambassadens grund. Det varer ikke længe, så er en mængde bevæbnede mænd fulgt efter, og mere end 50 ansatte på ambassaden er taget som gidsler. Seks af gidslerne flygter gennem en bagdør.

Det sjældne billede her er en art valgplakat fra 1980. Det er taget af historikeren Torben Hansen, der som en af få vesterlændinge var i Teheran i denne periode. Jeg har skrevet om hvorfor og om filmen i Den Korte Avis