Debatindlæg bragt i Politiken den 26. januar 2014
Peter Gøtzsche rejser en vigtig debat med sit fokus på den omfattende brug af psykofarmaka. På to punkter: Han udfordrer myten om, at psykisk sygdom er biologisk betinget. Han stiller spørgsmålstegn ved, om det er gavnligt at bruge medicin ved for eksempel depressive tilstande.
Jeg skal på ingen måde afvise, at der er situationer og mennesker, hvor medicin kan være nødvendigt. Men det verdenssyn, der dominerer inden for psykiatrien har brug for at blive udfordret. Er man som jeg vokset op med en psykisk syg forælder – min mor var manio-depressiv – gør man sig nogle tanker om, hvad årsagen er.
Jeg er som voksen endt med at opfatte sindssygdom som en form for flugt. Når livet gør for ondt, kan vanviddet føles lettere. Der er, mener jeg, hos den syge tale om en særlig sårbarhed i sindet, som der naturligvis må tages vare på.
Når man ofte ser at sygdommen går igen i familier i generationer, tror jeg, at det man risikerer at ”arve” er oplevelser, situationer, adfærdsmønstre. At undgå sygdommen begynder med at man beslutter sig for, at man har et valg. At ens opvækst ikke behøver styre ens fremtid. Det er blevet min egen lykkelige erfaring.
Det kræver, at man taler om, hvad man har oplevet som barn. At vokse op med en psykisk syg forælder er ofte at bære på ensomme og uhyggelige oplevelser i sit sind. I min familie var det sådan, at min mor i sine depressive perioder klamrede sig til min far. I sine maniske perioder mente hun, han ville slå hende ihjel og ville intet have med ham at gøre.
Da min mor på et tidspunkt var indlagt på lukket afdeling, var jeg 12 år gammel. Det er ingen rar oplevelse at gå på besøg et sted, hvor ens mor er låst inde. Og hvor en medpatient ikke vil have et stykke af den chokolade, man har med, fordi hun tror, den er forgiftet. Men det er en ”almindelig” oplevelse som barn af en psykisk syg.
Min mor endte med at tage sit liv, som en del psykisk syge. Jeg var tretten år, da det skete. Da jeg blev voksen, kom der perioder, hvor en diffus og vældig angst truede med at slå min verden itu. Jeg ville ikke have nogen form for medicin. Jeg begyndte i stedet, med professionel hjælp, at sætte ord på, hvad jeg havde oplevet som barn.
Hvor jeg i årevis knap havde noget socialt liv, blev min verden langsomt men sikkert større. Og mere livfuld. En dag var jeg i stand til at flyve verden rundt på egen hånd, tryg og glad.
Der er andre forklaringsmodeller på psykisk sygdom end den biologiske. Det betyder, at man kan undgå at ”overtage” tidligere generationers sygdom. Ligesom man kan komme igennem vældige livskriser uden medicin. Dette alternativ har ingen bivirkninger, andet end at man måske bliver klogere på sig selv. Og på livet. Og det er da vel ikke så galt?
“De mennesker, der forsvarer ytringsfriheden forsvarer hele samfundet”, sagde redaktør og forfatter David Pryce-Jones ved Lars Vilks Komiteens og Ateistisk Selskabs fælles arrangement i Krudttønden. Som grundlægger af Lars Vilks Komiteen synes jeg, vi flot fik markeret 25. året for fatwaen mod Salman Rushdie.
