af Helle Merete Brix

Formidable Alice Munro

Den canadiske nobelprismodtager Alice Munro er en mester ud i novellekunsten. For nylig anmeldte jeg hendes seneste bog Livet i Weekendavisen. For første gang inddrager Munro sit eget liv og fortæller også om sine forældre: “Hjerteskærende og med præcision skildrer Munro faderen, der efter krigsårene må opgive sin farm af ræve og mink, sælge den for en ”rystende lille sum” og tage, fornemmer man, opslidende arbejde på det lokale støberi.

Hun skildrer også moderen, der kører bil med en ”nervøs højtidelighed” og som har foretaget et trin op af den sociale rangstige, for hun er gået fra at være datter af fattige gårdfolk til at blive lærerinde. Men hun er blevet en kvinde, som ingen rigtig bryder sig om, som folk finder ”nævenyttig og alt for sippet”. Absolut en bog værd at læse.

Landevejen til kalifatet

“Frygt, Allah broder, frygt Allah”. Sådan lød det fra den radikale prædikant Omar Bakri og hans unge proselytter fra Hizb ut-Tahrir, når de i 1990ernes Storbritannien forsøgte at komme forbi moskeernes “care-takers”. Enten mere liberale moskeer, eller moskeer, domineret af konkurrerende, islamistiske bevægelser.

En af de bøger, der danner baggrund for artiklen er afhopperen Maajid Nawaz´selvbiografi Radical. Nawaz fortæller blandt andet om det sus, det gav, dengang 12.000 mennesker udråbte kalifatet ved en verdenskongres på Wembley Stadion i samme periode. I dag kan Hizb ut-Tahrir slet ikke trække så mange mennesker, og der er et væld af andre islamistiske tilbud. Læs artiklen i Berlingske

Demokratiet der blev væk

Ungarn og Budapest er populære rejsemål. Men hvad sker der i disse år politisk i landet? Oversætteren Peter Eszterhás ser med bekymring på udviklingen: “Det var ikke, hvad vi drømte om. Men demokrati skal man øve sig på”, siger han i dette interview med mig, som Berlingske bringer i dag.

Eszterhás fortæller blandt andet om, hvordan en despotisk regering i dag slår ned på forfattere, som man ikke kan lide, for eksempel den verdensberømte forfatter Péter Esterházy: “Tidligere var han en forfatter, der ofte blev inviteret ud på skoler og indbudt til symposier. Det sker ikke nu. Sådan rammer regimet de forfattere, man ikke bryder sig om”.

Kina, Tibet og Dalai Lama

Var på en interessant opgave for Berlingske Udland i går: Den drejede sig om den tibetanske eksilpremierministers besøg i Danmark og om de lande, der vægrer sig ved at modtage Dalai Lama. Det handler naturligvis om, at man ikke vil genere kineserne.

Interessant er det også, at tibetanerne i 2011 brød med Dalai Lamas funktion som både politisk og religiøst overhoved.

Det er en funktion, som Dalai Lamaerne ellers har siddet på siden 1642 og til og med den 14. Dalai Lamas flugt fra Tibet i 1959. Nu er Dalai Lama blot religiøst overhoved. Man kan læse artiklen her

Det sidste vidne

“Vi vidste, at hvis de kom igen, ville de af strategiske grunde formentlig være beskyttet af nattens mørke. Vi tænkte altid: Hvad vil der ske i nat?”

Den i dag 89-årige munk Jean-Pierre Schumacher skjulte sig, da islamiske terrorister en martsnat i 1996 for anden gang mødte op på klostret i Tibhirine i Algeriet. De bortførte og skar senere halsen over på syv munke, syv af Schumachers venner.

Har anmeldt Freddy Derwahls samtalebog med Schumacher i dagens Weekendavisen. Schumacher er det sidste overlevende vidne fra Tibhirine og bogen er ganske vellykket.

Barn af modstandskampen

“Jeg sad længe og stirrede på et blank stykke papir”. Vi var en lille, men engageret kreds af mennesker, der var mødt op i Helle Meretes Saloner for at høre Dorthe Emilie Røssell fortælle om arbejdet med sin bog Jeg brød et løfte.

Røssell blev ikke ved med blot at kigge på papiret. Det var ingen nem bog at skrive, men skrevet blev den. Og solgt i hele 4000 eksemplarer. Bogen handler om at vokse op under krigen, hvor Røssells far var stærkt engageret i modstandsbevægelsen. Som helt lille blev Røssell inddraget i det farlige arbejde. Og hun holdt igennem 60 år sit løfte til sin far om ikke at fortælle om sine oplevelser: “Du må passe på med ikke at fortælle noget. Der er de, der har dårlige ører”, sagde Røssells far altid.

Røssell fortalte således aldrig om, at hun havde set sin far blive slået til invalid for øjnene af sig i Shellhuset. Retssagen mod gerningsmanden, Gestapo-bødlen Ib Birkedal Hansen – som var den sidste af besættelsestidens forbrydere, der blev henrettet – er noget af det, Røssell beskriver i bogen Eftertid. Røssell fortalte de fremmødte om, hvordan hun ved hjælp fra forfatteren Peter Øvig Knudsen fik fremskaffet de sagsakter, som omhandler forældrenes vidneudsagn. De indgår i bogen side om side med Røssells egne erindringer om tiden. 

En af tilhørerne pegede på, at Røssells barske opvækst måske havde skærpet hendes fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert her i verden. Der udspandt sig også en interessant diskussion om vigtigheden af at fortælle om sine traumatiske oplevelser.     

De global-gale

Har skrevet ugens kommentar i Bøger, Weekendavisen. Med udgangspunkt i forsiden på Lene Andersens seneste bog Danmark 2030 – hvorfor altid det muslimske hovedtørklæde som symbol på mangfoldighed, hvorfor aldrig sikhernes turbaner eller hare krishnas skaldede isser – har jeg skrevet om den globaliseringsbevidste elite.

Det er en elite, der “erklærer, at de færdes lige hjemmevant i New York, Gaza og Ganløse. En elite, der hovedrystende ser på den danske andedam, hvor ikke mindst diskussioner om indvandring og nationens sammenhæng er so yesterday. En elite, der kun har hån, spot og latterliggørelse til overs for de umoderne gammeldanskere, der sidder forskræmte bag kolonihavelågerne med deres grisekød og maniske flagen.” Kommentaren er ikke online. Man må købe avisen!

Ny ytringsfrihedspris i Danmark

Lars Vilks Komiteen, som jeg grundlagde sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen i vinteren 2012, har indstiftet en ny ytringsfrihedspris. Den har navnet Guldhunden og består af en forgyldt skulptur, fremstillet af den svenske tegner og kunsthistoriker Lars Vilks.

Prisen gives til et menneske, der har ydet en indsats for kunst og ytringsfrihed. Den uddeles hvert år på Lars Vilks´ fødselsdag, første gang den 20. juni 2014, i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler på Christianshavn.

Komiteen blev stiftet for at støtte Vilks´ret til at tænke, tale og udtrykke sig frit. Vilks har levet med politibeskyttelse døgnet rundt igennem mere end tre år. Årsagen er, at han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund. Siden har han været udsat for mordforsøg, overfald og chikane.

Komiteen arrangerer offentlige møder med Vilks og gæster i København. På billedet ses Bjørn Nørgaard i samtale med Vilks ved et møde i sommeren 2013 i Krudttønden på Østerbro.

Nærmere oplysninger om overrækkelsen af Guldhunden fra midten af maj måned her på bloggen og på www.larsvilks.com

Kampen mod dødsstraf

Tre iranskfødte, kvindelige digtere var for nylig på scenen i København som led i et træf for fribyforfattere og tidligere fribyforfattere i Skandinavien. En af dem var Asieh Amini, som jeg har interviewet til Weekendavisen. Det bliver bragt på fredag.

Amini har gennem mange år været optaget af kampen mod dødsstraf. Og ikke mindst af kampen mod Irans henrettelser af mindreårige. Amini er tidligere fribyforfatter i Trondheim. I dag har hun fået et politisk asyl og bor i byen med sin mand og sin datter.

Det er altid inspirerende at møde mennesker, der er oprigtigt engagerede i vigtige sager. Og som er villige til at betale prisen for det – her i form af et eksil. Eksillivet er ikke nemt, hvad Amini også fortæller om i interviewet.

25. året for fatwaen mod Salman Rushdie

“De mennesker, der forsvarer ytringsfriheden forsvarer hele samfundet”, sagde redaktør og forfatter David Pryce-Jones ved Lars Vilks Komiteens og Ateistisk Selskabs fælles arrangement i Krudttønden. Som grundlægger af Lars Vilks Komiteen synes jeg, vi flot fik markeret 25. året for fatwaen mod Salman Rushdie.

Journalist og filminstruktør og menneskerettighedsaktivist Gita Sahgal samt forfatter Henryk Broder var de øvrige gæster fra udlandet. Saghal afviste at tale om et civilisationernes sammenstød og mente at man på den måde stødte frihedselskende mennesker i blandt andet de muslimske lande fra sig.

Henryk Broder talte om den politiske korrekt hed og den selvcensur, som han anså for at være langt farligere end egentlig censur.

På billedet ses Clarissa Pryce-Jones, gift med David, i samtale med Broder, før det går løs.