af Helle Merete Brix

Det forsømte land

Mit interview med forfatteren Noo Saro-Wiwa om Boko Haram og Nigeria er publiceret på hjemmesiden for Human Rights Service i Oslo.

Fra interviewet: ”Der er en skizofreni i Nigeria. Nigerianere klager over, at verden marginaliserer dem, men samtidig går de op i, at de ikke vil trampes på af Vesten. Boko Haram er særdeles antivestlige i deres indstilling. Derfor har der været nigerianske kommentatorer og politikere, der har givet udtryk for, at det kunne give bagslag at tillade USA og andre vestlige lande at blande sig, at man på den måde ville vække Boko Harams vrede i yderligere grad og også blive inddraget i USA’s krig mod terror. Men hvis Vesten ikke havde engageret sig i denne sag, hvem havde så? Skal vi måske vente på, at Pakistan, Saudi Arabien eller Malaysia træder ind på scenen? Det kommer jo aldrig til at ske”. Læs hele interviewet her

De farveblinde Kalashnikov´er og de brunhudede frihedskæmpere

Debuterer i Magasinet Doxa, som jeg synes er et friskt pust i den danske medieverden. Med udgangspunkt i terrorangrebet på Charlie Hebdo, som fik Lars Vilks Komiteens pris i oktober i København, har jeg skrevet om den farveblinde, islamiske terror:

“Den frihedskamp som Charlie Hebdo fører, for magasinet insisterer på at bestå, føres også af mennesker med muslimsk baggrund, med fremmed baggrund, både i Vesten og i de muslimske lande”. Man kan læse hele kronikken her

Tyrkiets vidunderlige forfattere

Tilbringer juledagene i selskab med djinner og dervish´er, sufier og ortodokse muslimer og nyder det i den grad.

Læste først Eli Shafaks dejlige bog The Fourty Rules of Love – en roman, der bevæger sig i to spor: Et i nutiden, hvor der fortælles om det sensuelle og rørende forhold mellem husmoderen Ella i Californien og sufien og forfatteren Aziz fra Amsterdam. Samt et, der foregår i 1200 tallets Konya og skildrer virkelige begivenheder: Det dybe venskab mellem Rumi og Shams af Tabriz.

Lykken ved at flyve

Siden jeg for mange år siden overvandt en skræk for at flyve, har jeg været bidt af det. Så meget, at jeg i min seneste bog Sex, frihed og fatwa har viet et helt essay til det: “Havde jeg råd fløj jeg en gang om ugen. Jeg vil blæse på ozonlag og terrorisme og islandske vulkaner. Jeg vil have flere landinger, mere støj og mere fart på fly, når de letter. Flere bjerge at passere, grumsede og uldne skyer, et venligt rum omkring mig, det turkise hav under mig, hvorpå der sejler legobåde eller ingenting”.

På billedet ses en højt elsket lille træflyver, som jeg købte i Durban i 1999. Den har stået i mit hjem lige siden. Det var de søde, sydafrikanske piloter, der på den rejse medvirkede til at flyskrækken forsvandt: “Lean back and enjoy your flight”, sagde de til passagerne. Ja, hvor svært kan det være?

Kan man lære at skrive?

I et essay i min bog Sex, frihed og fatwa skriver jeg sådan her: “Kan man lære at skrive? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, når jeg fortæller, at jeg igennem mange år har undervist politibetjente, husmødre, retorikstuderende og pensionerede direktører, kort sagt, hvad vi kalder almindelige mennesker, i at skrive fiktion. Mit svar er, at ikke alle kan blive store forfattere, men alle kan lære at skrive bedre og at kunsten i at skrive fiktion består i at skrive smukt og præcist, personligt men ikke privat og med distance og nærvær. Det er ikke let.

Som underviser må man slippe nogle af sine fordomme, således en forestilling om at synet er en forudsætning for at kunne beskrive. “En umådelig stor fugl at røre ved”, skrev en tidligere kursist, der var født blind, om engang hun tog på ferie i Jylland og fik lov til at ae en svane. Det var på et specialhold for blinde og svagtseende, for udover hold for ganske almindelige mennesker har jeg hold for, hvad der anses for at være mindre almindelige mennesker, herunder også autister, hvor en hvæsende radiator kan ødelægge en aften, hvor det sner stille udenfor og for psykisk syge, hvor det er klogt ikke at vælge ord til inspiration, som afslutning eller død.”

Man kan købe bogen gennem undertegnede. 150 kr. inklusiv forsendelse. Skriv til hellemerete@hellemeretebrix.com

Nej tak til fatwaer

For nylig deltog jeg i London i konferencen Religious-Right, Secularism and civil rights. Konferencen samlede 250 mennesker fra forskellige dele af verden.

En af deltagerne var den amerikanske jurist Karima Bennoune, der også er forfatter til bogen Your fatwa does not apply here.

Bogen indeholder interviews og omtale af en lang række mennesker, der kæmper mod islamisk fundamentalisme. Og den fortæller om Bennounes egen far, der blev truet på livet af islamisterne under borgerkrigen i Algeriet i 1990erne. Fordi han underviste i udviklingslære.

Jeg er gået i gang med at læse bogen. Den virker lovende.

Charlie Hebdo får Vilks pris

På torsdag, den 9. oktober, modtager det verdensberømte venstrefløjs satiretidsskrift Charlie Hebdo Lars Vilks Komiteens pris. Jeg grundlagde komiteen i vinteren 2012 sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen.

Satiremagasinet har inden for de senere år overlevet både retssager og en brandbombe. Professor emeritus Mehdi Mozzafari og forfatter Birgithe Kosovic overrækker prisen til Gèrard Biard, chefredaktør for Charlie Hebdo.  Man kan denne dag også møde fem af komiteens medlemmer. Ud over undertegnede og Max Jensen er det Niels Ivar Larsen, redaktør på information, Mikael Jalving, historiker og blogger samt Jaleh Tavakoli, cand.scient.soc. og debattør.

Der vil være taler, vin og debat! Alle er velkomne. Læs mere og tilmeld dig her

En komisk brite

Har i London interviewet Shazia Mirza til Tidningen Kulturen i Sverige. Fra interviewet: ”Som komiker og stand-up performer er du nødt til at sige, hvad du mener. I begyndelsen lavede jeg bare vittigheder, det er nemt nok. Men jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg mente om verden og livet. Du bliver først god, når du bliver i stand til at fortælle om dit liv og dine erfaringer på en troværdig måde”.

Og: “Jeg tænker ikke på at jeg er kvinde, når jeg optræder. Jeg tænker at jeg ønsker at være en fantastisk komiker. Jeg tror ikke mange kvindelige komikere tænker over deres køn. Derfor opfattes vi ofte som maskuline, som aggressive. Men det handler ikke om komikerens seksualitet. Ingen af de kvindelige komikere jeg kender er særligt feminine på scenen. De bruger ikke deres seksualitet, og det kan du heller ikke. Du skal være sjov.” Læs interviewet her

Aswanys automobilklub samt konspirationsteorier

“En kæmpemæssig zionistisk organisation regerer USA”. Talspersonen for Hamas? Såmænd ej, derimod den arabiske verdens måske mest berømte nulevende forfatter, Alaa al-Aswany, hvis nye bog om den kongelige egyptiske automobilklub i 1940ernes Cairo, jeg netop har anmeldt for Weekendavisen.

Udtalelsen faldt på arabisk tv sidste år, og mig bekendt er det herhjemme kun journalist Steffen Jensen, der har bragt den frem.

Og bogen? En halvgod roman. For meget på linierne, for lidt imellem dem. Bedst fungerer figuren Mahmoud, der sætter en indbringende escortforretning op – kundegruppen er ensomme, ældre kvinder. Rørende og grumt. Som livet til tider.

Kureishi i varmen

Det er skam muligt at passe anmelderjobbet om sommeren. For nylig skrev jeg om Hanif Kureishis seneste bog The Last Word. Den handler om den aldrende og koleriske forfatter Mamoon, der synes at have træk til fælles med nobelprismodtageren V.S. Naipul.

Det er en bog værd at læse. Jeg har skrevet om den til Weekendavisen: “Den unge forfatter Harry inviteres til  Mamoons landsted, hvor Mamoon bor med sin hustru Liana. De fysiske rammer er idylliske, men det er intet fredeligt sted at opholde sig. Samtidig med at Harry forsøger at få den uvillige og stridbare forfatter til at sige noget væsentligt om sit liv, inddrages han i Liana og Mamoons komplicerede forhold. Liana savner at blive begæret af sin mand, som hun blev det den aften, de var sammen for første gang, og han ”kyssede og kærtegnede hendes fødder og tog hende mindst tre gange”. Liana er ulykkelig, men også besidderisk. Og hun gør det klart, at hun vil censurere, hvad Harry skriver om hendes mand. En magtkamp er begyndt”.