Interesseret i et intensivt skrivekursus i august? Med fokus på fiktion og selvbiografi? Jeg er underviser, og romanforfatteren Signe Pallisgaard er gæstelærer en halv dag.
Digter og romanforfatter Christel Wiinblad holder foredrag en af aftenerne, og der er også en middag med i prisen.
Vi plejer at have det fornøjeligt undervejs. Man kan læse mere og tilmelde sig her
Det var dejligt, at alt gik så fint og fredeligt ved Lars Vilks Komiteen og Mai Mercados fælles konference på Christiansborg. Det var første offentlige møde i Lars Vilks Komiteens regi efter terrorangrebet mod vores debatmøde på Østerbro den 14. februar.
Jeg er medgrundlægger af komiteen og var, som ofte ved komiteens møder, ordstyrer. Emnet var terror og radikalisering og blandt oplægsholderne var Lars Vilks, Stephane Lacombe fra Den Franske Organisation for Ofre for Terrorisme og Sherin Khankan fra Kritiske Muslimer.
Sikkerhedsopbuddet var massivt – betjente med maskinpistoler udenfor og indenfor og masser af folk fra PET. En stor dag. Af symbolsk betydning. Ytringsfriheden er måske demokratiets vigtigste frihedsrettighed.
Det er sjældent, man får lov at brede sig over to sider i en avis med et essay, men det er lige, hvad jeg gør i dagens Berlingske.
Det handler om ofre for terror, om en glemt hat i Krudttønden, om sårede livvagter, om Charlie Hebdo, om en syrisk sanger, der blander islamisk mystik med tango og meget mere.
Essayet kan læses online her
Til efteråret tager jeg 10 dage til Shanghai på researchtur. Min farmor og farfar boede i Kina før revolutionen, og jeg vil gå på jagt efter mine rødder. Som dog nok er bulldozed væk. Men alligevel. På billedet ses de sammen med en missionær og has hustru og et par lokale bekendte.
Det er muligt for mig at tage afsted, fordi jeg fik et legat til turen. Det er rent faktisk muligt at skaffe sig penge til den slags.
Det kan man høre mere om på torsdag, hvor jeg holder oplæg om at blande personligt materiale ind i en fagbog, om at idéudvikle og om at finde penge til sine projekter. Man kan læse mere og tilmelde sig arrangementet her
Har interviewet pianist, rådgiver og forretningskvinde Maiken Ingvordsen til Weekendavisen om hendes nye bog Original. Fra interviewet:
Det handler alt sammen om at kunne leve af sit talent – i sidste ende at kunne sælge. Bøger, CD´er, koncerter, foredrag, undervisning, hvad som helst, der giver kunstnere en indtægt. Og det er her, understreger Ingvordsen, at nettet er uundværligt som salgs-og synlighedskanal.
I Original er der masser af tips til, hvad man selv kan gøre: Hvordan man for få penge booster opslag om sine aktiviteter på facebook og når ud til flere end sine venner. Hvad man kan skrive i et opslag. Hvor vigtigt det er at få udskiftet fætterens amatørfoto af en på hjemmesiden med et professionelt. Hvor vigtigt twitter er, hvis man vil slå igennem på det amerikanske marked. Og alt muligt andet.
Selv har Ingvordsen, når det gælder salg, i dag ”ingen problemer med det”. Hun har kendt til salg fra barnsben, for hendes forældre havde en skobutik på Lolland. Hun blev ”iværksætter af nødvendighed”, da hun stod som færdiguddannet pianist fra Det Rytmiske Musikkonservatorium for 15 år siden:
”Jeg ville udgive en plade. Og lave en musikvideo men havde ingen penge. Så det måtte jeg i gang med at lære selv. Her lærte jeg noget vigtigt: At klippe en film til YouTube til markedsføringsbrug kan være lige så kreativt som at komponere et stykke musik”.
Har skrevet klummen “Den sidste romantiker” i Bøger i Weekendavisen. For har kvindernes erotiske revolution sejret af helvede til? Har vi fået kvinder, der ikke længere har brug for mænd?
Fra klummen: “Det var dengang, hvor mandlige venner begyndte at klage over, at det at kalde en kvinde for feminin blev et voveligt projekt, til gengæld skulle alle være feminister m/k.
Ord som ”sødme” og ”blidhed” ment positivt om en kvinde forsvandt ved samme lejlighed ud af ordbogen, de blev erstattet af ”sej” og ”stærk”. (ikke online).
Billedet forestiller den græske digter Sappho, som jeg synes passer godt som illustration.
På mange måder minder den svenske Muhammedtegner Lars Vilks´ situation om Salman Rushdies. Begge har udfordret islams dogmer. Begge blev/bliver truet på livet. Begge måtte/må leve en tilværelse med uhyre sikkerhedsforanstaltninger omkring sig.
Rushdie har beskrevet årene under jorden i den vidunderlige, selvbiografiske bog Joseph Anton. Og selvom der var større støtte til Rushdie end til Vilks, får man igennem Rushdies bog virkelig forståelse for, hvor uønsket han var mange steder i de år.
Vilks´husvært opsagte lejemålet efter terrorangrebet den 14. februar mod Vilks og komiteens møde i København.
Ikke af denne grund – men af sikkerhedsgrunde – flyttes Vilks for tiden fra safe house til safe house. Han får lov at komme udenfor en gang om dagen.
Lars Vilks Komiteen – der blev skabt med inspiration fra netop Joseph Anton – fortsætter sin støtte og sine møder med Vilks. Det næste finder sted på Christiansborg før sommer.
Har anmeldt Patrick Cockburns lille bog om Islamisk Stat i denne uges Weekendavisen. Cockburn har dækket Mellemøsten igennem 35 år, først for Financial Times, siden for the Independent. Bogen er fremragende.
Fra anmeldelsen: “Cockburn punkterer også myten om den i Vesten højt besungne og sponsorerede Frie Syriske Hær. Cockburn skriver, at befolkningerne i en række områder i Syrien faktisk hilste jihadgrupperne velkomne, fordi de indførte en form for lov og orden i modsætning til Den Frie Syriske Hær, der røvede og plyndrede. Fuldstændig som Taleban i 1990erne oprindelig blev budt velkommen i Afghanistan af samme grunde.”
I dag er det en uge siden, at terroren kom til København. Jeg var arrangør af mødet i Krudttønden med blandt andre Lars Vilks i panelet, der utvivlsomt var målet for det første terrorangreb. Filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt, to livvagter blev såret samt en betjent. Siden forsatte terroristen til synagogen i indre by, hvor han myrdede vagtmand Dan Uzan og sårede to betjente.
Jeg har skrevet en øjenvidneskildring af terrorangrebet og et portræt af Lars Vilks i Weekendavisen Kultur. Fra artiklen, hvor Vilks og jeg ligger i dækning under et bord i Krudttøndens depotrum: “Vilks rækker en hånd op og tager fat i en øl fra en af kasserne. Han kigger på flasken: ”Hvis vi skal ligge her meget længere, kan vi i det mindste få noget at drikke”. På billedet ses Vilks ved en fernisering sidste år i Sverige.
“Jeg bad til at det var en ulykke. At min far ikke var dræbt i et terrorangreb”. I Paris talte jeg for noget tid siden med Guillaume Denoix de Saint Marc, grundlæggeren af Den franske Organisation for Ofre for Terrorisme.
Han mistede selv sin far i et terrorangreb for 25 år siden. Libyske terrorister sprængte et fly i luften over Niger ørkenen. På billedet ses det monument for de 170 ofre, der blev opført i ørkenen.
Organisationen gik straks efter angrebet på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked ud med en støtterklæring til de pårørende.
Læs om hvordan de Saint Marc for år tilbage forhandlede en millionerstatning hjem til alle familierne gennem Gaddafi-familien. Om hvordan han mener de pårørende kan hjælpe samfundet, om hans møde med en af Gaddafis sønner og terroristen Sjakalen og om hvor forskelligt lande som Marokko, Spanien, Rusland og Algeriet forholder sig til terrorismens ofre. Læs artiklen på rights.no
hellemerete@hellemeretebrix.com
mobil 22 92 70 46