Om geder, fatwaer og lignende

At en gammel ged i Iran ville bestemme, hvad en britisk romanforfatter måtte skrive! Sådan sagde den unge forfatter og direktør for tænketanken Centre for Social Cohesion, Douglas Murray, da jeg interviewede ham for nylig i London for nylig. Vi talte om centrets arbejde, ytringsfrihedsspørgsmålet, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 m.m. Og naturligvis også om den sag, der med Murrays ord var det første varselsskud: Ayatollah Khomeinis fatwa mod den britiske romanforfatter Salman Rushdie. Sappho udkommer i midten af juli med et nyt nummer, herunder et interview med Murray.

Brugen af ordet ged fik mig til at tænke på al opstandelsen over Theo van Goghs udtryk gedekneppere. Af hans kritikere blev det udlagt som en grov fornærmelse mod muslimer. Men gedeknepper var utvivsomt van Goghs satiriske betegnelse for rettroende mandlige muslimer, inspireret af Ayatollah Khomeini. For år tilbage fandt og oversatte en iransk ven fra et af Khomeinis ejendommelige skrifter. Ud for “problemstilling nr. 2631” står der: Det er utilbørligt at spise hest, muldyr og æselkød, og hvis nogen har seksuel omgang med dem bliver kødet, haram, (forbudt) og skal føres uden for byen og sælges andetsted.

Jeg ville have indsat et stort billede af Khomeini her i indlægget men fandt det for deprimerende. I stedet har jeg fundet et fotografi af en valgplakat fra begyndelsen af 1980erne fra Teheran. Khomeini optræder ganske vist på billedet, men i lidt mere neddæmpet form. Billedet er taget af historikeren Torben Hansen, min medforfatter til bogen I Krigens Hus, der som ung trotskist var et begejstret øjenvidne til den iranske revolution. Dog blegnede Hansens begejstring, da Hizbollah (Guds Parti) myrdede unge kommunistiske demonstranter for øjnene af ham i Teherans gader. I Sapphos åbningsnummer, der nu ligger nogle år tilbage, interviewede jeg Hansen om hans oplevelser. Interviewet, der har titlen Khomeini og venstrefløjens blinde øje kan læses her: http://www.sappho.dk/Nr.%201%20Okt.2005/Hansen.htm