Skriveråd i en coronatid

Lige nu tilbringer de fleste af os meget tid i hjemmet. For skrivende mennesker kan det være en hjælp at skabe en form for struktur.  Jeg videregiver her nogle gode råd om at skrive, flere af dem har du muligvis hørt før, men det kan være nyttigt at genopfriske dem:

Prøv at skrive en lille smule hver dag. Gerne på samme tidspunkt. Den verdensberømte forfatter Anaîs Nin gjorde netop dette. Hun var af den opfattelse, at det at skrive hver dag gjorden en ”rede” – et godt, gammelt dansk ord, der på moderne dansk kan oversættes til at være klar.  Men jeg foretrækker ”rede”.

Prøv eventuelt at skrive en form for dagbog. Det kan blot være noter eller strøtanker – dette vidunderlige ord, der så urimeligt ofte forbindes med noget sjusket eller sløset, men som jo er noget helt andet – eller betragtninger og ideer. Eller historier, som du  måske ikke orker at få skrevet færdige lige nu, men som kan skrives færdig på et senere tidspunkt.  Jeg er selv gået i gang med en samling af tekster, korte fortællinger. Heller ikke jeg har i denne ejendommelig tid ro nok til at koncentrere mig om noget langt og sammenhængende, og så vælger jeg en mere fragmenteret form.

Man kan også med fordel bruge tiden på at læse. Det gør jeg selv. Jeg er ofte i gang med flere bøger på samme tid. Lige nu læser jeg blandt andet den verdensberømte forfatter Haruki Murakamis roman Trækopfuglens krønike – et fantastisk moderne eventyr, der foregår i dagens Tokyo og hvis omdrejningspunkt blandt er en forsvunden kat. På mine kurser taler vi ofte om det vanskelige og spændende i at skrive indledninger. Her er indledningen til Trækopfuglens Krønike:

”Telefonen ringede, mens jeg var ved at koge spaghetti ude i køkkenet. Jeg havde stillet ind på FM og fløjtede med på ouverturen til Rossinis ”Den tyvagtige Skade”, den perfekte musik at koge pasta til.
Da telefonen ringede, overvejede jeg at lade den være, for spaghettien var næsten færdig, og Claudio Abbado var lige ved at bringe Londons symfoniorkester til et musikalsk klimaks. Men selvfølgelig skruede jeg ned for gassen og gik ind i stuen for at tage telefonen. Det kunne jo være en af mine bekendte, der ringede til mig om et nyt job.
”Jeg vil gerne bruge ti minutter af din tid”, sagde en kvindestemme uventet.”

Der er også anden litteratur, der måske kan inspirere. Jeg refererer i min undervisning ofte til Colin McCanns bog Breve til en ung forfatter. (ung forstået som ny i skrivefaget, man kan være både 17 eller 80). Her et citat fra bogen fra kapitlet Skriv en trosbekendelse: ”Hvad tror du på? Hvad vil du udrette ved at skrive? Hvem er det, du vil skrive til? Hvad er dit forhold til sproget?” Måske kan det inspirere.

Hvis du gerne vil have McCanns bog og læse den lige nu, så kan den fås som ebog til en billig penge her: https://www.arnoldbusck.dk/boeger/ordboeger-og-skoleboeger/breve-til-en-ung-forfatter

God skrivelyst!