Mandela og apartheid

“Jeg var i slutningen af trediverne, og jeg havde kunnet stemme for første gang i mit liv. Det var utroligt. En vidunderlig euforisk følelse. Jeg kunne bestemme, hvem der skulle være med til at regere landet”.

Sådan oplevede den farvede forfatter Chris van Wyk valget i 1994 i Sydafrika, hvor Nelson Mandela blev Sydafrikas første, sorte præsident.

Da jeg mødtes med van Wyk i 2008 i Johannesburg, boede han ikke længere i sin barndoms township. Han var flyttet til et af de områder, der tidligere var forbeholdt hvide.

“Han har en vidunderlig udstråling”, sagde Meg, en midaldrende hvid kvinde, der var indehaver af Durbans ældste bed and breakfast. Det var Mandela, hun talte om. Her boede jeg noget af tiden – og som en dronning – da jeg besøgte Durban i år 2000. Megs familie havde ydet advokatbistand til Mandela. Men hun var ikke på nogen måde begejstret for ANC. Hun beundrede den afrikanske kvinde for at være “hårdtarbejdede” og for at gå “regelmæssigt i kirke”.

“Ti år med frihed”, stod der på den t-shirt, som den sorte pige bar i Cape Town i bydelen Green Point, der har masser af bøssebarer og “gay-friendly” guesthouses. Hos David og Hannes kunne man møde nygifte ægtepar fra Kenya, franske botanikere, larmende sydafrikanske musikere og enlige kvinder.

“At Sydafrika ikke røg ud i et blodbad, det er Mandelas fortjeneste”, mente skuespilleren Kessie Govender, sydafrikaner med indisk baggrund og en kær ven i Durban, der døde alt for tidligt for mere end ti år siden. En bekendt beskrev i en mail til mig den hinduistiske ligbrænding: “Han så så lille ud i sit blå sæt tøj. Så gik han op i flammer”.

Nu er også Nelson Mandela død. På billederne, som jeg tog på et museum i Cape Town i 2007, kan man se eksempler på, hvad apartheid var og hvad Mandela lykkedes med at afskaffe.