Kan man være glad i låget og åndelig dyb?
I irritation over Sørine Gotfredsens bog “Den åndløse dansker” har jeg skrevet en kommentar i denne uges Weekendavisen. Fra kommentaren:
“Det er det rene vrøvl at åndelighed er lig med alvorlighed. En guru, prædikant eller forfatter bliver ikke mindre åndfuld, fordi han eller hun river vittigheder af sig under foredraget eller i sine bøger. Eller har et lyst sind.”
Gotfredsen skriver et sted i bogen forundret om det fænomen, at “kendte og dødelige i broget flok strømmer ud i Bella Centret, fordi Dalai Lama igen har sat sig i skrædderstilling for at tale om fred i vor tid«.
Ja, hvorfor mon: “Når Dalai Lama også har ikke-buddhister blandt sine læsere og fans skyldes det måske, at det kan være inspirerende at møde et menneske og en forfatter, der har måttet flygte fra sit land og i øvrigt har levet et højst tumultarisk og vanskeligt liv – men stadig virker glad i låget. Nå nej, det sidste er jo ikke rigtig fint. Eller udtryk for åndelig dybde. Nutidens interesse for mennesker, der ikke blot taler om åndelighed som et intellektuelt fænomen – men forstår åndelighed som både væren, tanke og følelse, skyldes ikke mangel på kritisk sans. Tværtimod.”