Er det politiske teater for ensidigt?

Jeg forsøger for tiden at rejse en diskussion om ensidigheden i det politiske teater, og den er nu nået til Kristeligt Dagblad, der har interviewet både redaktør Bjarke Larsen og jeg.  Vi er ikke overraskende uenige.

Jeg mener, at det det politiske teater i Danmark er forudsigeligt og ensidigt. Ingen teaterstykker synes fra en kritisk vinkel at belyse islams politiske side, islam, indvandring og kulturmødet. Som eksempel på politisk teater, der er værd at se nævner jeg Hanif Kureishis forestilling The Black Album, som jeg så for nylig i London. Billedet er forestillingens plakat.

The Black Album foregår i 1989 i London og handler om den unge studerende Shahid, der kommer til London for at studere. Her lærer han en gruppe særdeles religiøse muslimer at kende. Det er året for fatwaen mod Salman Rushdie, og en dramatisk scene er afbrændingen af De Sataniske Vers.  Shahid har forsøgt at forhindre det igennem argumenter, men til ingen nytte.

Jeg har skrevet om stykket på sappho.dk. Også andre glimrende forestillinger med et politisk budskab har været vist på London-scenen i år og sidste år: Christopher Shinns forestilling Now or Later – der også omhandler ytringsfriheden og islams politiske side – Richard Beans England People very nice – om immigrationen til det østlige London – og egentlig også Katori Halls fremragende, lille forestilling The Mountaintop – om Martin Luther Kings sidste nat på hotellet i Memphis, før han blev skudt.

Lad os få den slags teater til Danmark!