Ny ytringsfrihedspris i Danmark
Lars Vilks Komiteen, som jeg grundlagde sammen med billedkunstneren Uwe Max Jensen i vinteren 2012, har indstiftet en ny ytringsfrihedspris. Den har navnet Guldhunden og består af en forgyldt skulptur, fremstillet af den svenske tegner og kunsthistoriker Lars Vilks.
Prisen gives til et menneske, der har ydet en indsats for kunst og ytringsfrihed. Den uddeles hvert år på Lars Vilks´ fødselsdag, første gang den 20. juni 2014, i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler på Christianshavn.
Komiteen blev stiftet for at støtte Vilks´ret til at tænke, tale og udtrykke sig frit. Vilks har levet med politibeskyttelse døgnet rundt igennem mere end tre år. Årsagen er, at han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund. Siden har han været udsat for mordforsøg, overfald og chikane.
Komiteen arrangerer offentlige møder med Vilks og gæster i København. På billedet ses Bjørn Nørgaard i samtale med Vilks ved et møde i sommeren 2013 i Krudttønden på Østerbro.
Nærmere oplysninger om overrækkelsen af Guldhunden fra midten af maj måned her på bloggen og på www.larsvilks.com