Feminint og maskulint i litteraturen

Valentine Gobys bog er en udpræget kvindebog. Det skyldes sproget og fokus på kroppe, følelser og stemninger.

Ikke fordi historien i Valentine Gobys lille roman ikke kan appellere til begge køn. Vi er i 1943 i Frankrig, og vi følger tre mennesker over et skelsættende døgn og i glimt fra deres fortid: Chefbødlen Henry D., der rejser rundt med sine assistenter og sin transportable guillotine, når myndighederne forlanger, at et hoved skilles fra en krop. Englemagersken Marie G., der venter på at blive henrettet og som har bedt om bøger, hun alligevel ikke magter at læse i sin dødscelle: »Kærlighedsromaner med lykkelige afslutninger«. Og Lucie L., hvis mand er i arbejdslejr i Tyskland. Lucie gør, hvad hun kan for at abortere, og hun har udtalt den sætning, der er bogens titel. Den henfører til de mange elskere, der forstod sig på penetration, men ikke på blidhed.

Bogen er også en anledning til at reflektere over, hvad der er typisk maskulint og feminint i litteraturen. Den mest androgyne forfatter jeg kan komme i tanke om er den belgiskfødte franske forfatter Marguerite Yourcenar, den første kvinde, der fik sæde i det franske akademi. Hun skrev ikke blot blændende men også med et maskulint overblik og en feminin sans for detaljer. Måske er det nu om stunder politisk ukorrekt at tillægge køn sådanne specifikke egenskaber. Men er det helt forkert? Læs hele min anmeldelse af bogen i Weekendavisen