Hvem skal nu betale?
Jeg har skrevet Blæksprutten i dagens Weekendavisen. Den drejer sig om den aktuelle debat om litteraturstøtte og legater. Selv bliver jeg kisteglad, når jeg får et legat. Det betyder arbejdsro i en kortere og længere periode og er guld værd.
Men jeg tager det ikke for givet, at staten skal finansiere min forfatterkarriere; naturligvis må man kunne diskutere nedskæringer på litteraturens område uden at diskussionen skal blive så hysterisk, som den ind imellem bliver fra visse kredse.
Lad os få en regulær diskussion af støttemuligheder, uden at vi skal høre på at forfattere og litteratur uddør, hvis der skæres i bevillingerne.
Hvad illustrationen angår: Inspireret af Weekendavisens layout, en bidsk udseende krokodille, har jeg anbragt et lignende dyr her. Af den årsag, at jeg for en lille del af mit første legat indkøbte en krokodilleskindsagtig taske, som jeg stadig ejer.