Når man har intet at miste

Jeg mødte for nylig den iranskfødte forfatter Nahid Rachlin i New York. Hun har beskrevet sin usædvanlige og smertefulde opvækst i erindringsbogen Persian Girls.

Men bogen handler også om, hvordan det, ikke at have noget at miste, kan være den bedste kur mod frygt. Og få et menneske til at træffe virkeligt modige valg.

I bogen fortæller Rachlin om, hvordan hun som ni-årig en dag bliver hentet fra skole af sin far, som hun sjældent ser og brutalt tvinges med tilbage til hans familie. De bor i en helt anden by end Teheran, hvor Nahid er vokset op hos sin plejemor.

Rachlin fortæller om opvæksten i sin nye, velhavende familie, der på overfladen er vestligt orienteret og moderne. Kvinderne går ikke tildækket, mændene drikker alkohol og man ser amerikanske film. Nahids far også har en akademisk uddannelse, han er advokat.

Han er dog langt ældre end Nahids mor, for ægteskabet blev indgået, da Mohtaram var ni år gammel og han selv 34 år. I bogen skriver Nahid: “Efter brylluppet indrettede min far et værelse til sin barnebrud, indtil hun var gammel nok til at agere som hustru”.

Interviewet med Rachlin er publiceret på Human Rights Service og kan læses i sin helhed her