Støtte til Mohamed Sifaoui
Den algiersk-franske journalist Mohamed Sifaoui har længe modtaget dødstrusler og hadefulde emails på grund af sit modige arbejde med at infiltere radikale, islamiske grupper og med sin kritik af islamismen. I juni i år blev han overfaldet af islamister på åben gade i Paris, hvor Sifaoui har boet siden han fik politisk asyl i 2000. Sifaoui har igennem alle årene haft politibeskyttelse, men den blev fjernet januar i år uden nærmere forklaring. Organisationen WLUML (Women Living Under Muslim Laws), opfordrer nu til at man giver sin støtte til at Sifaoui igen sikres politibeskyttelse. Man kan læse nærmere om sagen på: http://wluml.org/english/
Det var Sifaoui, der i 2006 afslørede Islamisk Trossamfunds dobbelte tale og tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Han har også produceret en kritisk kommentar om prædikanten Tariq Ramadan og har i øvrigt overlevet tre terrorangreb. Herunder angrebet på Maison de la Presse i Algier i 1996. I sin bog “Brødre-Mordere: Jeg infiltrerede Al Qaeda” (Ekstra Bladets forlag, 2003) fortæller Sifaoui om episoden: Det var en fredelig februareftermiddag med sol, og en kollega havde trukket Sifaoui udenfor for at fortælle ham en vittighed. “Den skulle komme til at redde mit liv. Faktisk var vi kun lige kommet ud, da vi mærkede en kæmpeeksplosion. Avisen blev jævnet med jorden på en brøkdel af et sekund”. Angrebet kostede adskillige af Sifaouis kolleger, samt tredive tilfældige forbipasserende, livet.
Sifaoui har ringe forståelse for de, der forsvarer islamisterne og deres forbrydelser. Hvordan kan man for eksempel som advokat forsvare for en terrorist og samtidig påstå, at man er engageret i menneskerettighedsspørgsmål? Sifaoui skriver i bogen: “Faktisk tror jeg, at de uenigheder, jeg har med den slags personer skyldes, at vi har forskellig opfattelse – ikke af Menneskerettighederne, men simpelthen af det at være menneske. De mener, at mordere, bombemænd, kvinde-og børneslagtere kan ses på lige fod med deres ofre. Jeg derimod nægter at sammenblande den myrdede og morderen!”
Sifaoui blev interviewet af forfatteren Rushy Rashid på Journalistforbundets Fagfestival i efteråret 2006 om blandt andet hans kritiske dokumentar om Islamisk Trossamfund. Rashid havde ikke rigtigt fattet sagens alvor. Jeg skrev om begivenheden i Sappho: