OL i Teheran?
Så er OL i Bejiing endelig forbi. Det var en sær fornemmelse at se glimt fra den pompøse afslutningsceremoni, med tanke på de menneskerettighedskrænkelser, som denne diktaturstat står for. Ikke mindst fordi jeg er ved at læse den kinesiske dissident-forfatter Jennifer Zengs rystende erindringsbog Witnessing History, der fortæller historien om det år hun sad i genopdragelseslejr i Kina. Hendes forbrydelse: Hun er Falun Gong praktiserende. Et essay, der også bygger på en samtale, jeg havde med Zeng sidste år, kommer snart på sappho.dk.
Vil vi mon en dag i Vesten vil se tilbage på OL i Bejiing med samme ubehag som på det OL, der i 1936 blev afholdt i Hitlers Berlin?
På P3 på Danmarks Radio har man ugerne igennem kommenteret begivenhederne i Bejiing. En udsendt reporter fortalte om den indledende flaghejsning, og at det egentlig var underligt at se den udført af soldater. Men disse soldater kunne sandelig hejse et flag.
Jeg kom til at tænke på en scene i TV-serien Matador, hvor advokaten Skjold Hansen over for en jødisk ansat taler beundrende om nazisternes evne til at marchere. Man kan mene, hvad man vil om ideologien, men de forstår sandelig at gå strækmarch, mener advokaten.
Måske vi i nær fremtid skal have et OL i Teheran. Hvorfor egentlig ikke? Hvis både et nazistisk styre og et kommunistisk diktatur kan få lov, hvorfor så ikke et islamisk diktatur? Jeg er sikker på, at der vil være journalister klar med bemærkninger om, at vist er det mærkværdigt at se mullaher ved åbningsceremonien, kønsopdelt indmarch og kønsopdelte tilskuerpladser, men ja hvorfor egentlig ikke?