Det voldsomme og smukke Sydafrika
Jeg skriver om Sydafrika i øjeblikket – et essay, en kronik, eller hvad det nu bliver til. Om landet, litteraturen og alt det smukke vi sjældent hører om, ikke mindst når det brager løs med meningsløse bølger af mord og vold, som vi ser det i øjeblikket over for landets fattige immigranter. Det er et voldsomt land og Afrika er et voldsomt kontinent. Ingen tvivl om det. Og så er det måske et af de mest interessante lande at besøge for at studere forholdet mellem forskellige kulturer. På billedet ses et af apartheidtidens forfærdelige symboler: “Kun for europæere”, altså kun for hvide, siger skiltet på bænken. Den er udstillet på et af Cape Towns meget seværdige museer, District Six Museum, som åbnede samme år som landet fik sit første frie valg, i 1994.
District Six var et område syd for Cape Towns bycentrum, der den 11. februar 1966 blev erklæret for hvidt område. Først ni år senere kom bulldozerne og rev huse og forretninger ned. I dag fortæller museet bydelens historie, ligesom en række af de ældre beboere har fået mulighed for at vende tilbage.